Langfredag morgen kunne man læse i medierne, at Det Konservative Folkepartis politiske ordfører, Mai Mercado, vil indføre mere og obligatorisk kristendomsundervisning i folkeskolen. For kristendom er bedre end islam, og kristendommens værdier har været grundlæggende for vores kultur og samfundsform, lyder argumentet.
Jeg ved ikke, om kristendommen er ”bedre” end islam. Men jeg tror, at kristendommens budskab er sandt. Det er derfor, jeg er kristen og ikke muslim.
Lad os prøve at føre den konservative idé til ende. Hvad ville der ske, hvis vi fjernede muligheden for fritagelse for undervisning i faget kristendomskundskab? Jeg er ret overbevist om, at muslimske forældre herefter ville etablere flere muslimske friskoler. Dermed ville flere muslimer isolere sig fra flertalssamfundet. Det er vel ikke det, der er meningen?
Dernæst tror jeg ikke på, at tvang er vejen. Eller at kristendomsundervisning gør nogen til ”bedre” borgere. Undervisning i vores kristne kulturarv er vigtig, men den skal også finde sted i mange andre fag, som for eksempel dansk og historie.
Jeg kender en del, der efter indvandringen af flere muslimer er blevet meget optagede af de såkaldt kristne værdiers betydning. Det er ofte mennesker, som egentlig ikke er særlig optagede af kristendommen. Nogle er end ikke medlemmer af folkekirken. Indimellem får jeg den tanke, at kristendommen på forunderlig vis opfattes primært som et våben til at bekæmpe islam og ikke som et mål i sig selv. En slags mod-tro, der skal bruges med værdikamp for øje.
Det er næppe en gangbar vej.
Ønsker vi at introducere kristendommen for de kommende generationer, er det anderledes initiativer, der skal til. Dit og mit. Forældres og bedsteforældres. Vi skal bruge tid på at læse historierne fra Bibelen højt for børn og børnebørn. Tage dem med i kirke, fra de er små. Fortælle om, hvad der skete på helligdagene i højtiderne. Gentage fortællingerne. Introducere nadveren for børnene. Lade dem komme med til dåb, konfirmationer, bryllupper og begravelser i kirkerummet og ikke blot til det efterfølgende samvær. Det er de mange små dryp i hjemmet, der lægger grunden. Vi må med andre ord selv påtage os et ansvar i stedet for at håbe på, at skolen kan klare alt. Eller at kristendommen primært skal bruges til at slå andre i hovedet med.
Samme langfredag, som De Konservative lancerede deres forslag, sang vi i min sognekirke en salme af Christian Richardt, som vi ikke synger så tit. To af verselinjerne lyder således:
”Det er så let at lægge kors på andre, det er så tungt med korset selv at vandre; men vil du favne ham i aftenfreden, så må du følge ham i middagsheden.”
Skal kristendommen have mere fylde, er vejen svedig og slidsom. Men vi må begynde med os selv. Tale om det. Gå i kirke. Og komme igen. Og igen. Det virker!
Mette Bock er folketingsmedlem og kirkeordfører for Liberal Alliance