Det er befriende, at kristendommen igen er blevet stueren i dansk politik. Op mod det kommende valg har flere politikere omfavnet de kristne værdier og foreslået en fordobling af kristendomstimerne. Det er Kristendemokraterne absolut positivt indstillet over for, forudsat at faget begynder at leve op til sin titel.
For pudsigt nok er kristendommen den eneste religion, der ifølge formålsparagraffen ikke stilles krav om, at eleverne opnår kundskab om. I stedet kræves det, at faget giver eleverne kundskab til at forstå den religiøse dimensions betydning for livsopfattelsen.
Oversat til praksis betyder det, at der plukkes bibelhistorier ud, som kan danne baggrund for en diskussion af livsspørgsmål. For eksempel skal Lise og Muhammed i 2. klasse samtale om, hvorvidt en løgn kan være god.
Den slags semifilosofisk teoretisk sniksnak giver muligvis god mening i voksne politikeres hoveder. Men jeg kan som lærer garantere, at eleverne ikke betragter timerne som et hit. De keder sig ihjel, imens de skal forholde sig til emner som ”Hvad er kærlighed”, og ”Hvordan føles det at være alene”. Tilmed præsenteres fortællingerne i en pærevælling, så enhver kronologisk fornemmelse mistes. Jesus, Moses, kong David og lignelser i ét rod.
Kristendemokraterne vil, at de jødisk-kristne historier igen skal være omdrejningspunktet for undervisningen. Danskerne skal have et fælles kulturelt gods at referere til sprogligt og litterært. Eleverne skal have konkret viden om indholdet af den kristne tro.
Og så skal historiefortællingen genoplives som pædagogisk virkemiddel. Giv oplevelsen plads og gør op med, at børn skal diskutere og tage stilling til alting. Det er et politisk valg, om kristendommen skal være det fælles udgangspunkt for vores moral-, menneske- og verdensforståelse.
Desværre har et bredt politisk flertal i stedet stillet krav om ”personlig stillingtagen og medansvar i et demokratisk samfund”. Det giver ingen mening. Dannelse handler nemlig om forståelse af, at man er del af en fælles kulturkreds, mens formålsparagraffen ønsker, at eleven snakker sig frem til en individuel opfattelse af omverdenen.
Værre er misforståelsen om, at religion nødvendigvis er demokratisk orienteret. Kristendom trives for eksempel under alle styreformer, fordi Jesu rige ikke er af denne verden. At det kristne på én gang frie og ansvarlige menneske giver demokratiet gode vilkår, er en anden sag.
Islam, derimod, er overvejende en opskrift på den guddommelige stat, mens hinduismens skæbnetro lærer, at man fødes ind i sin stand. Det rimer på alt andet end demokrati.
Men begrebet ”demokrati” er blevet vor tids største tros-fatamorgana. Denne styreform har fået religiøs status i en grad, så der tales om ”demokratiske værdier”. Det på trods af, at det islamiske broderskab kom til magten ved netop demokrati.
Vi må vælge. Skal eleverne debattere halvfilosofiske livs-dilemmaer ud fra en blommegrød af alverdens religiøse historier, eller skal de forstå det kristne livs- og menneskesyn som grundlag for vores samfund?
Nu afdøde biskop Jan Lindhardt udtalte engang; ”Der er nul huller i danskernes uvidenhed om, hvad kristendom er.” Det vil fortsætte uanset antallet af kristendomstimer, hvis ikke formidlingen af de bibelske historier og den kristne menneskeforståelse igen sættes i centrum.
Stig Grenov er landsformand for Kristendemokraterne