Tak til Stender for at ruske op i ufarlig kulturkristendom

Tak til sognepræst Poul Joachim Stender for den fremragende kronik den 10. december: ”Den kristne Gud er farlig”. Han rusker gevaldigt op i vores måde at leve med og af den kristne kulturarv, skriver Olaf Michelsen.

Måske er jeg blevet en gammel gnavpot. Men jeg er sikker på, at man ikke får noget gratis - undtaget (forhåbentlig) Guds tilgivelse
Olaf Michelsen

Vi vil helst begrænse os til et humanistisk billede, som udstråler en overflod af venlighed, som vi kalder næstekærlighed. Det smager lidt af kristendom. Men vi vil ikke forpligte os som kristne og forsvare vores kulturelle arv, skriver Olaf Michelsen

Tak til sognepræst Poul Joachim Stender for den fremragende kronik den 10. december: ”Den kristne Gud er farlig”. Han rusker gevaldigt op i vores måde at leve med og af den kristne kulturarv.

Han skriver, at den kristne Guds storhed er, ”at han gør sig så lille, at han bliver lille i Jesus”, men at det ikke gør ham ufarlig, at han ”kommer til os som et spædbarn”. Han ”sprænger alle vore forestillinger, alle vore rammer” og begreber som næstekærlighed.

Ifølge Stenders opfattelse gør islamisters ageren, ”at vi i folkekirken vil gøre kristendommens Herre endnu mere harmløs for at vise, hvor ufarlig vor egen religion er”.

En svensk biskop fjernede for eksempel korset i en sømandskirke for ikke at krænke ”muslimer og andre ikke-kristne mennesker”. Ved Folketingets åbning for nogle år siden traf en dansk biskop ”den diplomatiske beslutning ikke at tale om Kristus” i sin åbningsprædiken.

Når man her i avisen den 15. december kunne læse, at ”for størstedelen af landets skoleledere skal julegudstjenesten i kirken gerne være renset for kristent indhold”, kunne jeg ønske mig, at skolelederne havde Stenders kronik som pligtlæsning.

Ønsker de virkelig en gudstjeneste uden Gud? Man vil gerne bruge kirken - det gamle hus og formentlig også stedets præst, men man vil ikke forpligtes på den kristne arv. Man vil ikke høre Juleevangeliet, som for mange år siden gjorde så stort et indtryk på os børn, at vi aldrig glemmer den fantastiske historie om Guds storhed.

Men det moderne menneske ”kommer til kirken for først og fremmest at få noget med sig hjem, som de kan bruge i deres liv, så de får det bedre med sig selv”.

Det er, som om vi har hørt det før. Vi vil helst skabe det selv og helst i vores eget billede. Vi vil ikke lade os forpligte af noget - heller ikke vores fælles kristne arv. Vi vil helst begrænse os til et humanistisk billede, som udstråler en overflod af venlighed, som vi kalder næstekærlighed. Det smager dog lidt af kristendom. Men vi vil ikke forpligte os som kristne og forsvare vores kulturelle arv.

Ved den nys overståede folkeafstemning om retsforbeholdet var de fleste vistnok enige om at bevare vores medlemsskab af EU. Men helst uden den forpligtelse, der ligger i et fuldt medlemsskab. Vi vil gerne have nogle fordele, men ikke yde det nødvendige. Nej-partierne mente, at Danmark sagtens kan fortsætte som hidtil, men uden at forpligte sig yderligere.

Måske er jeg blevet en gammel gnavpot. Men jeg er sikker på, at man ikke får noget gratis - undtaget (forhåbentlig) Guds tilgivelse. Man vinder ikke en sportsmedalje, hvis man ikke ofrer sig for helheden. Man får ikke EU's juridiske og retslige beskyttelse, hvis man ikke giver noget af sit eget til fællesskabet. Man får ikke en kristen velsignelse, hvis ikke man giver og tager i Jesu ånd.

Olaf Michelsen, professor emeritus, Plantagen 11, Stensballe, Horsens