DEBAT: Biskop støtter klart brud på religionsfrihed

At tvinge den katolske kirke til at ændre syn på ægteskabet vil være et klokkeklart brud på religionsfriheden, skriver Jørn Arpe Munksgaard

Det er urealistisk, at en dansk kirkeminister eller det danske folketing kan tvinge den katolske kirke til at ændre syn på ægteskabet, mener Jørn Arpe Munksgaard.
Det er urealistisk, at en dansk kirkeminister eller det danske folketing kan tvinge den katolske kirke til at ændre syn på ægteskabet, mener Jørn Arpe Munksgaard. Foto: GABRIEL BOUYS Denmark.

Biskop Kresten Drejergaard må jo mildest talt være totalt forrykt, når han sammen med blandt andre formanden for Ateistisk Selskab er af den opfattelse, at eksempelvis den katolske kirke som den universelle kirke og verdens største kristne religionssamfund af en dansk kirkeminister eller et dansk folketing vil kunne tvinges til at ændre noget så fundamentalt som kirkens opfattelse af ægteskabet som et sakramente, der binder mand og kvinde sammen.

LÆS OGSÅ: Trossamfund siger nej til homoseksuelle vielser

Et sådant forsøg vil efter min bedste formening være et klokkeklart brud på religionsfriheden, idet man jo netop fra statens side mener sig berettiget til at øve hals- og håndsret over et som det så nobelt udtrykkes i Grundloven fra folkekirken afvigende trossamfund.

Der vil jo ganske enkelt være tale om, at den danske stat mener sig berettiget til at diktere, ændre og fortolke grundlæggende elementer i den katolske kirkes teologi. Med andre ord fratager man et lovligt trossamfund den frie ret til at definere og tolke det, der udgør trossamfundets selvforståelse.

Derfor har advokat Tyge Trier da også fuldstændig ret, når han netop som menneskerettighedsekspert udtaler, at staten skal holde fingrene væk fra de anerkendte og godkendte trossamfund, da det er helt op til dem selv at afgøre, hvordan de vil stille sig til en eventuel mulighed for at foretage vielse af homoseksuelle.

For folkekirken ser det imidlertid helt anderledes ud, idet staten naturligvis har lov til at diktere, hvad der skal ske og være gældende i statens eget religionsvæsen. Ønsker man ikke dette, er der kun én mulighed: Adskil kirke og stat!

Jørn Arpe Munksgaard,

cand.mag., Rosenvænget 26, Rødekro

Mere debat side 23