MIDTVEJS I VALGKAMPEN sagde Lars Løkke Rasmussen (V) noget meget rigtigt. Jeg ved godt , indledte han forstående. Jeg ved godt, at økonomi er kedeligt, men det er vigtigt. Det kan man kun give ham ret i. Økonomi er ret kedeligt, men også uundgåeligt, og den netop overståede valgkamp mindede os dagligt om det.
Men ud over de mange diskussioner om vækst og længere arbejdstid rummede valgkampen samtidig noget anderledes bemærkelsesværdigt. Nemlig den taktiske og lettere nedladende tiltale af den enkelte dansker.
Det er velkendt, at mange politikere vrider deres hjerner for bedst muligt at skabe kontakt til den såkaldt almindelige dansker og fremstå som et menneske med ægte indsigt i, hvordan det føles at være et menigt medlem derude.
Og en af de mere markante følgevirkninger af dette udgøres af en underligt overspillet beundring for det daglige liv og dets basale rutiner. Hvilket for eksempel kom til udtryk, da Helle Thorning-Schmidt (S) i en duel med Lars Løkke Rasmussen gjorde det klart, at hun nærer dyb respekt for alle de mange danskere, der går på arbejde hver dag. Tilmed midt i en økonomisk krise.
Den studsede man lige over, idet man jo må spørge sig selv, om det ikke som udgangspunkt er en selvfølge, at et menneske går på arbejde hver dag. Hvis det kan.
Dyb respekt er vel snarere noget, man nærer for den, der kaster sig ud i de iskolde bølger for at redde en nødstedt. Eller som på Nelson Mandela-vis går i spidsen for at udfri en undertrykt befolkning. Så hvorfor nærer en politiker dyb respekt for den, der blot går på arbejde?
Det gør hun muligvis heller ikke inderst inde, men hun siger det, fordi hun som så mange andre politikere af taktiske grunde ønsker at løfte den enkelte dansker op på en piedestal. Specielt den med relativt kort uddannelse, så det står aldeles klart, at hun ikke er en overlegen snob.
Og lad os lige prøve at analysere den politiske jargon, der så vedholdende dyrker de hårdt arbejdende murere og sygeplejesker. For det er nemlig ikke kun den demonstrative solidaritet, der står tilbage som resultat. Det gør også en tilgang til begrebet arbejde, der synes at være en lille smule martret af mange års velfærdsretorik og offermentalitet. For noget er gået galt, når det kan blive til en pointe i sig selv at fremhæve, at folk derude jo faktisk går på arbejde. På underlig vis er der blevet byttet om på tingene, og det giver ikke længere sig selv, at et menneske udfylder en plads.
PLIGTEN TIL efter bedste evne at gøre sin indsats, hvor man kan, er i dette samfund blevet trængt så meget i baggrunden, at alene det at forsørge sig selv er blevet til noget, der kan fremkalde dyb respekt.
Og når en politiker i sin iver efter at anerkende vælgerne giver sig til at rose os for grundæggende at leve vore liv, kommer han snart til at fremstå, som om han faktisk ikke for alvor forventer sig noget. Men snarere ser for sig en befolkning, der unddrager sig, hvis det er muligt.
En del mere værdigt ville det hele derfor være, hvis der i forholdet mellem politikere og borgere herskede en generel antagelse af, at den enkelte naturligvis gør, hvad han skal, og ikke forventer at blive rost for det af landets øvrighed. For når netop det sker, reduceres vi til en slags mindre myndige eksistenser, der ikke kendes på egen drift efter at udfylde en plads og leve et liv. Men som skal bekræftes af en politisk klasse, der klapper den enkelte på kinden, hvorefter han flinkt fortsætter med at stå op og gå på arbejde.
I skrivende stund var det endnu ukendt, hvem der i de kommende år skal lede landet. Men i denne læsende stund ved vi det, og hvem det end endte med at blive, må man håbe, at tonen over for landets arbejdende borgere finder et mere ærefuldt leje. Nu hvor kampen om stemmerne er kæmpet til ende.
Vi går ikke på arbejde for at blive mødt af en politikers opstyltede dybe respekt for noget, der jo blot naturligt hører ethvert menneskeliv til. Vi går på arbejde, fordi vi er sat i et liv, hvor man skal gøre sin indsats, og hvor man muligvis også oplever så stor glæde og selvrespekt ved det, at skolelæreragtig ros fra en politiker mest kommer til at virke som en anmassende fornærmelse.
Det ville klæde den kommende regering at opfatte borgerne som voksne, selvstændige mennesker, der som noget givent står til ansvar for deres egen hverdag. Det er demokratiets frygtelige, indbyggede faldgrube, at magthaverne bider al skam i sig og blot kaster sig på knæ for borgerne for at opnå deres velvilje. Hvilket der kan komme mange ydmygende øjeblikke ud af.
Både for dem og for os.
Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen og journalist Kåre Gade