NECLA KELEK ER en af de mest markante stemmer i tysk debat om integration. Hendes høje gennemslagskraft kommer af kombinationen af hendes professionelle kunnen som sociolog og en indvandrerbaggrund. Hendes familie kom fra Tyrkiet til Tyskland i 1966, da Necla Kelek var 10 år.
Hun har allerede et større forfatterskab bag sig og har modtaget en række priser. To af bøgerne var regulære slagssucceser og satte store debatter igang: ”Den fremmede brud” og ”De fortabte sønner”. Begge fremlægger mange samtaler, den første med muslimske kvinder, den anden med blandt andre unge muslimske mænd i tyske fængsler.
NECLA KELEK TAGER storsmilende og muntert imod i sin nye lejlighed på Prenzlauer Berg i Berlin, det hippe kvarter. Vi skal høre til hendes familiebaggrund, hvor omplantingen fra Tyrkiet til Tyskland ændrede faderens holdninger.
”Lige efter deres bryllup flygtede min far og mor fra Anatoliens højsteppe ind til Istanbul, den moderne storby, hvor de levede efter vestligt mønster med cafébesøg og spadsereture ved Bosperus, et fælleskab fuld af agtelse og dannelse,” fortæller Necla Kelek.
”Den slags er den muslimske verden ved at tabe disse år - det borgerlige liv med kunst, litteraur og koncerter. Mine forældre genopdagede således den tyrkiske klassiske musik, blandt andet komponisten Dede Efendi (1778-1846, red.), og de sang også selv.
Kunst gør fredelig og kreativ, mens islam ofte lægger distance til kunsten. Muslimske hjem her i Berlin er i reglen uden bogreoler, og man går ikke til koncert. Man vogter sig for det kreative.”
KORT EFTER omplatningen til Tyskland i 1966 begyndte faderen at blive konservativt religiøs. Men det skete først, da Europa blev radikalt moderne:
”Mine forældre var stadig helt åbne i de første par år. Hver lørdag dansede de med deres tyske naboer i danselokalet Sans Souci. De kørte derhen på min fars scooter, og min mor sad på skrå med sine elegante balhandsker på. Det var 1968, der knækkede min far. Han betragtede ungdomsoprøret som den store europæiske kulturs undergang.”
Inden længe blev det forbudt den lille Necla at deltage i skolens gymnastiktimer. Den holdning, faderen dengang begyndte at indtage, er nu blevet helt almindelig i tyske indvandrermiljøer, hævder Kelek.
”I dag undgår muslimer i Tyskland i vidt omfang vestlig livsstil. De er et andet sted i deres sind. Mange har reelt taget afsked med det frie samfund, som de lever midt i.
Mændene går i moskéen hver fredag og kan deres tre-fire suraer udenad. De messer dem og knæler i monoton underkastelse. Det, som foregår i moskéen, er slet ikke så spirituelt, som europæerne altid antager. Tilsvarende med koranskolerne, hvor man ikke tolker, men nøjes med at recitere.”
Kelek vil dog gerne pege på sufismen, som en retning inden for islam, der er anderledes spirituel.
Det hed sig engang, at når først de unge muslimer, som er født her i Europa, voksede til, blev de frigjorte og komplet integrerede?
”Jeg tror, familiestrukturerne forhindrer det. Især er det ikke nemt for drengene. Fædrene er fjerne, for muslimske mænd omgås hinanden snarere end deres familie, hvis hersker de er.
Med sådan distant og autoritær familiebaggrund er det svært for de unge at fungere i et vestligt samfund. Det efterspørger jo kreativitet, selvstændighed og egne præstationer, som man allerede i skolen får karakterer efter.
Det er en voldsom udfordring for børnene at måtte spænde over de to verdener. I den ene skal de lystre, her dominerer æresbegreberne, og de hører regelmæssig fordømmelse af den vestlige verden. I den anden skal de mobilisere egne meninger og indgå i diskussioner. Og klarer de sig godt her, bliver de nemt uvenner med faderen.
Kun ganske få klarer balancegangen. Havde moskéerne givet os spritualitet i stedet for at terpe de evindelige tre vers, havde vi ikke haft dette problem. Så havde vi kunnet beholde vor religion og alligevel fungere integreret.”
Tager mødrene sig ikke af sønnerne?
”De sidder især med døtrene. Drengene er ofte henvist til gaden. Allerede en lille kopi af faderen, der er sammen med de andre mænd.”
NECLA KELEK ER en stor beundrer af de frie, åbne europæiske samfund, hvis dynamik i hendes øjne hænger sammen med evnen til at justere sig selv.
”Selvstændig tænkning har igen og igen bragt Europa videre. Evnen til selvkritik og til at lære af egne fejl. Samt nysgerrigheden efter, hvad et menneske er. Det må der ikke spørges til i islam, for det ved kun Allah.”
De er ikke selv muslim længere?
”Jeg er den, der altid spørger. Sådan vil jeg være til min død. Religiøse tanker kan melde sig - min mor døde for tre år siden, og det var en stor sorg. Jeg håber da, hun er et godt sted og ikke i den kolde jord. Det er en ubærlig tanke. Men denne bog - Koranen. Der skal meget til, før den bliver min bog. Jeg klarer mig med humanismen som min værdiorientering.”
Necla Kelek har haft større, offentlige diskussioner med muslimske fundamentalister, hvor hun opfordrede til en åbning mod en historisk-kritisk omgang med de overleverede skrifter. Den ville kunne give de fredselskende muslimer argumenter i hænde, fremførte hun.
