Debattør: Jøder chikaneres i København

Helene Jensen er bekymret over, at Integrationsborgmester fraråder flagning med israelsk flag til mangfoldighedsfest. Hun mener jøder diskrimineres i København Colourbox

Om forfatteren

Helene Jensen bor i København

relevante temaer

Helene Jensen har som Israelsympatisør oplevet flere ubehagelige episoder i København. Hun mener Rådhusets politikere diskriminerer jøder ved at fraråde flagning med israelsk flag.

Jeg er dybt chokeret over at høre, at jøderne fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune med borgmester Anna Mee Allerslev (R) som ansvarlig blev frarådet at flage med det israelske flag til Mangfoldighedsfesten på Nørrebro i september. Det er en antidemokratisk og diskriminerende handling.

Det bekymrer mig i høj grad, at jøderne i København gennem mange år og i stigende omfang udsættes for chikane af forskellig slags af primært arabiske indvandrergrupperinger.

Det er ikke kun som jøde, det er svært. Også som Israelsympatisør risikerer man hadske handlinger, hvis man ytrer sig nuanceret om Israel. Jeg kender flere, der eksempelvis ikke tør skrive læserbreve på grund af trusler.

Jeg personligt har fået kastet sten efter mig i Titanparken på Nørrebro jeg havde en davidsstjerne om halsen.

Jeg har fået smadret min cykel på Israels Plads, da jeg sad fredeligt på en bænk med et lille undseligt israelsk plasticflag. Jeg er blevet smidt ud af en grønthandel i Nordvestkvarteret med beskeden: Jeg handler ikke med jøder. Jeg havde også her en davidsstjerne om halsen. Jeg har fået smidt jord i ansigtet, er blevet kaldt nazisvin og luder af arabere samt fået halshugningssignalet.

Dette er udvalgte hændelser gennem de seneste ni år. Jeg vil gerne pointere, at jeg aldrig har provokeret eller angrebet nogen. Jeg ønsker blot som borger at have de smykker på med de symboler, jeg ønsker, at flage med det flag, jeg ønsker, og i det hele taget ytre mig på fredelig vis.

Alt dette her er ikke bare et problem for jøder og Israel-sympatisører. Det er også et kæmpe demokratisk problem for København og i Danmark!

At man bliver mødt med racisme fra arabiske grupperinger, er virkelig trist, men at politikere som Anna Mee Allerslev nu går forrest, er direkte ja, jeg mangler simpelthen ord!

Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at jøder her i København er fredelige mennesker, der aldrig har angrebet nogen.

Her er en opfordring til integrationsborgmesteren: Se at få fat i de arabiske grupperinger, der udøver racisme mod jøder i vores by, og få gjort noget ved problemet. Lad dig aldrig kue i forhold til vores alles demokratiske rettigheder, og lad derfor være med nogensinde at fraråde jøderne at flage med det israelske flag. Det er, som det fremgår, ikke dem, der er problemet.

Helene Jensen bor i København

 

Tilføj kommentar

 
 
 

Prøv Kristeligt Dagblad 4 uger gratis!

Indtast dit telefonnummer herunder og klik 'Næste'. Tilbudet er uforpligtende og dine personlige oplysninger behandles fortroligt.