Som forholdsvis ung, i en alder af 22 år, fik jeg en overvældende transpersonel oplevelse.
Hvad der før havde været en smal og oftest afbrudt telegrafforbindelse til et spirituelt ophav, viste sig med en brat pludselighed at være et indlagt fibernet, hvor informationer strømmede ind med én, for oplevelsen passende, overnaturlig hast. Bevægelsen var umiskendeligt ”senk-recht von oben” (lodret fra oven, red.), som teologen Karl Barth sikkert ville have beskrevet det.
Indtil da havde min opvækst ikke budt på meget mere end den årlige julegudstjeneste, så oplevelsen var i den grad både uønsket og uventet.
Jeg erfarede nogle år senere, at min oplevelse stemte overens med det, man i østens religioner beskriver som en kundalinirejsning. I efterfølgende år oplevede jeg, sikkert som følge af at dette ”lyslederkabel” var blevet åbnet, spontant at komme i kontakt med tidligere liv. Ikke nogle fantastiske erindringer om at have været hverken Kleopatra eller Kennedy, men ofte ordinære liv. Dog viste de mig, hver for sig, at være en slags a-nøgle til de relationer og omstændigheder, jeg befandt mig i.
Erkendelse og tro er, som jeg har oplevet det, væsensforskellige. Derfor kan jeg ikke sige, at jeg tror på reinkarnation, jeg har erkendt, at det forholder sig således, i hvert fald for eget vedkommende, og det, man nu engang har oplevet af indsigter, lader sig ikke sådan lige tilbagevise.
I den forstand har oplevelsen forbundet mig til mysticismen. Mysticismen er en form for metareligiøsitet eller en tværkulturel religiøsitet, om man vil. Men nok var det en oplevelse, som primært de orientalske religioner har navngivet (kundalini betyder egentlig sammenrullet og refererer til en energi, der slumrer som en sammenrullet slange nederst i rygraden, men som vakt rejser sig og bevæger sig op igennem rygsøjlen og åbner en række energicentre i kroppen, det man i orienten kalder chakras), men det var Kristus, der til slut kom igennem med et indtrængende budskab og ikke mindst manifesterede sig i en lysende skikkelse.
En rum tid senere og i en forholdsvis sen alder står jeg nu og kan så småt skimte enden på et langvarigt teologistudium. Et studium, hvor jeg naivt troede, at personlige oplevelser med det numinøse var en fordel.
Lidet vidste jeg, at slige oplevelser og indsigter hidrører det, Sørine Gotfredsen kalder ”endeløse forestillinger og fornemmelser”. Disse oplevelser er ifølge Sørines indspark, eller nærmere usportslige tackling af Annette Berg fra den 5 november, øjensynligt både teologisk håbløse og ødelæggende for kirkens omdømme.
Sørine Gotfredsen kritiserer i sit indlæg Annette Berg for at sige ”jeg vil gerne holde nogle døre åbne” og afslutter med en opfordring om, at de døre, Annette Berg vil holde åbne, skal lukkes til igen. Ærgerligt, hvis de mange kristne, som netop har åbnet døren for, at reinkarnation kan være en mulighed, skal føle sig som kætterdømte og uvelkomne i folkekirken.
Vi skulle jo nødig ende med folkekirke uden folk med bekendelser, som ingen bekender sig til. Lad os endelig, som professor Svend Andersen i Kristeligt Dagblad den 18. novembet foreslår det, få igangsat en teologisk udredning eller en læresag ved præsteretten. For både nuværende og kommende præster er det rart på forhånd at vide, om man ender i præstekraven eller i præstegraven.
I al sin enkelhed handler det om selve gudsbegrebet, om at anerkende, at det guddommelige og gudsmysteriet netop er kendetegnet ved at overstige menneskelig aftaleret og dogmatiske læresætninger.
At netop denne kraft i universet i sin natur meddeler sig i de selvsamme ”forestillinger og fornemmelser”, som den lidet forvirrede, men meget skråsikre Sørine Gotfredsen afviser. Og må jeg, nu jeg er ved Sørine, erindre om, at klovnenumrene ofte byder på langt mere dybde og indsigt, end cirkusprinsessen præsterer.
Nina Bjarup Vetter, stud.theol. Jægergårdsvej 4, Ebeltoft