DEBAT: Napoleon og Hitler havde større respekt for kirken end kirkeministeren

De danske overvejelser om homoseksuelle vielser og tvang over for religiøse grupper vil blive fulgt med interesse i totalitære stater, skriver Paul Jørgensen

Skal pligten til at ægtevie homoseksuelle også pålægges andre trossamfund?
Skal pligten til at ægtevie homoseksuelle også pålægges andre trossamfund?.

Drøftelsen af muligheden for at indføre kirkelig vielse af homoseksuelle rejser som bekendt i det mindste to spørgsmål. Det ene er: Kan staten eller Folketinget pålægge folkekirken at indføre en sådan pligt? Det andet er: Kan kirkeministeren dernæst pålægge kirkens embedsbærere at udforme et ritual? På det seneste er et tredje spørgsmål dukket op: Skal pligten til at ægtevie homoseksuelle også pålægges andre trossamfund i Danmark?

LÆS OGSÅ: Biskop støtter klart brud på religionsfrihed

Reguleringen af forholdet mellem stat og kirke er et gammelt problem i Europa. Uden at gå alt for mange år tilbage, kan vi begynde med konkordatet mellem Napoleon og Pius VII i 1801. I revolutionstiden var der et anspændt forhold mellem den revolutionære stat og kirken. Da Napoleon havde brug for kirken, indgik han konkordatet med paven. I vor sammenhæng er den vigtigste bestemmelse i konkordatet, at kirken havde fuld frihed til at ordne sine egne indre forhold, herunder sine ritualer (artikel IX).

Det berygtede rigskonkordat mellem Hitler-staten fra 1933 og Vatikanet er også interessant. I dette konkor-dats artikel 1 anerkender Tyskland den katolske kirkes ret til at ordne sine egne indre anliggender. Napoleon og Hitler er ikke kendte for blødsødenhed, men kunne indse det fornuftige i et indre selvstyre for kirken. At Hitler så forsøgte at danne en rigskirke af de evangeliske kirkesamfund, har jeg ikke glemt.

Napoleon og Hitler respek-terede kirkens indre ritualer. Det danske Folketing og kirkeministeren går i vor tid videre en disse to diktatorer!

Og hvorfor det? Der går en ubetvivlelig linje fra oplysningstidens filosoffer (Voltaire) og de franske revolutionære (Robespierre) over vore egne kulturradikale (Brandes og PH) frem til det nuværende radikale regeringsparti.

Hvis religion er en ligegyldig sag, hvorfor så blande sig? Er det for at håne og tryne jøder, muslimer, katolikker og andre?

At Ateistisk Selskab blander sig er helt uforståeligt. Selskabet burde forholde sig i ligegyldighed over for folkekirkelige uenigheder. At selskabet desuden vil tvinge trossamfund uden for folkekirken til også at vie homoseksuelle, fortæller mig, at selskabet ikke har styr på Grundlovens paragraf 67.

OM TROSSAMFUND uden for folkekirken hedder det: Borgerne har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, dog at intet læres eller foretages, som strider mod den offentlige orden, se også paragraf 69. Betyder dette, at disse trossamfund også kan tvinges til at vie homoseksuelle? At biskop Kresten Drejergaard i Odense gør fælles sag med Ateistisk Selskab, er bare pinligt.

Hvis en tvangslovgivning gennemføres over for de forskellige trossamfund, må vi forvente et retsligt efterspil i første omgang ved dansk ret, senere kommer så en afgørelse ved domstolen i Strasbourg. I en sådan sag må det videre forventes, at andre lande (Ungarn eller Polen, måske) vil gå ind i sagen.

Artikel 9 i Den Europæiske Menneskeretskonvention vil blive bragt i anvendelse. Når domstolen i Strasbourg skal træffe afgørelse, vil domstolen sædvanligvis se på øvrig europæisk retspraksis. Den tyske forfatningsdomstol afgjorde i 1957, at rigskonkordatet folkeretsligt stadig stod ved magt. Altså også den før nævnte artikel 1. Det må endelig forventes, at dansk tvangslovgivning om homoseksuelle vielser vil blive underkendt.

Jeg er sikker på, at danske overvejelser om homoseksuelle vielser eller ej og tvang over for religiøse grupper vil blive fulgt med interesse i totalitære stater og blandt religiøse ledere i resten af verden. Religion og politik er ikke pjat.

Paul Jørgensen er lektor i historie og religion på VUC Hvidovre-Amager