Det er farligt, når lektor spreder tvivl blandt troende, om Jesus Kristus er Gud

Theologen Brengaard, tager fejl med sin fremstilling af Jesus, mener dagens debattør. Arkivfoto: Kristusfigur på trækors i slotskirken i Goseck, Tyskland. juli 2013. Foto: Jan Woitas Denmark / Scanpix

Carsten Breengaards udsagn om, hvem Jesus Kristus er, er aldeles misvisende. Breengaard udtaler sig i modstrid med den kristne tro og med Kristi kirkes tradition, skriver præst i Den Ortodokse Kirke

Dr.theol. Carsten Breengaard har forfattet en kronik, som blev bragt fredag den 7. juni i Kristeligt Dagblad. Kronikken har flere temaer, men overordnet står Breengaards udsagn om, hvem Jesus Kristus er. Og det udsagn er aldeles misvisende. Breengaard udtaler sig i modstrid med den kristne tro og i modstrid med Kristi kirkes tradition.

Jesus er et middel, et sonemiddel, som Paulus kalder Kristus. Sådan står der i kronikteksten. Hertil er der ét og kun ét kristent svar: Nej, Breengaard, vor herre Jesus Kristus er ikke noget middel, Han er Guds Søn og selv Gud, sådan som det udtrykkes i Den Nikænske Bekendelse: Jeg tror på én Herre, Jesus Kristus, sand Gud af sand Gud, af samme væsen som Faderen

Breengaards forsøg på at degradere Kristus til middel indskriver sig i et mere omfattende projekt, som sigter på at passivisere Kristus. Breengaard beklager således den kendsgerning, at Det Nye Testamente i mange passager fortæller om den handlende Jesus, og han finder, at der opstår et flimrende billede, så såre Jesus begynder at blive den aktive. Den teologiske doktor fremmaner en slags konspirationsteori, efter hvilken de fire evangelier skulle formidle en forvrængning af, hvem Jesus Kristus er.

Breengaards betragtninger over den passive Jesus fører ham til den ukristelige konklusion, at Kristus slet ikke er Gud. Kronikøren søger at underbygge sin forbavsende påstand ved at anfægte Kristi opstandelse, som han søger at nedskrive til en forestilling på et marionetteater.

LÆS OGSÅ: Vi er jo alle kristne

Til evangeliets beretninger og til kirkens tro på, at Kristus er opstanden fra de døde, har Carsten Breengaard kun den græske snusfornufts fattige og sure bemærkning: Gjorde han nu også det?. Og så konkluderer han: Hvis Jesus selv opstod, hvor er Gud så henne?. Jamen et sådant skel mellem Jesus og Gud er fri fantasi, det findes ikke i den kristne tro, som vi ovenfor har set det i trosbekendelsen.

Kristus er opstanden fra de døde!, synger vi i den ortodokse kirke gennem hele påsketiden. Hos Grundtvig hedder det: Krist stod op af døde i påskemorgenrøde!. På denne tro, på at Kristus har overvundet døden og sprængt dødsrigets porte, hviler hele det kristne håb. Død, hvor er din brod, død, hvor er din sejr, triumferer den samme Paulus, som Breengaard søger at tage til indtægt for sin demontering af Guds Søn.

Lektor Breengaard opererer, for at konsolidere sin teori, med en fiktiv, en ikkeeksisterende modsætning. Der er ganske rigtigt en lang række steder i Det Nye Testamente, som udtrykker sig efter formlen Gud har oprejst Kristus fra de døde. Der er også en lang række eksempler på, at Kristus omtales som den aktive i opstandelsen. Og der er vel at mærke ingen som helst modsætning mellem de to fremstillingsmåder. De er tværtimod udtryk for, at den treenige Guds personer, her Fader og Søn, er uløseligt forbundne, sådan som det for eksempel udtrykkes i Joh. 10, 17-18: Derfor elsker Faderen mig, fordi jeg sætter mit liv til for at få det tilbage. Ingen tager det fra mig, men jeg sætter det til af mig selv. Jeg har magt til at sætte det til, og jeg har magt til at få det tilbage. Og det har min Fader påbudt mig at gøre.

Breengaard citerer Luther for, at vi kender kun Gud gennem Kristus. Det har Luther ret i, men Breengaard kalder udsagnet en farlig sætning. Det er imidlertid snarere Breengaard selv, som er farlig ved at sprede tvivl blandt troende, om Jesus Kristus er Gud, som er blevet menneske, eller om han bare er en marionet og et værktøj i den evigt usynlige Gud Faders hånd.

Af Carsten Breengaards kronik fremgår, at den er tænkt som et værn mod den forfladigelse og udvanding af den kristne tro, som blandt andre en Thorkild Grosbøll repræsenterer. Det er et agtværdigt formål, jeg kun kan tilslutte mig. Men at et sådant værn skulle kunne bringes til veje ved en fortænkt teologisk opløsning af treenighedens guddommelige personer i aktive og passive, hvor nogle handler, og andre blot er midler, det begriber jeg ikke.

Poul Sebbelov er præst i Den Ortodokse Kirke i Danmark