EU’s kriser bliver stadig flere. Der er det britiske exit-resultat, forviklingerne ved den polske forfatningsdomstol, den russiske udvidelsespolitik, indvandrere og flygtninge og fremvoksende nationalisme. Men den største trussel mod Den Europæiske Union kommer indefra. En politisk ledelseskrise lammer for øjeblikket unionens institutioner.
Som for at bevise dette blev der ikke talt meget om meningsfulde reformer af institutionerne og økonomien ved det nylige møde i Bratislava i Slovakiet, hvor alle medlemslandenes statschefer med undtagelse af Storbritanniens premierminister, Theresa May, skulle udvise solidaritet og kickstarte reformprocessen i kølvandet på beslutningen om en britisk exit.
Der blev godt nok gjort glædelige, skønt begrænsede fremskridt hen imod skabelsen af en europæisk forsvarsunion og i retning af at vedstå, at de aktuelle organisatoriske rammer for EU er uholdbare. Men samtidig blev splittelsen blot tydeligere under forsøgene på at fremstå i samlet flok. Således nægtede den italienske premierminister, Matteo Renzi, ved topmødets afslutning at optræde side om side med Frankrigs præsident, François Hollande, og den tyske kansler Angela Merkel.
EU’s ledere er nødt til at tage denne den seneste fiasko på deres kappe. Til at begynde med må de holde op med at udsende tomme tilkendegivelser. Institutionernes magtesløshed er åbenlyst – især for deres fjender. EU står derfor over for et barsk valg: Enten må man tage et kvantespring fremad mod sammensmeltning, eller også er opløsningen uundgåelig.
Det er ikke et valg, mange europæere er glade ved at skulle træffe. Mange af vores politikere er bange for at skulle betale en høj politisk pris derhjemme, hvis de skubber på for at omforme EU. De finder det hasarderet at stræbe efter yderligere enhed i det aktuelle politiske klima og mener, at EU skal koncentrere sig om at gøre mindre og gøre det godt.
Men det er en falsk modstilling. EU kan meget vel opbygge en mere samlet økonomisk ledelsesmodel, som kan øge investeringerne og jobskabelsen og samtidig strømline sine funktionsgange for at imødegå de gængse klager over bureaukrati og funktionsfejl.
De færreste europæiske ledere synes at forstå, at den virkelige fare for EU – og deres egen politiske fremtid – lurer i status quo. Og nu, hvor folkeforføreriske bevægelser over hele Europa giver de traditionelle partier tæsk i meningsmålingerne, vil det snart være for sent at byde på faktisk forandring.
Og så galt behøver det ikke gå. Alt for mange politiske ledere taler deres hjemlige nationalister og populister efter munden, idet de fejlagtigt forestiller sig, at det er vejen til popularitet – i stedet for at udvise sandt lederskab og kæmpe for almenvellet.
De forestående landsdækkende valg i Frankrig og Tyskland vil vise noget om, hvordan fremtiden tegner for det europæiske lederskab. Ved det nylige tyske delstatsvalg gik både Merkels CDU og den socialdemokratiske regeringspartner betragteligt tilbage, og koalitionen er dermed i fare ved valget næste år. Samtidig bliver støtten til det højreekstreme Alternativ for Tyskland (AfD) ved med at vokse.
Merkel har to muligheder: Hun kan enten gå til højre, sådan som Nicolas Sarkozy har gjort i et forsøg på at genvinde præsidentembedet – eller hun kan kæmpe for at bevare centrum ved at gå i clinch med AfD’s overforenklede argumenter. Valget er klart: Merkel bør stå fast og kæmpe, samtidig med at hun fremmer en alternativ vision om et moderniseret EU.
For at besejre folkeforførerne må de politiske ledere vedkende sig de mennesker, som globaliseringen har ladt tilbage, men også mane myten i jorden om, at der findes nogen enkle løsninger, eller at globaliseringen har et backgear. For det er simpelthen ikke sandt, når folkeforførerne vil have os til at tro, at protektionisme vil mindske ungdomsarbejdsløsheden og indkomstuligheden. Hvis EU-landene siger nej til de frihandelsaftaler med for eksempel USA og Canada, som for øjeblikket er på tale, så vil den europæiske andel af verdenshandlen falde og den europæiske økonomi lide under det.
På samme måde gælder det, at hvis Eurozonen ikke formår at smelte bedre sammen ved at styrke sine økonomi- og ledelsesstrukturer, vil den aktuelle finanskrise i EU fortsætte. Den vil forhindre social opstigning og underminere den sociale retfærdighed. Tiden er inde til, at unionens ledere faktisk forfægter disse argumenter.
I hele Vesten udløste finanskrisen anno 2008 en politisk strid, som stadig er i gang. Den er gået fra at være en kamp for ansvarsstillelse og reformer til at være et sammenstød mellem dem, der vil det åbne samfund, og dem, der vil det lukkede samfund. Mellem dem, der stræber efter bred enighed verden over, og dem, som stadig synes, at ting skal løses nationalt, lokalt eller sågar på stammeniveau.
Det vil kræve mere lederskab og færre administratorer hos EU at dæmme op for oprøret mod globalisering, frihandel og åbne samfund. Europas ledere burde ærligt talt vide bedre end at klandre EU-institutionerne, hypotetiske handelsaftaler og flygtninge for deres egen svigtende evne til at håndtere arbejdsløsheden og mindske uligheden.
Der er snart ikke flere sider tilbage i EU’s håndbog for krisehåndtering. Vi kan enten stikke hovedet i sandet, alt imens det europæiske projekt dør en langsom død. Eller vi kan bruge denne krise til at starte et nyt projekt med fornyelse og forandring. Også her er valget klart: EU’s ledere bør tilbyde europæerne en ny social kontrakt baseret på en forståelse af, at folks legitime frygt for globaliseringen fortjener et kollektivt og progressivt svar fra europæisk hold. EU har været en stor drivkraft bag globaliseringen, og kun EU har magt til at hjælpe med at løse globaliseringens udfordringer. De europæiske ledere er nødt til at forklare deres vælgere, hvorfor nationalismen ikke kan gøre det.
Guy Verhofstadt har været Belgiens premierminister og er i dag formand for ALDE, Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa i EU-parlamentet.
© Project Syndicate 2016
Oversat fra engelsk af Sara Høyrup