Udtrykker man sig kritisk om Danmarks aktivistiske udenrigspolitik, udtrykker man sympati for fred, ja så udfordrer man det liberale Danmark.
Et Danmark, som har råd til at bombe Islamisk Stat i Irak og Syrien, samtidig med at der skal spares alle steder på velfærd, uddannelse, u-landshjælp og asylsøgere og selvfølgelig skatterne; de skal sænkes. Krigens omkostninger fortsætter ufortrødent.
Når vi taler om os og dem, om de gode og de onde, udtrykker vi i virkeligheden vort eget sindbillede. Vi mennesker har en meget kedelig trang til had. Og vi er letpåvirkelige til at rette hadet imod det fremmede, det ukendte, drevet af angst.
Den liberalistiske propaganda fastholder os i dette forestillingsbillede. Vores illusion om et værdifællesskab med USA er baseret på løgn efter løgn. ”Krigen mod terror” er det hidtil grelleste eksempel. ”Det handler ikke om, hvad der er sandt, men hvad der opfattes som sandt,” blot for at citere en ærkeamerikansk Henry Kissinger.
Vores demokrati, det, som skulle være den bærende kraft i samfundet, interesserer os mindre og mindre. Politikerne interesserer sig mindre og mindre for at delagtiggøre og engagere os i vort demokrati. Man er ved at brække sig over den sædvanlige retorik om nødvendighedens politik, blottet for ærlighed, fornuft og menneskelighed. Stramningen af offentlighedsloven i 2013 og salget af Dong-aktier til Goldman Sachs for at nævne nogle eksempler.
Apatien breder sig i den danske befolkning, vores hverdag ændrer sig. Arbejde og fritid smelter sammen med den nye teknologi. Det er mange af os begejstrede over. Men vi får mindre tid til refleksion.
Den fritid, hvor vi skulle engagere os i den substantielle side af vort demokrati, halvdelen af vores vågne liv, prioriterer vi nu anderledes. Vi bruger mere tid på stupid tv-underholdning, computerspil, rejser, oplevelser, shopping, events, fitness og selvrealiseringskurser.
Vi er blevet så forkælede. Vi tager vore individuelle demokratiske rettigheder for givet. Men med rettigheder følger også pligten, og den skulle gerne være motiveret i et dybtfølt ønske om at bidrage til et meningsfuldt demokrati.
Vi kan kun sikre vort demokrati gennem opdragelse og oplysning, en demokratisk-politisk dannelsesrejse, som vel at mærke involverer hele den danske befolkning. Men de seneste regeringer har ikke samlet befolkningen, og den nuværende regering har nærmest sat turbo på splittelsen af befolkningen. Se bare flygtningesituationen.
Når emnet drejer sig om de nye jagerfly, vi skal indkøbe, er der tavshed omkring det etiske, moralske, menneskelige og samfundsmæssige problem i denne beslutning.
Skal vi fortsætte vore angrebskrige med USA? Skal vi fortsat støtte død og ødelæggelse frem for at arbejde for fred på linje med FN? Er det ikke fornuftigt og rationelt at hævde følgende: Hvis vi vil satse på fred og sikkerhed i vores del af verden, så skal vi opføre os mindre aggressivt og mere anstændigt, gøre os mere selvstændige og frigøre os fra vores afhængighed til USA og satse på forsvar frem for angreb.
Politikere og militærfolk gør alt for at overbevise os om, at vi skal købe krigsfly nu, samtidig med at vi diskuterer, hvad vi skal med vores forsvar! Krigsfly er til angreb, til mord og lemlæstelse, ikke til forsvar.
I Karnovs Lovsamling stod følgende passage siden 1953: ”Efter at Danmark gennem internationale aftaler har afstået fra krig som middel for sin udenrigspolitik, kan anvendelse af militære magtmidler mod andre stater kun forekomme som forsvar mod angreb eller som deltagelse i sanktioner i overensstemmelse med FN-pagten.”
Denne fortolkning af Grundlovens paragraf 19 stk. 2 har Folketinget fulgt indtil 2001. Herefter ændrede Anders Fogh Rasmussen (V) og det meste af Folketinget praksis. I den 23. udgave af Karnovs Lovsamling fra 2008 havde højesteretsdommer Jens Peter Christensen fjernet passagen. Uden diskussion. I 2001 begyndte vi at føre angrebskrig - efter 150 års pause.
Vores sikkerhed står på spil. Vi accepterer mindre og mindre åbenhed i vores demokrati. Vi lader undersøgelseskommissioner lukke. Hvorfor affinder vi os med det? Hvorfor kommer den kritiske forskning ikke til orde?
Det ville være fantastisk, hvis vi i Danmark (og EU) ændrede kurs og arbejdede for en fredeligere verden. Første skridt kunne være at droppe indkøb af nye jagerfly og bruge pengene til mere velfærd og (uafhængig) forskning.
I Nato-sammenhæng er det indlysende at argumentere for at droppe missilskjold-projektet. Missilskjoldet er en hån imod den eksisterende 1972-nedrustningsaftale imellem Rusland og USA og en direkte trussel imod freden i Europa.
Men våben- og sikkerhedsindustrien vægter mere end lallende fredsaktivistsnak i det liberale Danmark. Der er penge i det. Og så er moral og etik fortrængt. Og helt paradoksalt er resultatet af den voksende ”sikkerhedsindustri” jo netop en destabilisering af sikkerheden og freden i Europa.
Uanset om man er tekniker, humanist eller økonom, så har vi alle en interesse i at beskytte og forbedre vore fælles levevilkår her på jorden, men det kræver langsigtet tænkning. Desværre er det ikke just det liberale Danmarks stærke side.
Peter S. Jessen, Akademiingeniør, Rugvænget 90, Ballerup