KÖLN ER ET BYNAVN, der leder tankerne hen på noget smukt og noget, der dufter godt og klinger vidunderligt. Tænk bare på den prægtige domkirke, eau de cologne, og Keith Jarretts legendariske Köln- koncert.
Men siden nytår er byen også blevet symbol på noget, der stinker fælt af primitiv hærgen og løgn og bedrag. Selvfølgelig er det helt utilstedeligt, at kvinder ikke kan færdes frit og ugeneret i det offentlige rum - og i det private med, for den sags skyld.
Historien kan opregne utallige eksempler på, at kvinder er blevet bestjålet, seksuelt chikaneret og voldtaget af samvittighedsløse mænd. Men at det kan ske åbenlyst og i massemålestok her i det 21. århundrede midt i Europas hjerte i en civiliseret, demokratisk retsstat for øjnene af et magtesløst politi, er en uhyrlighed.
Alt dette er i sig selv oprørende. Dertil kommer så det slør af løgn og fortielse, der sænkede sig over sagen. Ifølge politiets pressemeddelelse nytårsmorgen forløb nytårsnat i Köln roligt. Man undlod bevidst at omtale begivenhederne til trods for, at de udstationerede politifolk havde protesteret over at blive ladt i stikken.
Så fulgte en sværm af anmeldelser fra kvinder, der var blevet udsat for grov sexchikane, bestjålet og i enkelte tilfælde ligefrem voldtaget på åben plads. Nu rullede lavinen. Foreløbigt er det samlede antal anmeldelser oppe på over 560.
Billederne fra optøjerne bredte sig på de sociale medier, men fortielsen fortsatte. Der gik hele fem dage, før uhyrlighederne fandt vej til de landsdækkende tv-stationer. Igen havde man bevidst holdt informationerne tilbage. Hvorfor mon?
Fordi sandheden var ubekvem. Det viste sig, at langt hovedparten af optøjerne blev begået af ”unge mænd af nordafrikansk eller arabisk udseende”. Det var årsagen til tilbageholdenheden både hos politiet og i medierne. Man turde ikke sige tingene, som de var. Sandheden var ganske enkelt ilde hørt.
Bedre blev det ikke af, at 18 af de pågrebne unge mænd viste sig at være asylsøgere. Pludselig blev det officielle billede af asylsøgerne som stakkels forfulgte uskyldigheder udsat for en kraftig rystelse. Når man kan optræde så uforskammet i det værtsland, man har søgt tilflugt i, så kan det ikke undre, at ellers velmenende borgere får den tanke, at gæstfriheden også kan strækkes for vidt.
Hvad værre er, så har denne fortielsesmanøvre også givet decideret indvandrerfjendske kredse i Tyskland og Europa ekstra vind i sejlene: der kan I se - de stikker blår i øjnene på os! Der er nu højreekstreme hævngrupper, som jagter sagesløse unge mænd med udenlandsk udseende for at slå dem ned.
Sådan går det, når man med fromme hensigter censurerer virkeligheden i stedet for at holde sig til sandheden - også når den er ubekvem.
Til sandheden hører altså også, at ikke enhver asylsøger er en forfulgt uskyldighed. Der er selvfølgelig også brodne kar imellem dem. Det er en kendsgerning, man ikke skal fortrænge af angst for at levere ammunition til de fremmedfjendske.
Den gode Jakob Haugaard sagde det på denne måde: Forestil dig en bus fuld af danskere og en bus fuld af indvandrere, og jeg vil gætte på, at der befinder sig lige mange idioter i hver af busserne.
Og jeg fortsætter: De idioter, vi har iblandt os, må vi lære at leve med. Men de idioter i asylbussen, der ikke bare er besværlige, men direkte skamløse, må for min skyld gerne tage bussen hjem igen.
Jeg kan ikke se, at de på nogen måde kan gøre sig fortjent til et lands gæstfrihed. Hverken i Tyskland eller herhjemme.
Etisk set skrives på skift af højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm, formand for Hospice Forum Danmark Tove Videbæk og medlem af Det Etiske Råd og universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris