Indfødsretsprøven den 1. december var meget lettere end den forrige prøve. Det kan man glæde sig over af to grunde.
A: Flere deltagere havde en chance for at bestå. Det gælder også gengangere fra juniprøven, hvor 68,8 procent dumpede. B: De prøveansvarlige har lyttet til kritikken af den absurde talhukommelsestest. Sværhedsgraden var justeret, men det er også utrygt, at den samme statsborgerskabsprøve svinger så meget.
Det er dog for optimistisk at tro, at den dominerende holdning til statsborgerskab har ændret sig. Ifølge denne holdning er statsborgerskab ”ikke en ret”, men en luksusbonus. Der står jo i Grundloven, at ”ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov”.
Folketinget kan fastsætte kriterierne for statsborgerskab, som flertallet lyster, og af udlændinge kræve paratviden (plus læse/skrivefærdighed og økonomiske ressourcer), som resten af befolkningen ikke har. Og som indvandrere uden høj uddannelse sjældent kan honorere. Men høje krav er ikke et problem, for det er vores Danmark, og vi har indfødsretten, så må udlændinge klø på og vise, at de vil Danmark.
Denne holdning glemmer bekvemt, at der ikke findes indfødsret i Danmark. Der findes en afstamningsret til statsborgerskab, som består i, at man arver indfødsretten fra en forælder. Hvis man er indfødt og opvokset her, men har forældre uden statsborgerskab, så skal man bestå indfødsretsprøven for at blive statsborger. En videnstest kunne dog give mening, hvis den kun blev brugt til at teste samfundsviden hos indvandrere og flygtninge.
Som prøven ser ud nu, er både form og indhold problematisk. Spørgsmål i samfund, politik, historie og kunst blandes i tilfældig rækkefølge. Designet er usystematisk og forvirrende eller systematisk forvirrende. Det er ikke normalt i eksaminer, men kendes fra quizzer og forhør.
Prøveformen, der forudsætter selvstudium uden undervisning, bruges også i andre lande, men her er indholdet afgrænset og ordnet. Den danske prøve dækker derimod intet mindre end det danske samfund, dansk historie og dansk kultur. Til kulturdelen hører spørgsmål om Olsen-banden og ”Matador”, ”Jeppe på Bjerget”, en dansk filosof, Bertel Thorvaldsen, digtet ”Der er et yndigt Land”, Dronningens seneste bog, ”De dybeste rødder” – for at nævne eksempler fra prøven den 1. december.
Den gode borger anno 2016 er altså ikke kun dansktalende, arbejdende, deltagende, men også kulturelt dannet. Dannelsen beror ikke på kunstoplevelse, men på udenadslære. Kulturarv er lige så vigtig som samfundskundskab, og det hele flyder sammen i en ”danskhedspakke”, som andre tilegner sig gradvist og delvist, når de vokser op i Danmark. For udlændinge er pakken dog en forudsætning for medborgerskab. De skal leve op til et kulturelt borgerideal, hvis de vil ligestilles i forhold til borgerskab og demokratisk valgret.
Hvis en indvandret eller indfødt ikke-statsborger ikke opfylder videnskravene, så mister hun adgangen til sociale og politiske rettigheder. Individets (menneske)ret til indlemmelse og stemmeret i sit permanente opholdsland overtrumfes altså af statens ret til at kræve, at hun indgår i et vidensfællesskab, som er et elitært ideal. Dette kulturelle medborgerskab går forud det demokratiske medborgerskab.
Fremtidshåb. En dag kan indfødsretsprøvens pensum blive erstattet af Danmarkskanonens ”traditioner og samfundværdier” – for eksempel det deltagende folkestyre. Det ville forbedre prøvens indhold og adgangen til at blive dansk borger for såvel højt- som lavtuddannede, for Loke såvel som for Thor. Først da vil man kunne sige, at lighed og deltagende folkestyre er danske samfundsværdier.
Marie Møller Kristensen er cand.mag. i filosofi og underviser indvandrere i dansk.