Læser man Kristeligt Dagblads og andre mediers seneste ugers debat om kunstformidling på museer, kan man få det indtryk, at kunsten er i fare.
De faglige medarbejdere skulle gemme sig bag såkaldte digitale amokløb, kunsten glemmes og publikums lange amatørarm har fat helt inde i i maskinrummet på museerne, og med deres aktive medskaben truer de kuratorens klassiske rolle. Lad os få proportioner og fakta på plads.
Først og fremmest: En af museets fornemste roller er at sikre adgang til vores fælles kulturarv. Museer er for alle - ikke kun for en lille elite, og derfor må det være målet, at et bredt udsnit af befolkningen opfatter museet som et relevant sted for dem.
Sideløbende med at museerne åbnes for et større publikum, er der opstået nye måder at lære og opleve på. Og det er her i mødet mellem den brede kulturformidling og de nye læringsformer, at den ophedede diskussion om aktiv medskaben og digitale tilbud udspringer.
Inden for læringsteori har man i mange år argumenteret for vigtigheden af dialog, interaktion og aktiv medskaben, fordi man har erkendt, at bruger man sig selv og den viden, man har i forvejen, så oplever og lærer man nemmere og bedre. Envejskommunikation suppleres med tovejskommunikation.
Der er derfor ikke tale om populistiske aktiveringsstunts, når museer forsøger at skabe interaktion med brugerne som supplement til og professionalisering af kulturformidlingen.
Samtidig har digitale medier og et digitalt mindset vundet indpas i samfundet - det er en måde at være i verden på. Ikke den eneste måde, men én af måderne. At disse medier trækkes ind på museet, når det giver mening, og at de bliver inddraget i relevante formidlingstiltag, er en naturlig udvikling i forhold til, hvordan vi i samfundet søger information, lærer og oplever.
Men er kunstmuseet virkelig plastret til med brugerinddragende og digitale tilbud? Langt det meste af den formidling, som man møder på museer som Statens Museum for Kunst, er business as usual - vægtekster, omvisninger med videre.
Samtidig er de fleste af de interaktive og brugerinddragende tiltag nænsomt præsenteret og understøtter en grundlæggende æstetisk oplevelse. Hvis man ikke har lyst til at deltage, bidrage eller kigge på en tablet, er man naturligvis velkommen til at lade være. Ligesom man heller ikke behøver at læse vores vægtekster, gå på museum fredag aften eller tage en selfie. Det er tilbud, der sikrer forskellige mennesker forskellige veje ind i kunsten.
Det mest slående ved kritikken af museernes brugerinddragende tiltag er, at den bygger på en grundlæggende holdning om, at museer ikke må forandre sig, og at kunstværker skal tale for sig selv og opleves i stilhed.
Det er problematisk, når lederskribenten i Kristeligt Dagblad den 12. oktober hævder, at ”man kommer for at være tavs i mødet med noget andet”. Skribenten taler ud fra en privilegeret position, hvor han har mulighed for at trække på både erfaring og viden.
Men det er ikke alle, der kan det eller har lyst til at opleve kunst på den måde. Forskning og undersøgelser viser, at kunst og museumsbesøg bliver brugt på mange forskellige måder. Den mest typiske er som en social begivenhed.
På Statens Museum for Kunst kommer under 10 procent alene på besøg. Hovedårsagen til, at de besøgende finder vej til museet, er, at de gerne vil have en god oplevelse med dem, de er sammen med. Det betyder ikke, at oplevelsen af kunstværket glider i baggrunden. Tværtimod er det netop værket, der er omdrejningspunktet for de besøgendes samtale. Oplevelsen af kunsten bliver et springbræt for personlige fortællinger og tanker. Formidlingen, der knytter sig til værkerne, kan være med til at sætte den samtale i gang.
Er det så en forkert måde at opleve kunst på? Selvfølgelig skal man kunne betragte kunstværket i stilhed, hvis det er det, man ønsker, men det udelukker ikke, at andre taler om det, tager billeder af det eller finder inspiration i en tablet med relevant materiale. Der findes ikke kun én måde at opleve kunst på.
Berit Anne Larsen og Mette Houlberg Rung er henholdsvis formidlingschef og kunstformidler på Statens Museum for Kunst