Kære kommende regering og kommende opposition
Da lavkonjunkturen buldrede hårdest, blev mennesker med handicap kaldt gøgeunger. De fik at vide, at de måtte finde sig i, at der også skulle spares på deres område. De blev fortalt, at hjælp ikke var noget, man skulle tage for givet.
Hjælp var ikke noget, man skulle regne med, men noget, man skulle være ydmyg over for og takke for. Sådan lød det i offentlige debatter under den daværende valgkamp.
Det gjorde ondt.
Mennesker med muskelsvind dukkede nakken. Når de kom hjem fra deres fleksjob og parkerede i indkørslen, frygtede de, at naboen kiggede skævt til kassebilen med det blå handicapparkeringskilt i forruden. De følte sig som samfundsnassere.
Denne gang er vi heldigere. Måske.
En overgang så det godt nok ud, som om at mennesker på overførselsindkomster fik gøgeunge-titlen.
Vi indrømmer gerne, at vores tics blev udløst, da vi forleden hørte landets fremmeste politikere diskutere, om fleksjobbere i realiteten var at regne for del af arbejdsstyrken. Det lød bestemt, som om nogle af dem postulerede, at fleksjobberne stod uden for arbejdsmarkedet.
Debatten fik de fleksjobbere, vi kender, til at dukke nakken. De føler ellers, at de er med til at løfte samfundet gennem deres arbejde.
Om der er stemmer i den debat, skal vi ikke gøre os kloge på. Og måske betyder det heller ikke så meget. Det ser nemlig ud til, at flygtninge- og indvandrerområdet tager gøgeungekortet under dette folketingsvalg.
Igen.
Sådan er det blevet.
Med politik følger hård retorik, og en absurd slags stoledans for os minoriteter, der ser på: ”Pyhha, der var vi heldige. Vi slap! En anden minoritet tabte.”
Ordet solidaritet handler ikke længere om fællesskab, men om at være solidarisk med egne rækker.
I Muskelsvindfondens værdigrundlag står ordet solidaritet. I synes måske, at det lyder støvet. Det er det ikke for os.
Solidaritet er et ord, der giver frygtelig meget mening i vores forening og blandt vores 3000 dedikerede frivillige i alle former, der ikke alene hjælper os ved at låne os deres arme og hjerner, når Grøn Koncert-turnéen ruller, men også hjælper hinanden.
De tror på vores slogan ”plads til forskelle”. Fordi de tænker det, og fordi de handler efter det.
De har på egen krop oplevet, at vælger man at se hinandens forskelle som styrker, og sammensætter man et hold efter kompetencer og ikke ud fra fordomme, kan man løfte en koncertturné og skabe et formidabelt minisamfund, der lytter, støtter og sparker hinanden bagi, når det er nødvendigt.
Kære kommende ministre og folketingsmedlemmer.
Vi tror på, at I har en drøm om det bedst mulige Danmark. Det håber vi.
Derfor forstår vi ikke, at det bedst mulige Danmark i jeres retorik er et sted, hvor nogle grupper af mennesker skal hives frem foran scenetæppet og tampes verbalt.
Vi er i Muskelsvindfonden inderligt enige i, at der er store samfundsmæssige problemer, der skal løses for at skabe det bedst mulige Danmark.
Flere skal arbejde. Naturligvis.
Men tag udgangspunkt i, at vi er mange, der rigtig gerne vil arbejde, hvad enten man er flygtning eller har et handicap. Hvis mulighederne er der. Hvis man kan.
Vi mener, løsningen ligger:
I et rummeligt arbejdsmarked.
I arbejdsgivere, der fokuserer på kompetencer frem for kørestolen eller andre anderledesheder.
I en fællesskabs-skabende skole.
I et Danmark, hvor naboer hilser på hinanden i stedet for at gemme sig bag hækken.
Det er det bedst mulige Danmark.
Vores opfordring til jer er derfor:
Se op og se ud. Find de konstruktive løsninger på problemerne, og sælg jeres politik til os på det, i stedet for at bruge jeres embede til at få minoriteter til at føle sig uvelkomne, som gøgeunger, som mindre værd.
Kære kommende regering og opposition. Vi vil gerne hjælpe jer i arbejdet for det bedst mulige Danmark.
Vi ses på den anden side. Husk fairplay.
Evald Krog er formand for Muskelsvindfonden