Man skal heller intet lægge i, at De har været tilknyttet universitetet Evangelische Hochschule i Hamborg?
”Jeg var forsker der, men ikke af grunde, der angår noget evangelisk. Jeg forelog dem et projekt, der skulle belyse, hvad kvinder oplever med Koranen. Gør det! sagde de. De elskede projektet. Gennem to år interviewede jeg kvinder, og resultatet blev til 'Den fremmede brud'.”
Bogen blev en skandalesucces, belønnet med den fornemme Geschwister Scholl-Preis, men også et stridens tegn, der bragte sin forfatter store besværligheder.
”Jeg fik at vide, at jeg ikke skulle komme i moskéen mere. Evangelische Hochschule smækkede også døren i. De havde jo troet, projektet gik ud på at sætte den varme islam op over for det kolde tyske samfund. I stedet beskrev den de familiestrukturer, hvor kvinden er udgrænset og undertrykt.
Siden skrev jeg 'De fortabte sønner', fordi det interesserede mig, hvorfor knægtene så ofte kommer ud i kriminalitet. Jeg talte med mange unge muslimer i tyske fængsler og lærte om klanens æresbegreber. De indebærer en underkastelse, som simpelthen må ophobe aggression. Den skal ud et eller andet sted, i reglen på gaden.”
NECLA KELEK VIRKER i dag som rådgiver for myndighederne, når det gælder unge, fængslede muslimer. Bogen rummer også grundige samtaler med tyrkiske bedsteforældre til udredning af forholdene i de tysk-tyrkiske familier.
De må have bemærket, at der findes en anden frihedstradition i kristendommen?
”Mange ting ved kristendommen beundrer jeg, og de kan berige mig, selvom jeg ikke er kristen. Der er så dejligt i kirkerne i adventstiden, hvor jeg ofte går derhen og lytter til den smukke musik. Børnene synger med, hele familien favnes af kirken. Det savnes som sagt i moskéen, hvor kun det ene køn kan komme. Derfor bliver den aldrig del af familiens liv, som kirken kan være det.
Og i kirken skal man ikke kaste sig ned på tæpper, men sidder op - med både døtre og sønner. Så også sønnerne kan mærke, de er del af en familie. Ja, jeg vender hele tiden tilbage til dem, for det skærer mig virkelig i hjertet med de sønner.”
Der stilles for få krav i integrationen, mener De. Hænger det sammen med de intellektuelles dårlige samvittighed over europæisk kolonialisme, som også den muslimske verden var udsat for?
”Det gør det nok, men her burde muslimerne selv mobilisere en historisk nysgerrighed. De overtager blot europæernes syn: 'Ja, vi var undertrykte af kolonimagterne. Vi er ofre'.
De savner blik for den undertrykkelse, som udgik fra ledere i deres egne lande. De stiller ikke spørgsmål til historien.
Som indvandrer vil jeg ikke bare overtage europæernes forståelse af Tyrkiets fortid. Jeg har oplevet landet på min måde. Søger vi ikke efter egen forståelse, også af skyggesiderne, forbliver vi i den offerrolle, som europæerne putter os ind i.”
Svigter undervisningssystemet her?
”Skolernes interkulturelle pædagogik ønsker, at alle lever i hver sin kultur. I stedet burde man faktisk udfordre nogle af islamisk kulturs nøglebegreber. Æren, hvad er det? Lad os undersøge begrebet - og forklare, at også her i Europa trivedes engang et ganske stejlt æresbegreb, men det er gennem historien forandret fuldkommen. Sådanne historiske vinkler forbereder de unge til dette moderne samfund. Man skal åbne for den spørgende, drøftende metode. Lever alle for sig i et multikulturelt kludetæppe, så vil disse grupper ikke opnå den identifikation med Europa, som fredelig sameksistens skal hvile på.”
NECLA KELEK ER et lyst og imødekommende menneske, og selvom hun kan lyde pessimistisk, så ser hun nogenlunde lyst på fremtiden.
”De europæiske intellektuelle er begyndt at få et klarere blik for problemerne. Det går op for flere og flere, at vi ikke må lade de frustrerede unge muslimske mænd alene. Dagen for terroren mod Charlie Hebdo kan vise sig som en skæringsdag.”
Necla Kelek var chokeret over terroren i København, som fandt sted, netop efter at interviewet med hende var taget i Berlin. Hun fortæller over telefonen, at hun altid har beskrevet Danmark som et positivt eksempel på integration.
”Allerede i min bog 'Den fremmede brud' fremhævede jeg dansk politik på området som forbilledlig med tiltag som 24 års-reglen og kravene til sprogkundskaber, der skal bremse uhæmmet familiesammenføring. De regler kunne vi lære af her i Tyskland. Så meget mere chokerende for mig var det, at sådan noget kunne finde sted hos jer.”
Attentaterne i København var en kopi af dem i Paris: først tegner, derpå jøder. Er de kampvillige en art brødre, uanset hvilket land de er borgere i?
”Man er brødre og søstre i det trosforbund, som er ummaen, det store netværk af Allahs troende, der består af alle, der vil leve efter hans bud og regler. Det fællesskab gælder for alle muslimer, ikke mindst for sunnierne.
Jeg tror, vi nu vil lære dette fænomen at kende oftere. Uanset hvor man bor, skal man forsvare profeten mod krænkelser, om det er i Indonesien, Pakistan eller Berlin. Det hænger sammen i dette globale netværk, som jeg altid har advaret imod.”