Arven fra den franske republik er universel

Danskernes forhold til Frankrig er tvetydigt

Voltaire (Francois-Marie Arouet) - portrait of French writer and author of Candide, Zadig, Micromegas, Philosphical Dictionary.  1694 -30 May  1778. Enlightenment - Century of Light (Siècle des Lumières) - Humanism.
Voltaire (Francois-Marie Arouet) - portrait of French writer and author of Candide, Zadig, Micromegas, Philosphical Dictionary. 1694 -30 May 1778. Enlightenment - Century of Light (Siècle des Lumières) - Humanism.

FRANKRIG HAR ALTID været et kontroversielt land for os danskere. Vi står ganske vist og uden tøven enigt bag en fordømmelse af det barbariske angreb på satiremagasinet Charlie Hebdo, og alt andet ville jo være en skandale, men det betyder ikke, at Frankrig ubetinget står vores danske hjerte nært.

Vi har en ubevidst, indgroet skepsis over for disse gallere med deres ”ésprit”, deres intellektuelle arrogance og iltre temperament. Frankrig er alle revolutioners moderland. Gang på gang forskrækkede de hele det enevældige Europa med revolutioner - med Pariserkommunen. Kongehusene rystede i deres grundvold, borgerskabet blev skræmt fra vid og sans, når kampråbet om Liberté, galité og Fraternité (frihed, lighed og broderskab, red.) gjaldede ud over Europa.

Satiren er en markant side af det galliske temperament. Den groteske humor og det spydige vid, alt det, der ikke kan kontrolleres af gravalvorligheden, ligger på spring i dette franske temperament.

En perlerække af forfattere har holdt dette kritiske talent i hævd gennem tiderne. Lad mig nævne 1700-tallets største franske forfatter og filosof, Francois Voltaire, som en repræsentant for dette satiriske talent.

Han måtte flygte fra sit fædreland i 1720'erne og slå sig ned i det liberale England et par år, før han kunne vende tilbage til det bigotte Frankrig. Han skrev i 1759 den satiriske roman ”Candide”, som er en skarp kritik af tidens filosofi om alle onders berettigelse for det godes skyld, krigsgalskaben i Europa, religiøs fanatisme og overtro.

”crasez l'infame” (”knus den afskyelige”, altså kirken eller overtroen, red.) var et af Voltaires kendte udtryk, der skulle ramme kirken og kongedømmet, der var de to store bastioner, bastiller, for undertrykkelse af friheden - religionsfriheden, ytringsfriheden, den personlige frihed som bærende idéer i et oplyst og civiliseret retssamfund.

”Overtro sætter hele verden i flammer, filosofien slukker dem” er et andet prægnant Voltaire-udsagn, der formulerer tanken om det sindssyge barbari, som al overtro plager verden med, og som stupidt tager alle midler i brug for at omdanne den frie verden til en slaveanstalt. Voltaire bekæmpede religiøs fanatisme i alle skikkelser.

Voltaire skrev også et skrift om tolerancen, der handler om princippet for en civiliseret omgang mellem folk, der har forskellige meninger og trosforestillinger. Tolerance er ikke havregrødsmentalitet, men et middel til at tvinge folk til at være civiliserede og bruge fornuften i sager, der overstiger al fornuft. Al fordummelse består i at lade følelser og overtro råde. Alt for mange tror, især da i den muslimske kultur, at de er udvalgt af sindssyge guder til at rense denne verden for ondskab. Kirkerne har her en særlig opgave med at tale fornuft til folks forvildede følelsesliv - det gælder alle kirker, men for tiden især moskéerne.

Marchen i Paris til minde om de døde ved terrorangrebet på satirebladets redaktion og i det jødiske supermarked og til påmindelse om de fundamentale retsprincipper i civiliserede samfund foregik på Boulevard Voltaire.

VI HAR DEN UNIVERSELLE, republikanske arv fra franskmændene, friheds-idéerne, civilisationens menneskelige og statsborgerlige niveau, som politisk står over alt kulturelt og nationalt.

Der har været en kamp mellem det, som civilisationen står for, og det, som kulturen står for, det universelle og det nationale. Det særlige og forskellige er alt det, vi forbinder os med i kraft af følelserne: hjemstavn, historie, traditioner, livsformer, sprog, religion og nation. Det er alle de værdier, der knytter sig til kulturen, mens det er alle principielle idéer, der knytter sig til civilisationen. Den kamp foregår i ethvert menneske.

Det republikanske Frankrig er såret i sit hjerte af terroren og den fornyede antisemitisme. Republikken bygger på et skarpt skel mellem stat og religion, civilisation og kultur.

Islamistiske fanatikere respekterer ikke disse grænselinjer og tror, de har været oppe i en absurd himmel og mødt en sindssyg gud eller profet, der har givet dem ordre til at handle med maskinpistoler og håndgranater og på den måde agitere for en ny, sindssyg verden.

Religiøse talsmænd i hele verden burde være enige om bekæmpe pervertering af religioner ved at mobilisere fornuftens ”kulde” til at dæmpe troens flammer.

Dybest set er religion ikke tilgængelig for fornuften og skal heller ikke være det, men lidt fornuft i omgangen med det, der overstiger al fornuft, skader altså ikke.

Peter Michael Lauritzen, lektor, dr.phil, Henrik Rungs Vej 6, Frederikshavn