Der findes gode skilsmisser - men der findes også andre slags

Ved skilsmisser er det desværre ikke alle børn, der er så heldige, at de har to velfungerende forældre. For disse børn er virkeligheden meget anderledes

Det er vigtigt, at mennesker, som er så heldige at være en del af en lykkelig skilsmisse, forstår, at når der er tale om såkaldt højkonflikt, så er det oftest, fordi en af forældrene lider af en alvorlig karakterafvigelse. Parterapi og konfliktmægling giver ingen mening, hvis eksempelvis den ene forælder udsætter barnet eller den anden forælder for vold, skriver Bruno Skibbild Christensen.
Det er vigtigt, at mennesker, som er så heldige at være en del af en lykkelig skilsmisse, forstår, at når der er tale om såkaldt højkonflikt, så er det oftest, fordi en af forældrene lider af en alvorlig karakterafvigelse. Parterapi og konfliktmægling giver ingen mening, hvis eksempelvis den ene forælder udsætter barnet eller den anden forælder for vold, skriver Bruno Skibbild Christensen.

Det var både opløftende og glædeligt at læse Flemming Møldrups fortælling i Kristeligt Dagblad den 22. september om den fornuftige og lykkelige proces, som han og hans ekskone havde været igennem i forbindelse med deres skilsmisse.

Det kommer barnet til gode, når dette lykkes. Denne fortælling er et skoleeksempel på, hvordan en skilsmisse med børn forløber godt.

Begge forældre er i stand til at handle ud fra det bedste for barnets trivsel og udvikling. Begge forældre evner at lægge egne sårede følelser til side og fokusere på, hvad der er bedst for barnet. Begge forældre er velfungerende, og deres adfærd ligger inden for normalområdet. Og begge forældre evner at søge råd og vejledning samt samtaleterapi. Alt sammen med tanke på deres fælles barn. Sådan skal det være – hvis det kan.

Forældre som Flemming Møldrup og hans ekskone kommer sandsynligvis aldrig i forbindelse med det danske skilsmissesystem. De søger af egen kraft råd og vejledning og har ikke behov for at få en offentlig myndighed til at afgøre, hvor mange dage barnet skal være hos den ene eller den anden forælder. Desværre er det ikke alle børn, der er så heldige, at de har to velfungerende forældre. For disse børn er virkeligheden meget anderledes.

Man kan inddele skilsmisser i tre hovedgrupper, hvor der er et eller flere børn involveret.

Den første hovedgruppe er i det store og hele, ligesom Flemming Møldrup beskriver. Disse skilsmisser kommer kun sjældent i forbindelse med de offentlige myndigheder.

Den anden hovedgruppe er forældre, hvor der er en potentiel konflikt undervejs, men hvor begge forældre er så tilpas velfungerende, at de med god og grundig rådgivning og vejledning samt grundig terapi kan finde frem til en fornuftig situation for deres barn. Disse forældre kommer i højere grad i forbindelse med det danske skilsmissesystem. Her kan øget fokus på konfliktmægling og familiebehandling være nyttig.

Den tredje hovedgruppe er skilsmisser, hvor selve skilsmissens årsag ligger i, at en af forældrene udviser en karakterafvigende adfærd, som er skadelig for barnet. I disse skilsmisser er der ikke nogen mulighed for at nå frem til den lykkelige skilsmisse. Tidligere kaldte man denne gruppe for ” højkonfliktsager”, men blandt andet Børns Vilkår kalder det nu i stedet for komplekse skilsmisser.

Disse skilsmisser er komplekse, fordi den ene eller begge forældre udviser en adfærd, som ikke ligger inden for normalområdet. Det typiske billede af disse ulykkelige situationer er, at der indgår fysisk vold, overgreb, misrøgt eller psykisk vold eksempelvis i form af stalking og stalking by proxy. Disse skilsmisser kan ikke konfliktmægles. Der kan ikke etableres parterapi.

I stedet skal man i de komplekse skilsmisser beskytte barnet imod overlast og sikre barnet et liv i fred og ro. Med fokus på barnets trivsel og udvikling skal den forælder, som udviser normal adfærd, beskyttes sammen med barnet.

Det er vigtigt, at mennesker, som er så heldige at være en del af en lykkelig skilsmisse, forstår, at når der er tale om såkaldt højkonflikt, så er det oftest, fordi en af forældrene lider af en alvorlig karakterafvigelse.

Det er ikke to velfungerende forældre, som ”bare burde tage sig sammen”. Parterapi og konfliktmægling giver ingen mening, hvis eksempelvis den ene forælder udsætter barnet eller den anden forælder for vold.

Det giver heller ingen mening, hvis den ene forælder eksempelvis lider af personlighedsspaltning eller psykopati for den sags skyld. I disse tilfælde er der derimod brug for en hurtig screening af karakterafvigelsen og heraf følgende beskyttelse af barnet hos den normalt fungerende forælder.

Bruno Skibbild Christensen er cand.mag.