Johannes´ Åbenbaring har et budskab, der er centralt og vigtigt til alle tider, for som helhed viser den, at Jesu genkomst enten fører til dom og evig fortabelse eller til frelse og evigt liv på den nye jord.
Bogens formaninger søger at forberede menighederne, så Jesu komme bliver til frelse. Denne tolkning og begrundelsen for den fremlægger jeg i den afhandling, som jeg i dag forsvarer for den teologiske doktorgrad ved Det teologiske Menighetsfakultet i Oslo.
Åbenbaringsbogen beskriver, hvordan Jesu genkomst fører til dom over dem, der ikke tror på og elsker ham, mens de, der modsat har bevaret deres tro på og kærlighed til ham, skal holde bryllupsfest med ham. Nogen tredje mulighed gives ikke, for det er selve forholdet til ham, der afgør, om hans komme bliver til frelse og evigt liv eller til dom og evig fortabelse.
Åbenbaringsbogen tolkes som bekendt på mange, ofte helt uforenelige måder. I de senere år har nogle bibelforskere ignoreret spørgsmålet om Jesu genkomst og f.eks. forsøgt at anlægge en feministisk synsvinkel. Andre - og de bliver flere og flere - argumenterer for, at Åbenbaringsbogen handler om Guds dom over Jerusalem i år 70. Men mange forskere anser stadigvæk spørgsmålet om Jesu genkomst og de begivenheder, der skal ske før eller især efter, for at være det mest centrale. Anvender man den grove pensel, kan man sige, at diskussionen om Jesu genkomst særligt drejer sig om to syn. Det ene syn kender vi allerede fra det andet århundrede e.Kr. Det går ud på, at Jesus vil komme igen og oprette et tusindårigt herredømme på jorden. Efter de tusinde år kommer verdensdommen og evigheden på den nyskabte himmel og jord.
Et væsentligt anliggende for dette syn er, at livet i såvel tusindårsriget som i evigheden finder sted på den skabte hhv. nyskabte jord og således opfylder profetierne i Det Gamle Testamente (GT). Det andet syn, der er inspireret af bl.a. Augustin, afviser det første og hævder i stedet, at det tusindårige herredømme er en beskrivelse af kirkens tid. Et væsentligt argument for dette syn har været, at Det Nye Testamente ikke ellers giver plads til en længere periode mellem Jesu genkomst og verdensdommen.
Konsekvensen af, at man særligt har fokuseret på disse problemstillinger, har været, at man kun har beskæftiget sig med Jesu genkomst ud fra dette kronologiske perspektiv. Hverken internationalt eller nationalt har bibelforskere beskæftiget sig ret meget med selve den grundlæggende forståelse af Jesu genkomst. Min afhandling er således den første større afhandling om forståelsen af Jesu genkomst i Åbenbaringsbogen som helhed og dertil muligvis den første danske afhandling om Åbenbaringsbogen i det hele taget.
I afhandlingen tager jeg udgangspunkt i det faktum, at Åbenbaringsbogen har utallige henvisninger til GT, også når det gælder Jesu genkomst og Guds komme, som også spiller en væsentlig rolle i Åbenbaringsbogen. Jeg kortlægger derfor, hvordan Guds og hans Messias´ komme og dermed Herrens dag forstås i GT. Når Gud åbenbarer sig for at holde dom over folkeslagene, beskrives det ofte som en krig. Det gælder f.eks. udvandringen af Egypten.
Hos profeterne bliver det til en model for, hvad der skal ske, når Gud og Messias/Menneskesønnen vil åbenbare sig på Herrens dag eller dommedag og vende tilbage til tempelbjerget Zion i Jerusalem. I Salme 45 profeteres der endvidere om en guddommelig kongesøn, der først fører en sejrrig krig og dernæst holder bryllupsfest. Denne gammeltestamentlige baggrund hjælper med at forklare, hvorfor et skrift, der som hovedtema har Jesu genkomst, dels indeholder så mange scener, der beskriver doms- og krigshandlinger, dels omtaler Lammets bryllup.
