Venstres børneordfører: Det er dit barn, så tag ansvar!

Det er forældrene, som heldigvis vælger at sætte børn i verden og ikke det offentlige. Når man træffer beslutning om at ville have børn, så følger der et ansvar med, skriver Anni Matthiesen

Det er os forældre, som har ansvaret for at opdrage børnene og lære dem de grundlæggende regler for ordentlighed, skriver Anni Matthiesen.
Det er os forældre, som har ansvaret for at opdrage børnene og lære dem de grundlæggende regler for ordentlighed, skriver Anni Matthiesen. Foto: Nima Stock/Polfoto.

Når man vælger at få et barn eller flere, så mener jeg, man som forældre bør drøfte, hvordan hverdagen kan hænge sammen. Jeg mener, at forældre skal blive bedre til at vælge tiden med barnet til og være realistisk i forhold til, hvad der kan være nødvendigt at vælge fra, især i de år, hvor børnene er små.

Børnerådet har netop offentliggjort en undersøgelse om balance mellem familie- og arbejdsliv, som viser, at over halvdelen af alle børn har prøvet at komme syge i børnehave.

Undersøgelsen tegner også et billede af, at forældrenes travlhed og arbejde fylder rigtig meget i de fortællinger, som børnene i børnehavealderen kommer med. Børnene fortæller, at deres forældre skal nå noget, og derfor skal børnene hele tiden skynde sig, og at dette ikke er rart.

Et gennemgående træk i Børnerådets undersøgelse af familielivet er, at børnene er meget følsomme over for, at forældrene har for travlt. Hvis forældrene er pressede, så smitter det af på børnenes trivsel. Travle og pressede forældre skælder oftere ud på deres børn, og de børn, som får oftere skældud, trives dårligere end de børn, som ikke får skældud.

Børnerådet kommer med en række anbefalinger til os politikere i forlængelse af sin undersøgelse. Det er fint nok. Jeg vil gerne være med til at arbejde for bedre rammer til børnene. Men jeg vil også hejse flaget for ”forældreansvaret”. Det er forældrene, som heldigvis vælger at sætte børn i verden og ikke det offentlige. Når man træffer beslutning om at ville have børn, så følger der et ansvar med.

Det er os forældre, som har ansvaret for at opdrage børnene og lære dem de grundlæggende regler for ordentlighed. Det er hjemme, at forældrene for eksempel skal lære barnet at sige de magiske ord som tak, undskyld og goddag, og det er også i hjemmet, man lærer dem at være hæderlige, ikke at lyve og stjæle, komme til tiden, respektere andre mennesker, og det er i hjemmet, man lærer ikke at tale med mad i munden og ikke smide affald på gulvet eller i naturen. Blot nogle eksempler.

Man kan ikke nå det samme som hidtil, når familien forøges. Det vil gå ud over børnene, hvis begge forældre vil bestride fuldtidsjobs plus overarbejde, gå i motionscentret, gå ud med vennerne, købe ind, holde hus og have, tjekke mails, sende sms, være på Facebook og meget meget mere.

Det er vigtigt at droppe blot nogle af disse ting i en periode af livet, for i stedet at være nærværende og sammen med børnene! Husk, at det er dit barn og med dette følger et forældreansvar!

Anni Matthiesen (V) er folketingsmedlem og børneordfører.