Det er utroligt, så stor fornøjelse jeg har haft af min muteknap. Den har frelst mig fra at lytte med på valgkampen.
Når man bare har set et kort uddrag af Thorning-Schmidt (S) kontra Løkke Rasmussen (V) og konstateret, at det stadig bare er en rappenskralde og en rapper, der står og taler forbi hinanden, er det en lise at slå over på lederne i aviserne og snuse til lidt sund fornuft.
Senest i Kristeligt Dagblad, hvor chefredaktøren skrev: ”Ja til mindre stat og mere samfund” om det store, principielle spørgsmål, som stort set ikke rejses af andre end Liberal Alliance. ”Velfærdsstaten er i færd med at sejre sig ihjel. Den er til for samfundets svageste, men det er ødelæggende, når hele befolkningen anskues som svag.”
Vælgerbefolkningen betragtes faktisk som én stor patientforening, vil jeg tilføje.
Politik er alvor, som Sørine Gotfredsen siger. Og de problemer, Danmark står over for, er sagt uden dramatik dybt alvorlige.
Derfor er der grund til at glemme alt vrøvlet om de to blokke, den røde og den blå. Der findes ikke to blokke, som på nogen måde hænger fornuftigt sammen!
Derimod findes der nogle få partier, som traditionelt har vist ansvarlighed som regeringsbærende. Jeg nævner uden tøven Socialdemokratiet, Venstre og Radikale Venstre.
Og med en vis tøven såmænd også gerne Det Konservative Folkeparti, trods de senest tilkommende badutspringere.
Min idealregering er derfor en SVR-regering. Sådan en tør jeg - på de givne præmisser - godt give en chance de næste fire år. Gerne med de konservative som vandbærere og Liberal Alliance som støtter.
Liberal Alliance er ikke spor farlige, hvis velfærdsstaten skal reddes fra sig selv. Det synes dansk erhvervsliv heller ikke. Og det stemmer faktisk med, hvad chefredaktør Bjerager skriver: ”Velfærd er ikke noget, man bare kan uddele. Først skal der skabes velstand...” Og hvor skabes den mon?
Den største trussel mod en god fremtid for Danmark er manden med ulvesmilet, Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl, og hans velsmurte étpartiblok af kyniske populister og stemmekøbere. Eller, som Mikael Jalving meget træffende har kaldt Dansk Folkeparti i Morgenavisen Jyllands-Posten: ”det dumme og ulækre parti”.
De små partier til venstre for Socialdemokratiet er dybest set bare sorgløse medarbejdere på det beskyttede værksted på Christiansborg, Men Thulesen Dahl og hans populistblok er farlige. De har på deres egen tarvelige facon fået placeret udlændingepolitikken centralt. Godt nok, og tak for det.
Men nu er der ikke brug for dem længere. Både politikken og desværre også rejekælling-retorikken (Venstres Inger Støjberg!) er nu solidt forankret hos mange andre. Så husk, når De kommer ind i boksen, hvad Rødhætte gjorde ved den smiskende ulv. Og det var en rigtig dyb brønd!
Ole Olesen er konsulent og cand.polit