UNIVERSITETSLEKTOR Hans Hauge har vakt opsigt med en kronik den 27. juli i Berlingske, hvor han blandt andet skriver: ”Der er i dag kun to kirkelige retninger: Tidehverv og alle de andre. De gammeldags kristne mod modernisterne; folkekirkens forsvarere mod det røde flertal af præster, der vil adskille stat og kirke.”
Det er problematisk at stille det op, som om striden står mellem ”røde” og ”blå”, forpartipolitik har intet at gøre i kirkelige sager. Desuden er det bestemt ikke kun inden for Tidehverv, at man finder ”gammeldags kristne” og tilhængere af det nuværende forhold mellem kirke og stat.
Når det er sagt, har Hauge ret i, at de klassiske kirkelige retninger er i opbrud, at der er grøde i Tidehverv, og at der tegner sig nogle nye fronter i det kirkelige landskab.
Anlægger man en bred betragtning over hele det kirkelige landskab, har der været to hovedpositioner de seneste 30 år: den aktivistiske lejr, hvor man eksperimenterede med formerne for at lokke flere mennesker til at komme i kirke, og den traditionalistiske lejr, som pointerede, at det er vigtigere at forkynde evangeliet end at behage folk.
Dette er ved at ændre sig, og vi er igen begyndt at diskutere, hvad der bør være indholdet af den forkyndelse, som skal lyde fra prædikestolene i landets kirker. Der er blevet rørt i grøden, og de teologiske uenigheder bobler op til overfladen.
Som under folkevandringerne bryder folk op og bevæger sig nye steder hen, og der viser sig uventede sengekammerater, som havde været utænkelige for bare 10 år siden. Tidehvervsfolk forbrødrer sig med højrefløjen, og lærde unge mænd på Sjællands fede jorder bliver bibelfundamentalister og begynder at prædike svovl og Helvede på en måde, der får Carl Moe fra Harboøre til at ligne en glad grundtvigianer.
Den grundtvigske retning er ved at knække på midten. En fløj, repræsenteret ved flertallet i Grundtvigsk Forums styrelse, ønsker at være moderne og tilpasse sig tidsånden. Da der sidste år var lagt op til en styringsreform af folkekirken, anbefalede Grundtvigsk Forums styrelse således indførelse af både kirkeråd (kaldet Folkekirkens Fællesudvalg) og bispekollegium.
En anden fløj, i pressen især repræsenteret ved valgmenighedspræsterne Peter Hedegaard og Morten Kvist, ønsker at følge en mindre pragmatisk og mere offensiv linje. De står for afstandtagen til kirkeråd, frie kår for præsters forkyndelse og en klar tilkendegivelse af, at staten skal opfylde sin forpligtelse til at støtte folkekirken ved at skabe ordentlige kår for den kirkelige undervisning. Alt sammen ting, der burde være grundtvigske kernesager, eftersom det varkernesager for Grundtvig selv.
Teologer og præster, der troede, de var enige om det væsentligste, er raget uklar over så grundlæggende et dogme som selveste opstandelsen. Hvis man har fulgt med i debatten i nærværende avis denne vinter, kan man ikke undgå at have opdaget endnu en kirkelig strid. Nemlig mellem dem, der tror, at Kristus er opstanden med kød og ben, og dem, der tror på opstandelsen på en mere billedagtig, poetisk måde. Her kan der tegne sig en vigtig front, som kan blive definerende for nogle af de nye kirkelige retninger, der måske er ved at opstå.
Hvorfor sker alt dette netop nu? Sagen er nok, at det er nye tider. Det er ikke længere fredstid, men krigstid for den kristne kirke, som har fået nye fjender, både globalt og i Danmark. Truslen kommer dels fra islam, dels fra offensiv ateisme.
SPØRGSMÅLET ER, hvilken slags kristendom der passer til krigstid. Den teologiske forskning i Danmark byder på ”den svage gud” og ”opgør med almagten”, men denne linje lader ikke til at have særlig bred appel. Det er foreninger med et konservativt kirkesyn og et almægtigt, mandhaftigt gudsbegreb som for eksempel C.S. Lewis-selskabet og Tidehverv, der vokser og har tilslutning fra den unge generation. Den grundtvigske retning med sin store bredde og sit uklare kirkesyn bliver svagere og har svært ved at rekruttere blandt ungdommen trods ihærdige anstrengelser for det samme.
Ingen kunne for bare fem eller ti år siden have regnet ud, at udviklingen inden for kirken ville bevæge sig i denne retning. Her er al fremtidsforskning kommet til kort, alle strategier faldet til jorden. De unge ville slet ikke ha' det, vi troede, de unge ville ha'.
Jeg spurgte engang en veninde, som er i reklamebranchen, om hun kunne regne ud, hvorfor nogle mennesker fik fråde om munden, når jeg for eksempel problematiserede aktivistkirkelighed eller sagde noget pænt om Jesper Langballe. Hun svarede med modspørgsmålet: ”Hvad er det, du vil?”. For sådan tænker man inden for reklamebranchen. Hvad vil du sælge? Til hvem vil du sælge det? Og hvad er det smart at sige og gøre for at få folk til at købe din vare? Sådan skal og bør det være i reklamebranchen, men skal det også være sådan i hele resten af samfundet? Skal det også være sådan inden for politik? Inden for teologi? Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg vil. ”Ikke en skid”, som Søren Krarup sagde, da han engang blev spurgt, hvad Tidehverv ville.
Helt ærligt tror jeg, folk er blevet så vant til kalkulerende målgruppetænkning, at de fleste har lært at gennemskue det. Så kirkens løsen burde måske fremover være dette råd fra modstandspræsten Kaj Munk: ”Spørg aldrig, om det nytter, kun om det er sandt.”
Kirkeligt set skrives på skift af tidligere folketingsmedlem og minister Birthe Rønn Hornbech (V), teolog og generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, biskop over Aarhus Stift Kjeld Holm, ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier på Roskilde Universitet Bjørn Thomassen og sognepræst og medredaktør af nytbabel.dk Merete Bøye