Den såkaldte sammenhængskraft

Illustration: Rasmus

Illustration: Rasmus Juul

Man skal ikke danne menigheder om sine egne meninger, heller ikke om, hvor godt danskerne hænger sammen. mener Kjeld Holm

Det er jo blevet et af nøgleordene i den aktuelle debat - sammenhængskraft! Det, påstår en del mennesker, er den, der har karakteriseret det danske samfund altid (?), og det er den, der er truet af flygtninge og indvandrere. Det er blandt andet derfor, at det er nødvendigt med en yderst stram politik på området. ”For vi kan jo ikke rumme alle verdens flygtninge!”.

Jeg ved ikke, hvem der har påstået noget sådant, og foreløbig modtager vi tre pr. 1000 indbyggere, og ikke ret meget tyder på, at det danske samfund er ved at bryde sammen lige med det samme.

Men ord er taknemmelige, men de kan også blive tomme, blive til rene retoriske besværgelser, og det forekommer mig at være tilfældet, når vi taler om sammenhængskraft.

Det var ikke et ord, der blev brugt tidligere, men naturligvis var tanken der, holdningen til og ideen om, at det danske folk hang sammen, i kraft af historie, sprog og ikke mindst af et demokratisk samfund, hvor der også herskede en rimelig lighed, som tidligere generationer havde tilkæmpet sig gennem for eksempel andelsbevægelse og fagforeninger.

Men da velfærdssamfundet også blev til et velstandssamfund, blev den anfægtet, sammenhængskraften. Det blev selvfølgeligt, at når ligheden rimeligvis var sikret, kunne man koncentrere sig om sig selv og sine egne behov. Og det fik konsekvenser.

Den senere Askov-forstander Knud Hansen skrev allerede i 1934, at nu var friheden for nogle, men ikke for folket som sådan, ”liberalismens frihed i en krisetid består ikke i stort andet end, at man har frihed til at gå fallit i fred”.

Mange år senere, i 1977, udgav den af Knud Hansen stærkt påvirkede Tage Skou-Hansen romanen ”Den hårde frugt”, hvor der udfolder sig en uforlignelig ironi over den folkelige sammenhængskraft. Hovedpersonen Holger Mikkelsen besøger sin gamle modstandskammerat Jakob der nu er præst i Midtjylland, og som havde haft en fin dag, da Danmark meldte sig ind i EF.

”Endelig blev det forbi med dette Danmark og dets brovten af folkelighed og sundhedsvæsen, dets forvrøvlede sange om det lille folk, som Vor Herre skulle have en speciel forkærlighed for... Danskerne stak ikke i fattigdom og nød, de ville bare meget hellere være tyskere.”

Det var dengang, da flertallet var for EF, for det var godt for vores alle sammens pengepung.

I dag er det anderledes, nu er EU en trussel med fri bevægelighed for penge og arbejde, en trussel mod sammenhængskraften. Så hvis man orienterer sig en smule i historien, så er det slet ikke så selvfølgeligt, at vi hænger så godt sammen og altid har gjort det.

Ikke desto mindre eksisterer der også hos Tage Skou-Hansen en sans for, at der er noget, der binder mennesker sammen. Jakob tager Holger Mikkelsen med over i sin kirke og fortæller om ”en magt, som kom til stede i kirkerummet, når der var mennesker i det. Ellers ikke. En magt som var anderledes end mennesker og fik ham til at glemme, hvad han havde imod mennesker... han kunne føle den magt, som var Guds nærvær, når han stod midt mellem andre mennesker. Og kun når de dumme svin også var der. Aldrig når han var alene”.

Og af den magt opstår der en slags samhørighed. For Jakob er det bedste begravelser. ”De har aldrig været et folk, sådan som du måske tror. De har altid skilt sig af med dem, der sagde dem imod, og dannet menigheder. Det eneste sted, de ikke kan lave menighed, er herinde. Fællesskabet om døden gør det ret ligegyldigt, om en mand er SF'er eller Venstre-mand... Ovre på plejehjemmet har vi en gammel enarmet østfrontfrivillig.”

Lidt senere siger Holger Mikkelsen, at alle væsentlige fremskridt skyldtes ensomme mennesker, som ikke havde været påvirket af fællesskaber.

”Den hårde frugt” er en roman, og som sådan kan holdningerne i den ikke tages til indtægt for bestemte dagsaktuelle holdninger, heller ikke i forhold til sammenhængskraften. Alligevel er det muligt at udlede en slags konklusion, nemlig at et fællesskab og en sammenhængskraft lever af noget andet end sig selv. At den ikke er et vilkår, men mere et krav. Ikke noget historisk, folkeligt eller naturgivent.

Jeg har for nylig genlæst Knud Hansens bog ”Revolutionær Samvittighed”, og den holder på de mange års afstand. Heri søger han at forene individ og samfund og præciserer fællesskabets nødvendighed, eller folkelighedens, om man vil, men fastholder samtidig med udgangspunkt hos Søren Kierkegaard, at det folkelige, der omfatter andre end dem, man er enig med, lever af eller ligner, at det enkelte menneske har modet til både at vedkende sig fællesskabet og forandre det, om nødvendigt.

Men andre ord, sammenhængskraften er et fænomen, den enkelte er ansvarlig for og skal turde forme. Det er ikke givet på forhånd og kan derfor heller ikke blive en uimodsagt ideologi.

Det er vel også det, kristendommen går ud på, og kirken skal forkynde, at man ikke kan danne menigheder om sine egne meninger, heller ikke om, hvor godt vi hænger sammen.

Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen og sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye