Debatten om omskæring af drenge kommer i bølger. Jeg har avisudklip og lægefaglige artikler fra årene 1997, 2003 og 2008 om emnet og nu i 2012 en høj og lang bølge af indlæg.
I 2003 besluttede en række amter, at rituel omskæring af drengebørn ikke længere skulle ydes som en del af det offentlige sygehustilbud. Et egentligt forbud var også på tale.
LÆS OGSÅ:Omskæringsdebat ses som kulturkamp over hele verden
Igen i 2008 hed det i en overskrift her i avisen: Politikere åbner for at forbyde omskæring. Også i år har der været forslag om et forbud, og overrabbiner Bent Lexner har erklæret, at hvis det sker, må jøder forlade dette land og finde et sted at leve, hvor man respekterer deres religion.
Der kommer stærke udsagn fra begge sider. Kan du give mig min forhud tilbage?, lød overskriften på en kronik i dagbladet Politiken af Leo Milgrom, som er lærer.
Spørgsmålet var rettet til Bent Lexner. Journalisten og forfatteren Kjeld Koplev kaldte i et debatindlæg omskæring for den rene tortur. Han er også omskåren, og de to skribenter kan ikke uden videre beskyldes for antisemitisme en beskyldning, der ligger som en luremine i dette område: Din dagsorden er en anden. Du sympatiserer i virkeligheden med jødeforfølgelse. Det er på en måde det kort, Lexner spiller ud. En trumf, som skal stikke andre argumenter.
Man forbyder heller ikke operationer af flyveører, siger overrabbineren med henvisning til, at forældre tager mange beslutninger på deres børns vegne. En tvivlsom sammenligning, for man opererer netop ikke på ørerne som et led i et ritual, hvor ingen ører ville gå fri.
Jøder og store grupper af muslimer er enige: Drengebørn skal omskæres. Men jeg husker, at politikeren Naser Khader ikke ville påføre sin søn den smerte. Han fastholdt, at han alligevel følte sig som en fuldgod muslim.
Det var ved et møde i Det Etiske Råd i 2006. Her spurgte jeg Bent Lexner, om ikke handlingen kunne gøres symbolsk i lighed med, at man ikke længere neddykker hele barnet ved barnedåb, men nøjes med at dryppe lidt vand på issen. Nej, det var en umulig tanke for ham. Der skal være et fysisk tegn, et blivende mærke. Gammeltestamentligt er man forkert, hvis man har sin forhud intakt. Sådan kunne der skelnes mellem de rigtige og hedningerne. Man hørte kun til, hvis man havde den påførte defekt. På selvmodsigende vis blev det en defekt at være intakt.
For et par år siden var det til debat i Frankrig, at præsident Sarkozys barnebarn blev omskåret, samtidig med at præsidenten gik ind for et forbud mod, at kvinder bærer slør. Men den muslimske kvinde har en i det mindste teoretisk mulighed for at smide sit slør væk. Den omskårne mands forhud er smidt væk for bestandigt.
Læg mærke til, at her i landet debatteres kvindelig omskæring nu langt sjældnere, for det er ganske enkelt forbudt. Jo, man bruger kræfter på at diskutere, hvordan man med oplysning, kamp mod analfabetisme og styrkelse af sundhedsvæsenet kan få begrænset disse overgreb i lande, som stadig udfører dem.
Kritikken af kvindelig omskæring lettes af, at der er bred enighed om at betegne det uanset omfanget som en mutilation af de kvindelige kønsdele. Når det gælder drengebørn, skal man være forsigtig med at kalde det mutilation. Så er man usaglig, for det er et overdrevet ordvalg, hævdes det. Men der er stor spændvidde mellem de ord, der bruges. Fra amputation af en organdel med mange nerveender og følelegemer til et lille niv i tissemanden, som journalisten Martin Krasnik har forklaret.
Når jeg bliver spurgt om, hvad læger mener, svarer jeg forsigtigt, at undersøgelser af direkte følger og senfølger af omskæring er omdiskuterede. Blandt andet lægger de vægt på forskellige ting. Komplikationshyppigheden er lav, siges det (men hvis indgrebet er forkert, er en hvilken som helst hyppighed for høj). Renligheden er større, og for eksempel hiv/aids-smitteoverførsel sjældnere (hvis det var indgrebets formål, ville andre mindre indgribende forebyggelsesmåder være at foretrække).
Men jeg svarer også, at det er for let at begrænse spørgsmålet til området for meninger og tro, hvor der ifølge grundlov og menneskerettigheder skal være en særlig udstrakt frihed. Forhuden er ikke en overflødig lille hudlap, men en integreret del af penis. Det er hud, som dækker slimhinde, ligesom vi har læber og øjenlåg, der det meste af tiden beskytter slimhinderne, som ikke har godt af at være konstant blottede.
De, der forsvarer en ret til at underkaste børn et ikke sygdomsbegrundet, men blivende indgreb, før børnene er gamle nok til selv at beslutte, har år for år en vanskeligere sag.
Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, dr.theol. Ole Jensen og journalist og forfatter Kåre Gade