Familierne er pressede som aldrig før, og danske børn institutionaliseres mere og mere. Vi har rekorder i Danmark, som vi ikke nødvendigvis skal være stolte af, medmindre man befinder sig på den yderste venstrefløj, hvor statslig ejendomsret over børnene er en vision for samfundet.
For tiden kæmper familiepolitik sig ind på det politiske landskab, men problemet med familiepolitik er mere nuanceret og værdibaseret, end der lægges op til.
Det handler ikke om lovbestemt barsel til mændene, det handler ikke om ligestilling ved kødgryderne, og det handler heller ikke kun om ret til deltid og omsorgsdage.
Det er helt andre strukturer, der skal ændres, som dog ikke behøver de store tvangs- og lovbestemte ændringer, hvor økonomiske konsekvenser synes uoverskuelige og utopiske.
Jeg har familiepolitik som mærkesag, og for at få inspiration til dette vigtige emne deltog jeg til visionær familiepolitisk konference på Christiansborg den 23. februar, hvor der ønskedes nye politiske visioner, der kunne skabe bedre rammer for balancen mellem arbejdsliv og familieliv. Det var en god konference, men de visionsløse politikere i det efterfølgende panel gjorde konferencen til skamme.
Vi kan nemlig alle blive enige om, at det handler om børnene, og at vi skal have gode pasningsforhold, mens mor og far tjener penge til hverdagen. Vi kan også alle blive enige om, at fædre burde tage mere barsel ud fra et ligestillingsperspektiv, og at det er et fattigt samfund, når forældre bliver nødt til at aflevere syge børn i institutionerne.
Men debatten skal sparkes i gang fra en værdibaseret vinkel, hvor vi udfordrer de gængse måder, vi i dag tænker familie på i Danmark. Et ordsprog i Afrika siger: ”Det kræver en hel landsby at opfostre et barn.”
Hvor tit er det, at familier med små børn egentlig bruger hinanden som netværk, når det drejer sig om pasning? Hvor tit er det, at du ringer på hos naboen, når nogen skal se efter børnene i kort tid?
Hvordan tager du dig af din ”landsbys” børn og omvendt? Og hvilken familie synes ikke, at det er for omstændeligt at komme på biblioteket, til sundhedsplejersken, fritidsaktiviteter og legeaftaler, hvor børnene skal køres frem og tilbage konstant?
Familien er i større grad blevet til små enheder, som interagerer med samfundet, men stort set ikke integrerer sig med andre.
Der er behov for strukturændringer i Danmark, og det starter med at åbne op for institutionerne efter lukketid. Når et barn er født, kan mødregruppen mødes i den lokale institution, hvor sundhedsplejersken også kommer.
Her kan Berta og Omid få lov til at låne lokalerne til deres private arrangementer i weekenden. Det er her, vi flere gange om ugen laver fællesspisning til de travle familier, mens vi deler vores bekymringer om skolestart og fritidshjem.
Det er også her, vi kan passe hinandens børn efter lukketid. Det er her, vi skal samles i lokalsamfundet og dele vores fritid som i et kollektiv, men kun indtil vi tager hjem i vores private hjem, som vi danskere elsker at holde helt private. Det er her, at vi stoler på forældreevnen igen i et institutionaliseret samfund fyldt med eksperter.
Så næste gang et barn starter, vil jeg som visionær politiker gerne høre ordene: ”velkommen til og værsgo: her er nøglerne til din 'landsbys' institution.”
Anahita Malakians er folketingskandidat for Venstre