En ting er temmelig sikker angående den nystartede valgkamp. Igen og igen vil politikerne referere til de ”helt almindelige, hårdt arbejdende danskere”, da det er en kategori, der traditionelt fedtes en del for. Og mens man kan finde retorikken billig og gennemskuelig, er det mere interessant at overveje, om de i særlig høj grad eksisterer. Disse hårdt arbejdende danskere.
Gennem mange års iagttagelse vil jeg hævde, at det danske folk som helhed er i færd med at udvikle sig i en ikke udpræget flittig retning. Tanken slår mig ikke mindst her om foråret, hvor de mange helligdage åbner mulighed for at konstruere en række miniferier, hvilket næsten kan give tiden efter påske karakter af behagelig indflyvning til den kommende sommerferie.
Tanken slår mig også, når jeg står på Hovedbanegården i København og iagttager det, der mest af alt ligner en DSB-arbejd-langsomt-kampagne, og når jeg passerer endnu et kraterlignende vejarbejde i byen, der dag efter dag ligger øde hen helt uden arbejdsmænd.
Undersøgelser viser, at mange ikke arbejder nær så meget, som de selv tror, men til gengæld hører man ofte folk på grænsen til det selvretfærdige beskrive sig selv som meget travle individer. Inderst inde ved de fleste nemlig godt, at der kan herske en lidt problematisk uoverensstemmelse mellem det dybt privilegerede liv i Danmark og den mulighed, at man ikke selv bidrager nok til at bevare det. Og lad mig slå fast: Dette er ikke endnu et bidrag til diskussionen om de mange, der lever på overførselsindkomst. Ærindet her stikker dybere.
Forleden sagde en bekendt til mig, at det jo ikke gør noget, hvis danskerne ikke arbejder så meget, men i stedet griller, ser sport i fjernsynet og læser Jussi Adler-Olsen-krimier. For i et velfungerende land, er det vel kun godt, at vi nyder livet. Men nej, det er ikke kun godt, for arbejdsmoralen siger noget om et folks generelle tilstand.
Den selvhævdende attitude, der ofte kommer til syne, når folk fremstiller sig selv som de ihærdige og selvopofrende, antyder, at den enkeltes drivkraft kan være grundet i det forkerte. Idet den prestige, der er forbundet med at være en travl person, ofte fremstår lige så vigtig som det, man udretter, og man tvivler lidt på, hvor mange, der opfatter dette at arbejde som noget, de gør for andres skyld.
Jeg ved godt, at det er svært klart at definere, for hvis skyld man gør hvad, men spørgsmålet er, om vi i dag til fulde formår at se forbindelsen mellem arbejdsmoral og næstekærlighed. Den er ellers grundfæstet i et luthersk land som dette, hvor vi har lært, at man skal udføre sit daglige arbejde til gavn for næsten. En snedker skal gøre sig umage med sit håndværk og dermed være sit sted og sine medmennesker tro, og jeg er sådan set ikke i tvivl om, at mange i teorien bifalder tanken. Men jeg er i tvivl om, hvor langt offerviljen rækker i praksis i en epoke, hvor forkælelsen og den individuelle rettighedstænkning fylder så meget. Og hvor ferie og fritid er noget, man skraber til hobe, så godt man kan, fordi man fortjener det.
Men ingen tendens uden paradoksalt modsvar. For side om side med den tvivlsomme arbejdsmoral er en udpræget præstationskultur vokset frem. Der tales meget om de pressede 12-tals-piger, der stræber efter at blive perfekte og beundringsværdige, mens de er hurtige til at bebrejde sig selv, hvis resultaterne udebliver.
Men som forsker Dorthe Ågård forleden forklarede i DR 2, så er det præstationen i sig selv, der er i fokus, og ikke indholdet af den. Drømmen er at blive en pletfri succes, mens frygten er at falde igennem som blot grå og middelmådig, og dette er en del af konsekvensen i en kultur, hvor den enkelte forventes at kunne danne sig selv.
Motivationen kan blive af den slags, der indefra æder sjælen op, og de unge er med til at illustrere, hvad der sker, når arbejdsmoral ikke længere er knyttet til et højere formål. Men mere handler om at blive til et stjerneskud, der skiller sig ud.
De skal være smukke og tynde, de skal begå sig i styrtsøen af sociale platforme, og de skal score 12-taller for 12-tallernes egen skyld. ”De holder aldrig fri,” sagde Dorte Ågård, og det kan tilføjes, at de næppe heller bliver fri, før de indser, at de er drevet af en farlig altædende kraft.
Jeg prøvede at formulere det i dette års tale til mine egne konfirmander. Det handler om at søge viden og kunnen, så man kan tjene en sag for andre menneskers skyld frem for at være den, der i endeløs bestræbelse mere og mere fanatisk tjener sit eget frygtsomme jeg.
Det handler om at forstå, at dette at arbejde altid bør være forbundet med noget, der rækker ud over én selv. Ellers kan vi nemt komme til at dyrke den forkerte arbejdsmoral, hvad enten det resulterer i selvretfærdig sløvhed eller præstationsraseri. Begge dele har en alt for stor del af opmærksomheden rettet indad.
Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen