Der er et gammelt kinesisk ordsprog, der siger: ”Når forandringens vinde blæser, må man vælge om man vil bygge læhegn eller vindmøller.” For mig har det altid været et billede på, om man ønskede at forholde sig passivt eller aktivt til de storme, der uundgåeligt opstår i ens liv.
Der kan være al mulig god grund til at mobilisere nærvær og omtanke, når det trækker op til storm, for der er beslutninger, som man ikke kan løbe fra, uanset hvor hurtigt man løber. Beslutninger, der har vidtrækkende konsekvenser, som ikke står til at ændre - selv efter at stormen har lagt sig.
Det samme gælder også for vores samfund og de værdier, det bygger på. Vores selvforståelse og identitet. Selvforståelse og virkelighedsopfattelse er nogle sære subjektive størrelse, der bevæges at de forandringsvinde, som uafladeligt hærger og ændrer vores samfund.
Den generation, jeg tilhører, er vokset op med et billede af et samfund, der i global sammenhæng var kendt for humanitær bistand og deltagelse i fredsbevarende aktioner. Vi støttede de folkelige bevægelser, som kæmpede for et retfærdigt og menneskeværdigt samfund i deres eget land. Vi var måske lidt provinsielle, naive i vores virkelighedsopfattelse, men ikke uengagerede i de problemer, der eksisterede i denne verden. Men vi havde ikke troen på og sindelaget til de militære magtdemonstrationer.
Nu er vi en krigsførende nation, der forsøger at løse problemerne med bomber i denne skrøbelige verdens brændpunkter - i den gode sags tjeneste, naturligvis.
Men det ændrer ikke på, at vi har mistet vores uskyld i en medmenneskelig sammenhæng. Og samtidig mistede vi også, den måske lidt naive tro på, at vi hjælper vore medmennesker bedst ved at yde hjælp til selvhjælp - til at skabe et bedre samfund på deres egne betingelser. Og ruste dem til et opgør med de diktatoriske, voldsgale regimer, der nu og formentlig altid vil forsøge at vinde fodfæste i vores urolige verden.
Måske har tvivlen om, hvorvidt vi gjorde nok, eller om vi gjorde det rigtige, naget os en gang imellem. Man kan sige, at vor tids beslutningstagere ikke er belastet af tvivlens nådegave.
Uanset om vi vil det eller ej, så har vores selvforståelse ændret sig. Vi er en krigsførende nation med alt, hvad det indebærer. Vi foretager nogle handlinger i verdens brændpunkter, som vi tror er rigtige og retfærdige, det bliver vi nødt til at tro, ellers gjorde vi det vel ikke?
Men det har alvorlige konsekvenser for de mennesker, det handler om og for os selv. Vi bliver nødt til at tage dette ansvar på os. Det er for sent at bygge læhegn eller lukke grænser nu. I anstændighedens navn og for vores egen selvopfattelses skyld bliver vi nødt til at forholde os til de reelle flygtninge, der forsøger at redde deres liv fra de brændpunkter, som vi og de selv er en del af.
Henning Skou, Kastrupkrogen 6, 3. tv., Kastrup