Der er en verden til forskel på Kristen og muslimsk fundamentalisme

Man kan med god ret stille det spørgsmål, om det i virkeligheden er fra ”de missionske”, at en teologisk kritik af islam skal komme. De grundtvigske vil ikke tage opgøret, og opgøret fra de tidehvervske handler mere om dansk nationalkonservatisme end om teologi, skriver Ole Juul

En islamisk fundamentalisme er bestemt farlig. Ingen tvivl om det. Måske er det en kristen fundamentalisme, som vi kender den i missionske kredse, der for alvor kan sætte islamismen til vægs, skriver tidligere sognepræst.
En islamisk fundamentalisme er bestemt farlig. Ingen tvivl om det. Måske er det en kristen fundamentalisme, som vi kender den i missionske kredse, der for alvor kan sætte islamismen til vægs, skriver tidligere sognepræst. Foto: Stringer.

I oktober måned præsenterede Teatret Svalegangen i Aarhus stykket ”Martyrer - et korstog fra skolebænken”, som er skrevet af den tyske instruktør Marius von Mayenburg.

”Martyrer” er et moderne drama om en ung dreng, Benjamin, der i sin ensomhed - moderen forstår ham ikke, og faderen er fraværende - er på vej ud ad et spor, der viser sig langt farligere, end hans skolekammerater, hans præst, moderen og lærerne har kunnet forestille sig.

Benjamin bruger al sin tid på bibelstudier, og ved hjælp af bibelcitater og en aggressiv holdning til omverdenen, der bunder i en fundamentalistisk læsning af skrifterne, udfordrer han sit hjem og sin skole. Til sidst går han med planer om - i den ”sande” kristendoms navn - at straffe sin biologilærer, hvilket ender med en ulykke.

Jeg så stykket og sad tilbage med det ene store spørgsmål: Mon en moderne kristen fundamentalisme virkelig har dette voldstema indbygget i sig - eller er det et slet skjult forsøg på at skildre, hvor farlig den religiøse fundamentalisme er i islam?

Islamisme blev ganske vist ikke nævnt med ét ord, men det usagte blev alligevel uhyggeligt relevant. Og mindre relevant er det ikke blevet efter de grusommer terroraktioner i Paris.

Man kan også se/høre stykket som et forsøg på at skildre, at al religiøsitet i sin fundamentale klædedragt er voldelig, hvorved forskellen på kristendom og islam nivelleres.

Hvis man går fra stykket med den erkendelse, lyver man for sig selv, for der er intet herhjemme, der blot tilnærmelsesvis tyder på, at kristen fundamentalisme i dag har volden som konsekvens.

Men der ligger en latent fare i, at religionskritikere med dette teaterstykke som udgangspunkt får givet argumenter for, at det er hip som hap med den religiøse fundamentalisme i kristendom og islam: Det er to alen af ét dårligt stykke, eller det er ét fedt. Ender man dér, har man ikke fattet forskellen, som den kommer til udtryk, når man skærer ind til benet.

Hvilke konsekvenser fik i grunden den fundamentalistiske læsning af Bibelen, som jeg mødte som teologistuderende i Aarhus? Den forskansede sig i 1970'erne på Menighedsfakultetet på den anden side af vejen - over for universitetet - og her forsøgte man at fastholde nogle konsekvenser af bibellæsningen, især at kvinder ikke kunne eller skulle være præster, og at der i den kristne troslære lå en fordømmelse af eksempelvis den frie abort.

De studerende ved Menighedsfakultetet blev rekrutteret fra stærke missionske kredse herhjemme, og flere var omkring Rønde Studenterkursus, inden de tog turen til Aarhus.

Mange af os, der gik til timer på ”den rigtige side” af vejen og holdt til i Stakladen og kaffestuerne, var af den klare opfattelse, at Menighedsfakultetet var tidsbegrænset og ikke havde nogen gang på jord. Der var i det hele taget ikke mange på Det Teologiske Fakultet, der tog de studerende på Menighedsfakultetet særlig alvorligt.

Men meget er sket siden da, og spørgsmålet i dag er: Hvor befinder ”de missionske” sig i den daglige, teologiske debat? Er debatten reduceret til et verbalt slagsmål mellem de grundtvigske og tidehvervske - eller har bibelfundamentalismen noget at sige?

I Ramsdal-sagen, som åbenbart ikke kan lukkes, har de missionske meldt klart ud, som det også var tilfældet i opstandelsesdebatten. Og det er med en røst, som efterhånden ikke er til at overhøre.

Det handler ganske enkelt om, at der fra de missionske fornemmes en anderledes saglig tone og et ønske om teologisk stillingtagen, der med fortalere som Kurt E. Larsen, professor på Menighedsfakultetet, og Jens Ole Christensen, teolog og nu tidligere generalsekretær i Luthersk Mission, aftvinger respekt.

Det blev tydeligt markeret, da førstnævnte i foråret forsvarede sin doktordisputats om en af Indre Missions store koryfæer, Christian Bartholdy, og hvor en af Løgstrup-fløjens argeste modstandere af Menighedsfakultetet, professor Viggo Mortensen, mødte frem og i salen gav en saglig og positiv kritik.

Vi har altså at gøre med en teologi og en bibellæsning, der ganske vist på områder er fundamentalistisk, men som er åben for samtale og gedigen teologisk drøftelse. Der er ikke antydninger af separatisme eller fjendtlig afstandtagen til teologiske modstandere, og det vil være fuldstændig fejlagtigt at slå en dansk, kristen bibelfundamentalisme i hartkorn med den fundamentalisme, som vi i dag møder inden for islam. Så det efterhånden forslidte argument med, at der i al religiøs stillingtagen ligger en latent fare for samfundsfjendtlig fundamentalisme, holder ikke.

Man kunne tværtimod stille det spørgsmål, om det i virkeligheden er fra ”de missionske”, at en teologisk kritik af islam skal komme. De grundtvigske vil ikke tage opgøret, og opgøret fra de tidehvervske handler mere om dansk nationalkonservatisme end om teologi.

En islamisk fundamentalisme er bestemt farlig. Ingen tvivl om det. Måske er det en kristen fundamentalisme, som vi kender den i missionske kredse, der for alvor kan sætte islamismen til vægs.

Ole Juul er skribent, foredragsholder og tidligere sognepræst