Den hierarkiske syge. Protestanternes snak om det almindelige præstedømme holder ikke vand

Peshtiwan Zewkaei med sine forældre, Muhamed og Sipal Zewkaei, i parcelhuset i Hvidovre. Familien føler sig ...

Arkivfoto: Præst Flemming Pless giver nadver under gudstjenesten i Christians Kirken. Positivt, at folkekirkens præster ikke accepterer, at nadveren gives af personer, som ikke er ordinerede præster. Foto: Susanne Mertz Denmark / Scanpix

Professor Svend Andersen fra Aarhus Universitet har forfattet kronikken i Kristeligt Dagblad den 6. maj. Teksten drejer sig om forholdet mellem præst og menighed i folkekirken. Men den er yderst interessant, også langt ud over folkekirken.

Interessant, fordi den søger at præcisere luthersk forståelse af præstens stilling og virke i kirken. Og fordi Andersen spiller op ad katolsk og ortodoks embedsforståelse, som luthersk teologi angiveligt afviser, fordi den opererer med en skarp skelnen mellem det ordinerede præsteskab og andre troende.

Svend Andersens analyse og fremlæggelse indbyder til en række kommentarer. Enhver døbt kristen er principielt berettiget til at udøve præstens funktion: at forkynde, forvalte dåb og nadver og øve sjælesorg. Sådan står der at læse i kronikken. En umisforståelig og klar fremstilling af den lutherske præsteforståelse: Alle er præster! Punktum.

Det er et forhold, jeg gennem årene har drøftet med ikke så få præster i folkekirken. Langt de fleste tilslutter sig i teorien Svend Andersens analyse, inklusive det indirekte citat fra protestantismens kirkefader: Han (Luther) afviser simpelthen, at der skulle være en afgørende forskel mellem ordinerede præster og almindelige kristne. De forfægter med andre ord det synspunkt, at når den ordinerede præst under gudstjenesten forestår mysteriet (sakramentet), så er det alene en rent praktisk ordning, som hverken udspringer af eller forudsætter den sakramentale præsteordination.

Når jeg så spørger de samme præster, hvornår de sidste gang har bedt en lægmand fra deres menighed om at forestå indvielsen af brødet og vinen til den hellige nadver ved højmessen, så er det, at de bliver fjerne i blikket og uldne i mælet. Det har de nemlig aldrig nogen sinde gjort, og det kunne de heller ikke i virkelighedens verden drømme om at gøre! Heldigvis, kunne man mene!

Heldigvis, for denne faktiske praksis i modstrid med officiel luthersk teologi kunne tyde på, at en oprindelig mystisk eller sakramental forståelse af det præstelige virke har overlevet i de dybe lag af danske folkekirkepræsters bevidsthed. En forståelse, der på en særlig måde knytter præstens ordination til Kristi virke og til en åndelig virkelighed med flere etager. En forståelse, som i ét og alt er den modsatte af den, der vil gøre præstetjenesten til en blot og bar menneskelig og rent praktisk foranstaltning.

Også Svend Andersen lader til at vakle en smule, når han skal forklare, hvorfor lægfolket, trods det almindelige præstedømme, ikke tillægges de præstelige opgaver i menigheden. Han henviser igen til Luther, som citeres for, at det at være præst (er) et særligt af Gud indsat embede!

LÆS OGSÅ: Gud til hverdagsbrug

Yderligere peger Andersen på, at præstens fornemste opgave er at forkynde det rene evangelium. Og, føjer han til, ikke enhver døbt er i stand til at gøre det. På de præmisser konkluderer så Andersen, at den rigtige ordning må være, at alt, hvad der vedrører kirkens evangeliske renhed ligger i teologiske og gejstlige hænder.

I gejstlige hænder? Javel så, men her er Svend Andersen da vist betænkeligt tæt på at forfægte den afgørende forskel, han et par spalter forinden med Luther kategorisk har afvist, altså forskellen mellem ordinerede præster og almindelige kristne.

Det er den samme anede og uudtalte anerkendelse af den sakramentale ordination og det særlige præsteskab, som ligger bag, når lutherske præster i praksis fastholder, at mysteriets, nadverens, forvaltning er det ordinerede, det særlige præsteskabs opgave og således ikke en opgave for det almene præstedømme, som har andre funktioner i kirken.

Mysteriernes eller sakramenternes forvaltning er det helt afgørende i både katolsk og ortodoks embedsforståelse. Sådan er det de facto også i langt de fleste lutherske præsters opfattelse, tror jeg. Men siden man i den tradition ofte viger forskrækket tilbage over for mysteriet, er den rationelle teologiske argumentation for præstedømmet knyttet til noget andet, nemlig til præstens evangeliske forkyndelse, som Andersen skriver.

Det er interessant at bemærke, at samtidigt med at den officielle forklaring på den præstelige særstilling alene knyttes til forkyndelsen (altså til prædiken og ikke til mysteriet), så fastholder præsterne i virkeligheden sakramentet og dets forvaltning som deres særeje, mens de gladelig overlader forkyndelsen til andre. For eksempel betroede præsten i Sankt Jakobs Kirke i København over en længere periode prædiken til en række litterære kendisser. Men det er vel vanskeligt at forestille sig, at præsten skulle have overladt forvaltningen af nadveren til de samme ikke-ordinerede kulturpersonligheder?

Nogle gange tænker protestanter sig vist nok, at etableringen af et ordnet hierarki med særlig autoritet og særlige opgaver til biskopper og præsteskab i oldkirken var en slags åndelig katastrofe, en hierarkisk spedalskhed, som holdt kirken fangen gennem 1500 år, indtil samme kirke blev kureret for sygdommen og atter blev fri og sund i anti-hierarkisk protestantisme.

De, der bygger deres embedsforståelse på, at dette billede er retvisende, må da se i øjnene, at den hierarkiske forståelse ikke så let lader sig udviske, heller ikke i de lutherske præster og troendes hjerte og sind.

Kunne det være, fordi ordningen med biskopper som apostlenes efterfølgere (den apostolske succession), præster og diakoner svarer til en naturlig, indre bevidsthed og en indre nødvendighed i kirken og i menighederne? Eller med andre ord at Kristus i sin kirke har indstiftet bestemte og genkendelige mønstre for modtagelsen af Helligånden?

Poul Sebbelov, Frederik VIs Allé, 3.th., Frederiksberg