Sagen er, argumenterer jeg for, at når Jesus kommer igen, vil alle mennesker møde ham som enten dommer og kriger eller som brudgom. I førstnævnte tilfælde fører Jesu komme til dom, mens sidstnævnte naturligvis ender med bryllupsfest. Og ud fra såvel GT som Åbenbaringsbogens selv er det helt tydeligt, at denne bryllupsfest finder sted på tempelbjerget Zion i Jerusalem, altså på den nyskabte himmel og jord.
Er denne forståelse korrekt, så må begge de ovenfor skitserede forståelser af Åbenbaringsbogen korrigeres, idet »de tusinde år« i virkeligheden er en ganske kort periode på selve dommedag. Den første må rettes til, fordi den sætter skel mellem Jesu genkomst og verdensdommen, den anden, fordi den henlægger »de tusinde år« til kirkens tid.
Til gengæld har sidstnævnte syn ret i, at Jesu genkomst og dommen hører sammen. Førstnævntes understregning af, at de gammeltestamentlige profetier må opfyldes på den nyskabte jord, må ligeledes fastholdes.
Åbenbaringsbogen som helhed viser altså, at Jesu genkomst enten fører til dom og evig fortabelse eller til frelse og evigt liv på den nye jord. Om det bliver det første eller det sidste, afhænger ene og alene af det enkelte menneskes forhold til Kristus. Det fremgår især af formaningerne i de såkaldte menighedsbreve (i Åb. 2-3).
Netop disse formaninger viser også, hvad der er Jesu ærinde med at henvende sig til de syv menigheder i Lilleasien og derigennem til alle menigheder til alle tider. For der er to slags formaninger. Den ene type formaner til omvendelse til Kristus, så man derigennem undgår, at hans komme bliver til dom, og i stedet sikrer, at det bliver til frelse og evigt liv. De resterende formaninger forudsætter derimod ikke nogen kritik, men tager »blot« konsekvensen af, at dommedag er et spørgsmål om evigt liv eller fortabelse. Derfor formaner de til, at man forbliver tro mod brudgommen Jesus, uanset hvad der sker på og evt. før Herrens dag. Jesu hensigt er altså at forsøge at sikre, at alle kan møde ham som brudgom og således være med til bryllupsfesten og livet sammen med Kristus på den nyskabte jord.
Dette budskab og den hensigt kan og bør uden videre overføres til vor tid, for også vi vil komme til at møde Jesus enten som brudgom eller som dommer og kriger. Kirken må og skal derfor forkynde også denne del af Bibelens budskab. Dybest set giver det slet ikke mening at forkynde et evangelium om frelse og evigt liv, hvis der ikke findes noget, man skal frelses fra. Til gengæld er det meget meningsfuldt at forkynde dette budskab, for der findes vel ikke noget bedre og mere glædeligt budskab at forkynde end en invitation til Jesu egen bryllupsfest.
Derfor må der forkyndes såvel omvendelse som udholdenhed, tålmodighed og troskab for alle i sognet. Naturligvis først og fremmest for dem, der faktisk hører til menigheden. Man kunne godt kalde det for »indre« mission.
Men fordi der kun er én af to muligheder, må Kristi kirke nødvendigvis også kalde alle dem, som er skabt i Guds billede, til omvendelse og tro, så de kan møde deres Skaber og Hans guddommelige Søn, Jesus fra Nazareth, til bryllupsfesten. Alt andet vil være ukærligt. Ja, alt andet vil jo ligefrem betyde, at man prædiker eller ikke-prædiker folk til helvede og fortabelse.
Jesu ønske er det modsatte, forkynder Åbenbaringsbogen. Den gammeltestamentlige beskrivelse af Guds og hans Messias´ komme på Herrens dag synes således at kunne forklare, hvad der ellers synes at være temmeligt usammenhængende motiver i Åbenbaringsbogen. Den forståelse af dommedag, der tegnes, begrunder desuden mission både internt i kirken og udadtil, idet kirken er sat til med evangeliet at invitere alle med til at deltage i Lammets bryllupsfest, så de kan undgå dom og evig fortabelse. Fortolkes Åbenbaringsbogen på denne måde, har den et centralt og blivende budskab, positivt såvel som negativt, til alle tider. n