Graver vi lidt dybere, er det to tendenser i tidens teologi, der spøger i valgkampen om bispestolen i Ribe. Og det er da egentlig spændende. Blot er det trist, at man har tillagt en af kandidaterne, Elof Westergaard, synspunkter, han overhovedet ikke deler. Han falder ikke ind under nogen af de to tendenser.
Sjovt nok læner begge tendenser sig op ad Kierkegaard. Den første ved at hævde, at Gud ikke er en slags ting et sted uden for verden, men alene noget, der sker her og nu i troen. Gud er ikke noget værende, men et mellem-værende, på samme måde som kærlighed ikke er en ting, men alene noget, der foregår mellem mennesker.
Det særlige ved kristendommen er, at den siger, at Gud blev et menneske, for så er det Gud, vi møder, når der i troen oprettes et sådant mellem-værende mellem os og de åndelige virkninger af mennesket Jesu ord og liv.
Men så er også alting sagt. Der er ikke brug for mere. Tanker om en evig og almægtig skabermagt giver ingen mening. Det er ren menneskeopfindelse. Den kristne tro passer perfekt til den moderne tid, fordi den er forenelig med gudløshed.
Den anden opfattelse er en konservativ reaktion på dette. Den bruger Kierkegaards tale om springet ind i troen. Man beslutter sig vilkårligt til at acceptere de gamle kristne mytologiske forestillinger og bestemmelserne i kirkens bekendelsesskrifter.
Det er nærliggende, da kristendommen jo er her som en central del af vores danske baggrund på samme måde som vores retstradition.
Det moderne menneske findes slet ikke. Lad os fortælle de gamle kristne fortællinger igen og gå ind i deres univers, som det sker gennem skabet i Narnia-bøgerne. Og hvorfor ikke gentage og genoptage de klassiske formuleringer fra trosbekendelsen, som fædrene har gjort det i mange led?
Begge er respektable holdninger! Men begge er også behæftet med store svagheder. Begge går de fejl af den moderne tids tænkemåde, den første ved at kapitulere over for den, den anden ved at bagatellisere den.
TIL DEN FØRSTE må man sige: Vi kan ikke springe Guds skabermagt over. Dine synder er dig forladt, sagde Jesus, selvom den pågældende aldrig havde gjort ham noget. Men det er jo ganske meningsløst medmindre Jesus går ud fra to ting: at han har mandat til det fra Ham, han kalder min Far, som er i himlen og: at al synd er synd mod Ham, hans Far i himlen, fordi han er livets skaber og herre.
Ikke nok med det. På korset siger Jesus til røveren: I dag skal du være med mig i Paradis. Men det er lige så meningsløst medmindre han går ud fra, at hans far i himlen sørger for, at det sker.
Er Gud ikke magten, der kan få noget til at være af intet, liv af død, kan der ikke være noget evangelium om syndernes forladelse og evigt liv. Han alene kan udvirke, hvad Jesus stiller mennesker i udsigt i forventning om, at Han er indforstået.
Man kan ikke tro på Kristus uden samtidig at tro på Skaberen. Kristendommens Gud er på én gang skabermagten i alt og den, der har givet afkald på al magt i Jesus Kristus:
Verden går i dit ledebånd, dig dog svøbte en kvindes hånd, du, som har skabt og styrer alt, blev dog på skød barnlille kaldt.
Luther, Salmebogen nr. 108, vers 3
TIL DEN ANDEN holdning må man sige: Vi kan ikke springe den moderne anfægtelse over. Jeg kan ikke bare knipse med fingrene og give mig til at tro på magiske brud på naturens orden imod min daglige overbevisning, heller ikke selvom jeg gerne vil.
Sand tro indebærer ærlighed over for sig selv, ellers bliver den en købslåen, hvor man betaler for nåden med sin overbevisning, og det er lige så ureformatorisk (en lovgerning) som at bilde sig ind, at man kan købe sig til Guds gunst ved at gøre gode gerninger.
Desuden bliver troen noget fuldkommen vilkårligt. Man kunne lige så godt vælge guderne på Olympen eller blive asatroende.
Nej, ateismen skal mødes med argumenter. Den forklarer ikke tilværelsens gåder, hverken den store grundgåde, at der er noget til og ikke bare intet, eller det gådefulde, at vort liv er fuldt af gode gaver, så det ligger snublende nær at bekende, at de kommer ovenfra, selv for en, der ellers kalder sig ateist.
Vi må gøre det møjsommelige arbejde med at vise ateisten også ateisten i os selv at livet er meget større end som så. Grundtvig talte om livsoplysning som det menneske først, der bryder ateismens is og gør et kristen så nærliggende, fordi kristendommens Gud svarer plausibelt på de spørgsmål, gåderne rejser.
Storm P. udbrød: Livet er en gåde. Løsningen står på bagsiden. Det kristne budskab er bagsiden, der er kommet på forsiden.
Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen og forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen