I Berlin bor en dansk sydslesviger, Pöhlmann, som engang faldt, medens han havde sin lille dreng i armene.
Drengen døde, og hans far skulle derefter leve ikke alene med sorgen over at have mistet sit barn, men også i bevidstheden om, at han var skyld i barnets død.
En dag hørte han en præstevikar prædike i den danske kirke i Berlin, og for første gang siden tabet følte han sig trøstet.
Da der skulle findes ny præst til kirken, søgte præstevikaren stillingen, og naturligvis ønskede Pöhlmann, som også var medlem af menighedsrådet, at denne ansøger skulle have stillingen. For hun havde bragt ham trøst. Og trøst er det, en præst skal bringe.
Imidlertid måtte Pöhlmann sande, at det ikke var det, den daværende menighedsrådsformand lagde vægt på.
Han lagde i stedet vægt på, at ansøgeren havde vikarieret for Søren Krarup i Seem i Danmark, og Søren Krarup er medlem af Dansk Folkeparti, som har et såkaldt ubehageligt menneskesyn. Det måtte ansøgeren altså også have.
Derfor spurgte formanden ind til dette menneskesyn, og da ansøgeren ikke mente, at det havde relevans for hendes betjening af embedet, ville hun ikke svare på det.
Måske derfor blev ansøgeren vraget. Det kan vi ikke vide. Men vi kan vide, at en arbejdsgiver ifølge lov om forskelsbehandling ikke har lov til at spørge ind til politisk holdning eller aktivitet:
Paragraf 4. En arbejdsgiver må ikke i forbindelse med eller under ansættelsen af en lønmodtager anmode om, indhente eller modtage og gøre brug af oplysninger om dennes race, hudfarve, religion eller tro, politiske anskuelse, seksuelle orientering eller nationale, sociale eller etniske oprindelse.
Ansøgeren tager nu netop dette forhold op i offentligheden, og det bliver taget ilde op, senest af Københavns domprovst, Anders Gadegaard, som kalder det flæberi.
Men jeg må oplyse domprovsten om, at forskelsbehandling på grund af politisk holdning ligger på linje med forskelsbehandling på grund af race, tro og seksualitet.
Og da domprovstens hjerte banker varmt for alle mennesker, så må det også kunne rumme en tidehvervspræst, som er blevet urimeligt, måske ligefrem ulovligt, behandlet.
Eller han kunne have tænkt over, hvem der lagde saglighed til grund for sine præferencer: Han, som søgte trøst, eller han, som søgte politisk korrekte holdninger?
For det er det, denne sag drejer sig om - ikke om, at en bestemt ansøger ikke fik en given stilling.
Marianne Wagner, cand.theol., Lurøy, Norge