EFTER AT have været udsat for talrige tilfælde af chikane, hærværk, ja, endog indirekte mordforsøg valgte Massoud Fouroozandeh af hensyn til sin familie at flytte fra Vollsmose-området til mere fredelige omgivelser på Fyn.
Mange muslimer brød sig ikke om Massoud, om hans omvendelse fra islam til kristendom og ej heller om den forvandling, der var sket i hans liv, efter at han havde haft et personligt møde med Jesus Kristus og oplevet Jesu store kærlighed, en kærlighed, som han ønskede at dele med andre muslimer, hvoraf mindst 100 kom til tro på Kristus i fællesskabet/kirken Church of Love, som han grundlagde.
Han skrev bøger om forskellen på islam og kristendom, studerede teologi, blev cand.theol. og ansat som præst ved Sct. Hans Kirke i Odense med den særlige opgave at arbejde for integration. Denne opgave er lykkedes så godt, at der stadigvæk er muslimer, der kommer til tro på Kristus, og som følge heraf gerne vil døbes, hvilket Massoud så har gjort.
Men den Jesus-begejstrede Massoud er nu også blevet til et stort problem for de danske biskopper, og derfor skal han standses. Et enigt bispekollegium har nu ophøjet sig selv og deres lille kirkesamfund til Vor Herre selv, for ifølge dem døbes man nu ikke mere til kirkens Herre, Fader, Søn og Helligånd, men til den danske folkekirke med dertil hørende kirkeskat, og hvis en folkekirkepræst ikke retter sig herefter, skal vi nok med ministeriets hjælp se at få pågældende smidt på porten.
Hvorfor, spørger mange? Skyldes det den politiske dagsorden, som taler om dialog, gensidig respekt og religiøs og kulturel relativisme? I denne relativisme er der ingen væsentlig forskel på islam og kristendom, og selvom det skulle være tilfældet, så betyder det alligevel ikke så meget, da mange biskopper og præster i dagens folkekirke har gjort den mageløse teologiske opdagelse, at uanset hvad mennesker gør eller tror på, så bliver de alligevel alle frelst til sidst af Jesus Kristus, uanset om de ønsker det eller ej.
Man kan blive helt rørt over denne biskoppelige enighed, og derfor forstår man nu også bedre, hvorfor man ikke havde problemer med en bekendende ateistisk præst.
Man forstår også iveren efter at lukke kirker i København og samtidig opmuntre til indsamlinger til moskeer, i stedet for at den rige folkekirke stillede kirkebygninger gratis til rådighed for de mange nye kristne indvandrere.
Man skammer sig ved Kristus, når det bliver personligt og til andet end smukke ord. Man kan næsten høre ormegårdens hvislen til ypperstepræsterne: Korsfæst ham, korsfæst ham.
Stig Christensen, sognepræst, Kongevej 72, 1., Sønderborg