I denne uge deltog jeg i et debatprogram i fjernsynet, hvor de indbudte skulle diskutere, hvad velfærdssamfundet gør ved os, og om vi forstår at indrette fremtiden på den bedste måde.
Panelet bestod ud over mig selv af en række politikere samt forskellige personer med indsigt i blandt andet psykologi og økonomi, og samtalen udviklede sig ret interessant. Ikke fordi der for alvor blev sagt noget, der ikke er hørt før, men fordi det blev åbenbaret, hvordan mange af tidens diskussioner så nemt kommer til at kredse om det samme. Her var det meningen, at vi netop ikke skulle gentage politiske positioner eller diskutere skattetryk, men forsøge at løfte det hele op i et lidt højere luftlag.
Som udgangspunkt blev det nævnt, at påfaldende mange danskere har det dårligt. Nok berømmes vi som en af verdens lykkeligste befolkninger, men det hindrer os ikke i med voksende intensitet at lide af angst, depression, ensomhed og andet fra den smertefulde del af eksistensen. Og modgangen rammer bredt blandt både unge, midaldrende og gamle. Vi lever altså i en mærkelig blanding af lykke og forstemthed, og opgaven i denne debat var at diskutere, hvad samfundet gør ved os. Og om vi mon i fællesskab kan blive bedre til tage vare på skrøbeligheden.
Tre kvarter senere var man blevet en del klogere. Ikke angående hvordan vi værner om menneskesjælen, men angående forklaringen på, hvorfor vi har så svært ved det. Samtalen afslørede nemlig, i hvor høj grad sproget og tænkningen er stivnet i materielle mønstre og åndelig fattigdom. Det kneb unægtelig med at nå de højere luftlag, for der blev mest talt om vækst og skat og fordeling af penge, og pludselig stod det hér i studiet meget klart, at mange fra den talende klasse tilsyneladende mangler evnen til at forholde sig til mennesket på et andet niveau.
Alternativets Uffe Elbæk er faktisk den, der kommer tættest på. Han fik sagt, at mange danskere mangler en følelse af mening, og trods luftigheden i Elbæks politiske projekt må man lade denne mand, at han som en af de få folkevalgte prøver at se mennesket som andet end en brik i maskineriet. Til gengæld kniber det også for ham at forstå den større sammenhæng. Elbæk henviste til 1980 som punktet, hvor den materielle mæthed seriøst satte ind og blev erstattet af voksende tomhed, og det stod klart, at han ligesom mange andre primært tænker inden for rammerne af velfærdsstatens historie. Når trådene ikke trækkes længere tilbage, stivner analysen i et smalt rum, hvor alt defineres gennem velstand, materiel lighed og diverse afskygninger af den store socialdemokratisme.
Der mangler sans for, hvad det betyder for det vestlige menneske at have gennemgået en lang udvikling, hvor tradition, kristendom og pligttænkning er blevet afløst af individualisme og fokus på rettigheder. Den udvikling kan nemt efterlade mennesket i et rum, hvor det er overladt til selvdefinering og konstant præstation, og det er en byrde, der kan være både tung og ensom at bære.
Jeg tror simpelthen ikke, at hverken politikere, som de er flest, eller mange andre i den store samtale i dag forstår dybden af det moderne vilkår. De tror, at det hele først og fremmest handler om passende justering af velfærdssamfundet, for deres indsigt rækker ikke dybere i en tid, hvor mennesket ikke ses så meget som et åndsvæsen, men som et produkt af materielle rammer.
Man forsømmer at forstå individet som sat i noget dybere, og det er ved dette punkt, at vi for alvor kan erkende, at konservatismen og den klassiske borgerlighed reelt er forsvundet fra samtalen. Åndsaspektet er væk, og det konservative menneskesyn med en tro på, at den enkelte formes af historien, slægten, fædrelandet og i sidste ende den Gud, der har skabt det hele, er fortrængt.
Dette blev på fornem vis forleden udlagt af litterat og præst Anders Thyrring Andersen i et interview i Weekendavisen, hvor Thyrring Andersen kalder det uforståeligt, at den såkaldte borgerlighed i dag tror, at den kan undvære kristendommen. I stedet definerer den sig selv gennem ”kampen om vælgerne og en endeløs fokusering på penge”, som Thyrring Andersen formulerer det, og præcis dette vilkår blev synligt i omtalte tv-debat.
Den afslørede, at den konservative borgerlighed er forstummet, og resultatet er, at en diskussion, der skal dreje sig om den lykkelige, ensomme dansker, kan foregå, uden at der reelt bliver talt om mennesket. For deltagerne har ikke sproget til det. De taler om penge og vækst og tror, at det er helbredelsen, de bevæger sig i retning af. Det er det ikke. Det er en del af sygdommen, for mens økonomien selvsagt er en vigtig faktor i samfundet, udgør den ikke svaret på alt menneskeligt.
Vi trænger til i dette land at få genoplivet en borgerlighed, der tør tale om mennesket som et åndsvæsen, der formes af historien og er sat på jorden med en intention. Vi trænger til at forstå de tråde, der rækker langt tilbage i tiden og minder os om værdien af at tale om andet end vækst og penge. Spørgsmålet er, om tilstrækkeligt mange længere er i stand til det. Eller ønsker det.
Refleksion skrives på skift af præst og journalist Sørine Gotfredsen , forfatter, cand.phil. Jens Smærup Sørensen , tidligere biskop Kjeld Holm , sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk