Den sorte skole er betydeligt bedre end sit rygte

På Københavns Intensive Sprogskole praktiseres udenadslære, repetition og godt, gammeldags terperi. Og denne "sorte skole"-tilgang giver enestående resultater, skriver skoleleder

Udenads-lære, repetition og terperi er det, der skal til, hvis man skal lære noget, mener Steen Allan Christensen, der er skoleleder på Københavns Intensive Sprogskole.
Udenads-lære, repetition og terperi er det, der skal til, hvis man skal lære noget, mener Steen Allan Christensen, der er skoleleder på Københavns Intensive Sprogskole. . Foto: Jakob Eskildsen.

Udenads-lære, repetition og godt, gammeldags terperi - det er det, der skal til, hvis man skal lære noget. Dette var udsagnet fra psykolog og skolekonsulent Sten Clod Poulsen engang i 1990'erne, da han omsider og eftertrykkeligt havde fået lagt 1970'ernes ideologisk prægede tilgang til ”læring” bag sig.

Hans udsagn havde desværre ikke meget gennemslagskraft dengang og vil næppe heller have det nu (se Kristeligt Dagblad den 11. august).

Til perspektivering kan jeg ellers oplyse, at præcis denne ”sorte skole”-tilgang har været praktiseret på sprogskolen K.I.S.S. (Københavns Intensive Sprogskole) siden begyndelsen af 1970'erne og med stor succes. Det er så ikke folkeskolen, men danskundervisning af udlændinge - et undervisningsområde, som i vigtighed ikke står meget tilbage for folkeskolen.

På K.I.S.S. skal kursisterne som en del af forberedelsen lære 15 danske sætninger udenad til hver mødegang. Kursisterne bliver testet mundtligt og skriftligt, og det bliver så fulgt op med en lang række øvelser i klassen. Dertil kommer en udtaleundervisning, der ikke bruger den officielle fonetik.

Det lugter naturligvis langt væk af den sorte skole, og universiteterne og alle andre sprogskoler har da også igennem alle årene slået syv kors for sig - i stedet for at undersøge, hvorfor netop denne pædagogiske tilgang - i modsætning til deres egen - gav så enestående resultater.

Kursister på K.I.S.S. gennemførte nemlig forløbet frem til danskprøven på en fjerdedel af tiden og med det halve timeforbrug - det er faktor otte i forhold til det normerede! Foruden landets korteste undervisningsforløb, det laveste timeforbrug og den laveste fraværsprocent havde K.I.S.S. konstant landets højeste karaktergennemsnit ved de officielle danskprøver, for eksempel 10,6 sidste år, tårnhøjt over landsgennemsnittet.

K.I.S.S. tillader sig nemlig - meget udansk at stille krav til folk, blandt andet om udenadslære, at have et system og at arbejde målrettet med hukommelse og vaner.

Så længe folkeskolen og danskundervisningen skal ligge badet i 1970'ernes bløde lys, vil det aldrig lykkes at udnytte de menneskelige ressourcer, som faktisk er til stede. Så får børnene ikke de fornødne kompetencer, og udlændingenes kompetencer tabes på gulvet på grund af sproget.

Derfor: Lyt til Sten Clod Poulsen, som er en af de få, som det er værd at lytte til, når det handler om pædagogik. Og sæt spot på begge områder. Find ud af, hvad der erfaringsmæssigt virker, og sørg for, at det kommer i spil!

Steen Allan Christensen, skoleleder på K.I.S.S Sprogcenter, København