Derfor er påskens budskab befriende

I en stresset og forjaget hverdag glemmer vi ofte helt at leve og forholde os til de dramatiske forandringer i den store verden, men også på det hjemlige plan kan vi se, hvordan der er sket et skred i negativ retning. Midt i alt dette kommer påsken til os med et anderledes og befriende budskab, skriver Per H. Sparre

"Lad os derfor værne om de ægte værdier og nyde påsketidens mangfoldighed med fridage, familiehygge, påskeæg og frokoster i det dejlige forår," skriver Per H. Sparre.
"Lad os derfor værne om de ægte værdier og nyde påsketidens mangfoldighed med fridage, familiehygge, påskeæg og frokoster i det dejlige forår," skriver Per H. Sparre.

EFTER EN LANG, kold og hård vinter kommer det spirende forår os i møde med lys, varme og optimisme. Samtidig minder det os om, hvor store modsætninger tilværelsen rummer.

På kort tid har vi oplevet, hvordan verden med ét ændrede sig. Det voldsomme jordskælv i Japan og den store tsunami kunne følges live på tv verden over, og her kunne ses en katastrofe med død og ødelæggelse af ufattelig karakter.

LÆS OGSÅ: Langfredagsvreden og Guds ufattelige mildhed

Samtidig startede et stort oprør i Tunesien, og snart gik det videre til Egypten, Bahrain, Syrien og Libyen, hvor befolkninger rejste sig mod undertrykkelse og tyranniske regimer, som i den grad har misbrugt folkets forventninger og skabt ulighed og fattigdom. Alle mennesker har behov for frihed og demokrati, og lad os håbe, at det bliver slutresultatet i de uroplagede områder.

Egoisme og grådighed er nedbrydende egenskaber, der har ødelagt så meget gennem tiden, og den væsentligste årsag til den globale økonomiske krise, vi nu står over for. I vort land betyder det, at der spares og nedskæres på mange sårbare områder, og hverdagen vil ændres for mange i den kommende tid.

Midt i en stresset og forjaget hverdag glemmer vi ofte helt at leve og forholde os til de dramatiske forandringer i den store verden, men også på det hjemlige plan kan vi se, hvordan der er sket et skred i negativ retning.

Afkristningen af vort land er en realitet, og det er en meget alvorlig udvikling. Et klart tegn på dette er den aktuelle debat om de kristne udsendelser i Danmarks Radio, hvor gode og opbyggelige kristne programmer må vige pladsen for ligegyldige og indholdsløse underholdningsprogrammer.

Midt i alt dette kommer påsken til os med et anderledes og befriende budskab. For 2000 år siden skete et livsbekræftende jordskælv uden for Jerusalem. Kristus havde som det eneste menneske levet et fuldkomment liv på vore vegne.

Lidende og blødende blev han naglet til et kors. Ved hans død kom et mægtigt jordskælv, hvor han efterlod en tom grav og stod op påskemorgen. Her møder vi livets største mysterium og gåde.

En skaber, der frivilligt går i døden for skabningen, er både ydmygende og befriende, men samtidig en historisk begivenhed, som ændrede alt. Han havde intet af denne verdens materielle goder, men gav sig selv helt og fuldt for os.

Ondskab og ødelæggelse har ingen fremtid. Kærligheden og livet vil altid sejre, for hans sejr er vores sejr. Der er åbnet for en ny og farbar vej bygget på ægte livsværdier.

Vi må skønne på, at vi lever i et smukt land, hvor det befriende påskebudskab gennem tiderne fik lov at danne et solidt fundament i en omskiftelig verden.

Lad os derfor værne om de ægte værdier og nyde påsketidens mangfoldighed med fridage, familiehygge, påskeæg og frokoster i det dejlige forår.

Glædelig påske.

Per H. Sparre,
Tulipanmarken 4,
Espergærde