DEBAT: Velfærdsstaten kvæler folkekirken

Hvis kirken skal overleve velfærdsstaten, må den logiske modreaktion være at adskille sig fra staten og redefinere sig selv ved at søge tilbage til rødderne, mener Knut Evensen

Velfærdsstaten har langsomt udvandet grundlaget for folkekirken. En adskillelse af kirke og stat er vejen.
Velfærdsstaten har langsomt udvandet grundlaget for folkekirken. En adskillelse af kirke og stat er vejen. Foto: Leif Tuxen.

Stalin, Lenin, Hitler, Mao Zedong og andre landsfædre havde efter egen opfattelse folkets bedste for øje måske inspireret af filosoffen Kant, som mente, at den højeste moral er den, som til enhver tid tjener de fleste mennesker bedst.

LÆS OGSÅ: Velfærdsstaten har overtaget Guds plads

De handlede altså ud fra den gode vilje, de gode intentioner, som deres meningsfæller bakkede op om og var med til at føre ud i livet.

Problemet har bare været, at virkeliggørelsen af deres idéer har kostet flere hundrede millioner mennesker livet. De gode intentioner havde altså en pris, som andre end dem med intentionerne kom til at betale regningen for med deres liv.

Ingmar Bergman skrev romanen Den gode vilje, som siden blev filmatiseret af Bille August og vist som serie i fjernsynet. Her fik vi serveret et opgør med den gode vilje med en perspektivering, som bjergtog mig fuldstændigt. Hvem kender ikke en mors omklamrende gode vilje ud fra ledemotivet: Jamen, det er jo for dit eget bedste!.

VELFÆRDSSTATEN ER BLEVET den store moder, der drevet af omsorgsvilje gør alt til vores eget bedste et bedste, vi dog naturligt opponerer imod, for hvorfor skal en upersonlig statsmagt sætte i system og definere, hvad der er det højeste gode for mig?

Vi ved godt, at vi har en pligt til at yde efter evne i henhold til vedtagne skattepolitiske principper, og at vi med denne ydelse bidrager til fællesskabet, så vi også med god samvittighed kan modtage efter behov. Men vi er herudover på vore breddegrader opdraget til, at der ikke nødvendigvis behøver være ligefrem proportionalitet mellem ydelse og behov. Vi har accepteret skævvridningen, at de, der evner at yde meget, derved er med til at forsørge dem, der modtager meget.

Vi er stolte af dette systematiske ædelsind. Problemet opstår, når systemet samtidig opdrager til, at alle har ret til ydelser, at alle har ret til at få sine behov stillet. Nogle får noget for ingenting. De, der yder meget for lidet, har ikke nødvendigvis nogen personlig kærlighed og omsorg for de personer, som modtager meget, men man har overtaget en idé om, at det er o.k. at lade, som om man har sympati for hinanden vel vidende, at det ikke er tilfældet.

Vores velfærdsmodel har indbygget i sig, at den etiske fordring om at tage sig af de mindrebemidlede flyttes fra et konkret ansigt til ansigt-forhold inden for en given livssituation til at gælde i en kollektiv sammenhæng generelt. Livssituationsetikken bliver systemetik. De offentlige institutioner bliver så at sige repræsentanter for den velgørende magt.

I DEN SAMMENHÆNG er det så ikke så underligt, at disse institutioner er vokset i antal og omfang fra årti til årti. På denne måde bliver moderen med det er til dit eget bedste-motiverne stadig mere synlig, og vi finder os alt for stiltiende i, at denne moder regulerer vores adfærd på godt og ondt i et omfang, som savner sidestykke i et frit samfund.

Uden nævneværdig modstand inddrager velfærdsstaten størstedelen af borgernes indkomster og styrer samtidig vores mentale og etiske univers efter vi ved bedre, hvad der er godt for dig-parolen.

I dette system er kirkens rolle blevet marginaliseret. Prædikenen om retfærdighed og den etiske fordring om omsorg for næsten prædikes bedre og mere konkret af velfærdsstatens forfægtere. Den gode vilje har sejret. De gode og frelsende intentioner kommer fra velfærdspolitikerne i en lind, karismatisk strøm.

Kun kirkens Herre har for længst gennemskuet og gjort op med velfærdsstatens værdier. Han talte om og etablerede Guds rige som et rige, der er i, men ikke af denne verden. Som Socialdemokraterne måtte se sig overflødiggjort, da Anders Fogh Rasmussen (V) overtog deres politik, har kirken uden at opponere nævneværdigt ladet sige berøve sin oprindelige eksistensberettigelse og er derved blevet systemets kirke, der i alt for høj grad efterplaprer velfærdsstatens sekulariserede værdier.

Man kan med rette spørge sig selv, om velfærdsstatens frelsesbudskab kun kan holde i velfærdstider? Dens du har ret til-budskab opdrager i hvert fald ikke til, at man kan klare sig i krisetiders tiltagende knaphed på tilvante goder.

Hvis kirken skal overleve velfærdsstaten, må dens logiske modreaktion på værdikuppet derfor være at udskille sig fra staten og redefinere sig selv ved at søge tilbage til rødderne og til kirkens oprindelige Herre! Befri derfor kirken fra staten og giv den tilbage til dens Herre, og lad den klare sig på Guds riges præmisser uden omklamrende statsstøtte og sindelagskontrol.

Så vil livsnerven vende tilbage og dermed det sindelag fremstå, som altid vil tage sig af næsten på frivillighedens og situationsetikkens grundlag krise eller ej.

Knut Evensen,

lærer,

Smedegade 3,

Bandholm