Messerschmidt: Det Etiske Råd er uetisk

Etikkens væsen er det relative. Sandheden lader sig ikke sætte på formel. Men det gør Det Etiske Råd, når de skal rådgive og slå to streger under et resultat, der gælder for alle. Grundlæggende må man derfor spørge, om der ikke er noget voldsomt uetisk over at have rådet, skriver Morten Messerschmidt (DF)

Morten Messerschmidt (DF).
Morten Messerschmidt (DF). . Foto: Jens Nørgaard Larsen.

Da jeg studerede jura, havde vi et fag, der kaldtes ”retslære”. Her gennemgik vi de filosofiske og etiske begrundelser for retsvæsenet og fik indblik i den brede debat, der fra renæssancen har udspundet sig om, hvordan det gode retssamfund indrettedes.

Pointen i faget var at lære de mange forskellige opfattelser af, hvad der var det gode. At se de metodiske og analytiske forskelle og sætte dem i relation til hinanden. Konklusionen var typisk, at der ikke findes en objektiv sandhed om det gode. Det sande afhænger af, hvilke værdier man tillægger vægt, og et etisk spørgsmål kan derfor kun besvares relativt, normativt.

I dag læser jeg så i aviserne, at Det Etiske Råd har en holdning til, at oksekød skal belægges med afgifter. Jeg betvivler ikke rådets ædle hensigt, men tænker, om ikke andre råd, der netop er eksperter i spørgsmål om klima, skat og landbrug med videre, måtte være bedre til at rådgive os rådvilde politikere i denne sag? Er sagen virkelig etisk? Eller understreger den snarere, hvor meningsløst det er med etiske råd?

Man kan vise folk vej fra A til B. Man kan rådgive om, hvordan man spiser sundt. Og man kan anvise, hvordan folk bør tilrettelægge deres økonomi. Den slags er defineret af en række uomgængelige principper. Men noget sådant kan jo netop ikke siges om etikken. For hvis der inden for etikken findes en rettesnor, hævet over tid, sted og værdier, hvorfor indeholder faget etik da så megen uenighed? Hvorfor da så mange retninger?

Etikkens væsen er jo netop forskelligheden, det relative og subjektive. Hvad der under én omstændighed synes rigtigt, kan i en anden kontekst være forkert. Sandheden lader sig ikke sætte på formel. Og dog er det jo, hvad man gør, når et råd – i modsætning til et menneske over for et menneske – skal rådgive. Så skal der slås to streger under et resultat, der gælder for alle.

Grundlæggende må man derfor spørge, om der ikke er noget voldsomt uetisk over at have et etisk råd? Der er noget for etikken umyndiggørende over at decimere etiske spørgsmål ned til et sandt/falsk. Etik er jo netop defineret ved ikke at kunne sættes på formel. Og derfor giver det kun ringe mening med et råd til at udsende etiske bandbuller. Den slags kan kun gøres med en defineret afsender. Paven har et synspunkt på abort og prævention. Det er den katolske kirkes etik. Sundhedsstyrelsen har en anden. Ingen vil bestride, at disse er etiske spørgsmål. Men når de kun kan besvares konkret ud fra et bestemt værdigrundlag, giver det i sig selv ingen mening at have et Etisk Råd.

Etikken giver her kun mening som adjektiv, der knytter sig til det værdimæssigt definerende subjekt. Men i Det Etiske Råd er der intet subjekt. Officielt i hvert fald. Men det er der naturligvis, nemlig medlemmernes personlige værdier og holdninger. Og det knytter atter an til spørgsmålet, om det etiske i et sådant råd.

At foregøgle en objektiv etik på linie med logistik, kostråd og økonomiske principper er at forråde det etiskes udgangspunkt. Bemærkelsesværdigt er især, at rådet er finansieret via offentlige midler. For naturligvis kan private, som det kendes fra tænketanke med videre, påvirke opinionen i en særlig retning ved at finansiere etiske debatudspil.

Men er det et anliggende for staten, hvis institutioner vi i et og alt forsøger at gøre ikke-værdiladede? Hvorfor skal staten så finansiere noget så ladet som et etisk råd, hvis selve grundpræmis i øvrigt forekommer aldeles uetisk?

Konkret føler jeg mig tryg ved, at Det Økologiske Råd, Concito, Cepos, og hvad de ellers hedder alle sammen, på betryggende vis kan rådgive både borgere og politikere om, hvorvidt oksekød bør afgiftspålægges yderligere. Det behøver vi intet etisk råd for. Men helt generelt kan jeg ikke komme på noget mere uetisk end et Etisk Råd.

Morten Messerschmidt (DF) er cand.jur. og medlem af Europa-Parlamentet