Hvis religiøse symboler er på vej ud af det offentlige rum i Europa, er det næste, vi risikerer at miste, selve demokratiet. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afgjorde i 2009, at Italien skulle fjerne kors fra klasseværelserne i de italienske skoler.
Nu bliver sagen behandlet ved en appelinstans, men uanset hvad denne appelinstans siger, så er den umiddelbare følgeslutning, at religiøse manifestationer i det offentlige rum er i fare for at blive forvist, og at selve demokratiet vil få det svært i det offentlige rum, hvis ikke de europæiske og herunder danske borgere fortsat frit må og kan benytte religiøse manifestationer og ytre sig om deres religiøse opfattelser i det offentlige rum.
Det er for mig at se demokratiets kerne, at det ikke begrænser retten til at ytre sig om og bruge religion og religiøse manifestationer i det offentlige rum, hverken i form af billeder, ord eller symboler. Staten bør heller ikke begrænse sig selv, men i stedet fremme muligheden for religiøs pluralisme, fordi det underbygger det demokratiske sindelag. Demokratiet bør endog kunne rumme anti-demokratiske ytringer. Den demokratiske stat bør grundlæggende beskytte sine indbyggeres ret til at ytre sig frit. Det tjener tilmed den demokratiske stats fremadrettede interesse og overlevelse, at dens indbyggere har mulighed for at tale og tænke frit, også i det offentlige rum om religiøse emner.
RELIGION ER MED TIL at understøtte og udvikle demokratiet. Eksistensen af flere religioner i samfundet er en effektiv vaccination mod totalitarisme. Totalitære regimer er blandt andet kendetegnet ved at være særdeles hårdhændede over for mennesker med andre tankegange og religiøse symboler og overbevisninger. Sovjet-regimet og andre kommunistiske diktaturer var netop ikke særligt venligtsindede over for andre religioner og religiøse symboler.
Det er en lakmusprøve på et velfunderet demokrati, om det kan indeholde modstridende holdninger, religiøse overbevisninger og symboler og den samtidige kritik uden at gå til grunde. Det er totalitært, hvis visse tankestrømme, manifestationer, symboler eller ytringer fjernes fra det offentlige rum, eller hvis der opstilles love for, hvad der er gode idéer og symboler i det offentlige rum. Naturligvis må folk altid have en holdning til andre folks ideer og levevis, men den må ikke forbydes af staten.
Religiøse manifestationer og ytringer kan også tjene den demokratiske stats sikkerhed og stabilitet. At folk kan udtrykke sig frit om deres religiøse oplevelser og overbevisninger, er med til at underbygge demokratiet og tage luften af de værste indestængte aggressioner. Det er bedre at bede (eller tale) offentligt end skumle af vrede i et lønkammer. Det er med til at holde samfundet i ligevægt, at alle får lov at ytre sig.
I ET DEMOKRATISK samfund må dets individer i et ret vidt omfang kunne tåle, hvad folk kan finde på at sige om en sag eller et problem, men ikke tolerere, hvad folk kan finde på at gøre af ugerninger. Der bør være en udbredt ret til at kunne fornærme andre. Decideret injurierende udtalelser, trusler og bagvaskelse skal dog ikke tolereres. Men ret og lov skal først og fremmest bygge på, hvad folk faktisk har gjort og ikke først og fremmest på, hvad de har sagt. At lade alle religioner optræde frit giver gnidninger, men det opøver i det demokratiske sindelag.
I den demokratiske stat kan indbyggerne ikke undgå fornærmelser. Det ligger i selve holdningens og synspunktets natur, at det nødvendigvis er muligt at blive uenige og mene det modsatte, for ellers havde det ikke været en holdning eller et synspunkt, men en videnskabelig sandhed, og selv videnskabelige sandheder revideres og falsificeres. Alt kan diskuteres og analyseres, også religion. Der findes ikke et neutralt standpunkt. Og det er i sig selv altid en fornærmelse.
Demokratiet er naivt, og det er dets styrke. Det bygger på en barnlig tro på, at alle har lov til at udtrykke deres holdning og mening. Religiøse ytringer, manifestationer og symboler og den samtidige kritik af disse har en plads i det offentlige rum, netop fordi vi lever i et demokrati.
Peter Graarup Westergaard,
mag.art. i litteraturhistorie,
Høegh-Guldbergs Gade 33, 2. tv.,
Århus C