Der er mange skillelinjer i den danske folkekirke. Skellet mellem den såkaldte højrefløj og de mere liberale er velkendt. Men der er andre skel, for eksempel et mellem debattører, som søger at bidrage til en fælles afklaring af problemerne og dem, der i bedreviden kun kan se manglerne i andres opfattelse. Det er skellet mellem de konstruktive og de bedrevidende.
LÆS OGSÅ: Svaret er en kirkeforfatning. Hvad var egentlig spørgsmålet?
Jeg troede egentlig, at domprovst Poul Henning Bartholin hørte til de førstnævnte. Men med sin kronik i denne avis den 29. november placerer han sig på de bedrevidendes side.
Bartholin tager udgangspunkt i den rapport om en kirkeforfatning, som Selskab for Kirkeret fremlagde i september. Han bedyrer at have gennemlæst og ligefrem nærlæst den, oven i købet nogle gange. En af hans konklusioner af den grundige læsning er, at forslaget mangler både teologiske, sociologiske og politiske overvejelser.
Den først påpegede mangel kunne jo godt virke nedslående, når man har bidraget til rapporten med 18 siders Teologiske overvejelser om en kirkeforfatning. Der er tale om en oversigt over de vigtigste teologiske argumenter, fra Luther via Martensen og Grundtvig til Theodor Jørgensen og Lilleør (Niels Carl).
Ifølge min forståelse berører afsnittet også kirke-, menigheds- og embedsforståelse. Disse emner finder Bartholin dog fraværende, hvorfor vores rapport desværre rammer forbi målet.
Vores rapport er naturligvis ikke hævet over kritik. Tværtimod har vi inviteret til reaktioner, således at så mange aspekter af denne komplicerede sag som muligt kan blive belyst.
BARTHOLIN SKAL også være velkommen til at påpege svagheder og mangler i det teologiske afsnit. Men at affærdige rapporten med den begrundelse, at den mangler teologiske overvejelser, er arrogant bedreviden.
Vi ville være mere end taknemlige, hvis Bartholin løftede bare en flig af sløret for den teologiske indsigt, han selv sidder inde med. Men han er tavs i sin bedreviden. Hvorfor?
Mod slutningen af kronikken nævner Bartholin det kommissionsarbejde om kirken, som regeringsgrundlaget stiller i udsigt.
Her øjner han et håb om en grundig og omfattende teologisk refleksion. Og her er det så, man fristes til at slå over i tysk: Man merkt die Absicht und wird verstimmt. (Man mærker hensigten og bliver forstemt, red.)
Svend Andersen er professor, dr.theol. og næstformand i Selskab for Kirkeret