Der er mange kilder udover Saxo til danskhedens historie

En inddragelse af Saxo i diskussion om danskhedens historie er bydende nødvendig, men ikke tilstrækkelig, mener historiker Sebastian Møller Bak

Rytterstatue af ærkebiskop Absalon på Højbro plads i København. -
Rytterstatue af ærkebiskop Absalon på Højbro plads i København. -. Foto: Mads Jensen.

Historiker Adam Wagners indlæg den 16. november kalder på et svar, men lad mig først slå en ting fast:

Argumentationen i Wagners indlæg den 26. oktober og den 16. november bygger på den samme forkerte præmis, nemlig at jeg skulle være kritiker af Wagners undersøgelse af nationale forestillinger hos Saxo i bogen ”Danskhed i middelalderen”.

Jeg har imidlertid aldrig kritiseret Wagners forskning. Jeg har end ikke forholdt mig til den, for hvordan skulle jeg kunne forholde mig til noget, som jeg ikke kender?

Derimod har jeg i min kronik den 16. oktober forholdt mig kritisk til historiker Michael Böss' omtale af Wagners bog (særligt med hensyn til sondringen mellem ”modernister” og ”middelalderhistorikere”), men det er noget ganske andet, hvilket Wagner burde være klar over.

Hvad angår Wagners indlæg den 16. november, er det formmæssigt interessant. Wagner benytter sig af meget emotionelle udtryk såsom ”ikke klædeligt” og ”noget ufint”, og i det hele taget ”finder” og ”synes” Wagner meget.

Men er det virkelig nødvendigt at benytte sig af så emotionelle udtryk for at få argumentationen til at hænge sammen? Eksempelvis er det ifølge Wagner uberettiget, at jeg bruger ”et så stærkt ord” som vildfarelse.

Personligt holder jeg meget af dette ord, der leder tankerne hen på labyrinter og mørke skove, som man kan ”fare vild” i. Jeg skulle mene, at Wagner er ”faret vild” i mit indlæg. Til Wagners oplysning kan jeg nævne, at jeg bruger ordet i betydningen ”helt forkert opfattelse” med den ganske neutrale synonyme betydning ”misforståelse”, sådan som det helt tydeligt er angivet i Den Danske Ordbog. Hvilken betydning Wagner tillægger ordet, skal jeg ikke kunne redegøre for.

Endvidere mener Wagner, at jeg har kritiseret hans brug af vendingen ”en læsning”, men dette er endnu en vildfarelse. Jeg kritiserede i mit indlæg den 3. november hans brug af udtrykket ”at foretage en læsning” (undersøge en tekst i en afhandling).

Wagner forsøger så at negligere sin fejl ved at hævde, at han efter at have refereret mig (jeg skriver udelukkende om ”at nærlæse”) blot ”varierede sproget ved at tale om 'en læsning af Saxos værk...'”, men dette er endnu en vildfarelse. Der er nemlig slet ikke tale om variation. ”At nærlæse” og ”at foretage en læsning” er og bliver to vidt forskellige udtryk med vidt forskelligt indhold - variation forudsætter derimod forskelligt udtryk, men ens indhold. Hermed har jeg leveret dokumentation for flere af Wagners vildfarelser.

Interessant er også Wagners afvisning af von Brandts forskning. Wagner mener, at jeg først ”må vise, at (Wagner) burde have inddraget von Brandts forskning i sin) ...”. Men lad mig pointere:

Det er Wagner, som i sine indlæg gør sig til dommer over von Brandts forskning, uagtet han ikke kender til den. I forlængelse heraf må jeg stille spørgsmålet: Mener Wagner virkelig, at de utrolig mange kilder til dansk middelalder, som von Brandts forskning bygger på, er irrelevante med hensyn til diskussionen om danskhed i middelalderen?

Afsluttende forekommer det mig, at Wagner sidestiller udforskningen af national identitet hos Saxo med diskussionen om danskhed i middelalderen.

Jeg mener derimod, at en inddragelse af Saxo i denne diskussion er bydende nødvendig, men ikke tilstrækkelig. Jeg bifalder Wagners udforskning af nationale forestillinger hos Saxo, men samtidig tvivler jeg på, at Saxos forestillinger uden videre kan overføres på den senere middelalder.

Sebastian Møller Bak, cand.mag., ph.d., og gymnasielærer, Ved Mønten 19, 1. tv., København S