Det er ikke bare et arbejde, når man vælger at blive sygeplejerske, social- og sundhedsassistent, lærer eller pædagog.
Sygeplejersken står bogstaveligt talt med det andet menneskes liv i hænderne.
Social- og sundhedsassistenten er måske det ældre menneskes eneste sociale kontakt. Læreren kan være det menneske, som afgør, om barnet bryder den sociale arv og får en uddannelse.
Som pædagog udvikler jeg børnenes evne til at begå sig socialt og være en del af fællesskabet. Som medarbejdere i det danske omsorgsvæsen har vi det tilfælles, at vi gerne vil gøre en forskel for andre mennesker. Men lige nu er vores arbejdsområder under pres.
Jeg læste for nylig et blogindlæg, som berørte mig.
En kvinde fortalte om den dag, hvor hun blev ligeglad i sit hverv som social- og sundhedsassistent. Fordi konstante nedskæringer havde presset hendes etiske og moralske grænser helt derhen, hvor hun ikke længere kunne stå inde for sit arbejde.
Det har hun desværre tilfælles med de mange pædagoger, lærere og sygeplejersker, som i disse år vælger at forlade jobbet eller faget. Eller er nødt til at distancere sig og gøre det til ”bare et arbejde” at have med mennesker at gøre.
I mit arbejde som pædagog i en skolefritidsordning er jeg ofte alene med en stor gruppe børn.
Set ud fra mit faglige synspunkt er det af afgørende betydning, at børnene føler sig set og lyttet til. Men samtidig betyder vilkårene, at børnene må klare sig med sparsom voksenkontakt. På den måde står min faglighed af og til i kontrast til de vilkår, som jeg dagligt må se i øjnene.
For mig at se er ligegyldigheden ikke alene det værste, der kan ramme os, som arbejder inden for omsorgsfagene. Jeg mener også, at det er fatalt for vores samfund.
Effektiviserer vi os til sidst et sted hen, hvor omsorg og nærvær bliver erstattet med akkordsatser og en mekanisk udfyldelse af arbejdsfunktionen?
Når vuggestuepædagogens arbejde bare bliver at skifte bleer, som var det ved et samlebånd. Når sygeplejersken bare skal have folk hurtigst muligt igennem systemet, og læreren skal nå at undervise flest muligt på kortest tid, så mener jeg, at vi som samfund har spillet fallit.
Spillet fallit til en effektivitets- og konkurrencetænkning, hvor barnet, patienten eller borgeren efterlades som blot et nummer i rækken. Lad os få en ordentlig velfærd tilbage. Hvor det ikke bare er et arbejde at have med mennesker at gøre.
Signe Jespersen, pædagog, Steinmannsgade 1, 3., Aarhus C