BILLEDHUGGEREN Bertel Thorvaldsen døde som bekendt under en forestilling i Det kongelige Teater i marts 1844. Thorvaldsen var et nationalt ikon, men hans forhold til kristendommen var noget grumset.
Grundtvig hædrede ham siden med et mindedigt - og tog ham i forsvar ved at sige, at Thorvaldsen ikke havde mødt den sande kristendom, men kun vrangbilleder af den kristne tro.
Grundtvig indflettede i sin solidaritet med Thorvaldsen et selvbiografisk afsnit, der lyder sådan: Jeg korser mig for lede ”Satan” kun/ Og ej for mennesker, som mine lige,/ Jeg selv var hedning, men dog ingen hund,/ Og skriftemålet mit i sandheds rige,/ Det lyder så: det randt mig nys ihu,/ At der er meget hedenskab hos mig endnu!
Jeg tænker tit på de ord, når jeg en søndag formiddag går ind til gudstjeneste i Nazarethkirken i Ryslinge. Der er i kirkerummet en meget tydelig nordisk atmosfære - sammen med en række kristne symboler og det inventar, der hører med til et kristent kirkerum.
Der er et vældigt tøndehvælv af træ, og der er store balkoner, båret af tykke træstolper. Vinduerne er i romansk rundbuet stil. Der er bemalede bjælkeender, der minder om norske stavkirker og vikingehaller.
Bagest i kirkerummet er der fornemt udskårne høvdingestole. Forrest i rummet er fuglen over alteret ikke en due, men en lærke, Nordens hellige fugl. Som vi synger med Chr. Richardt:”Du troens rette fugl,/ som bier kun på jul,/ og kun i årets skumring holder inde“”
Kirkerummet udtrykker altså mødet mellem det nordiske og det kristne. Det er een af de afgørende styrker ved kristendommen, at den kan gå ind i en kultur og overtage nogle af kulturens træk - samtidig med at den selv præger og omformer den pågældende kultur.
Man kan måske sige det sådan, at Nazarethkirken udtrykker en rummelig kristendom, hvor vi kan være med vores fortid og historie og med alle de modsigelser og paradokser, der hører et levende menneske til!
Søndag den 22. november fejres det med festgudstjeneste og efterfølgende festivitas, at det i år er 150 år siden, at Danmarks første, frie grundtvigske menighedsdannelse fandt sted i Ryslinge. Det førte kort og forenklet sagt til den frihedslovgivning i kirke og skole, der er et af det danske samfunds mest dyrebare klenodier.
I 1920'erne blev den oprindelige menighed delt i to på grund af en strid om dåben, og byen har med frimenighed, valgmenighed og sognemenighed siden været ”byen med de to kirker og de tre menigheder.”
Jeg er af bestyrelserne i de to menigheder ved Nazarethkirken blevet bedt om at skrive en salme til jubilæet. Det er en opfordring, som jeg er meget glad for. Det kan i nogle henseender være et handicap at bo og skrive ude fra markvejen.
Når man ikke færdes i de håndvarme kirkelige indercirkler, hvor så mange (salme)sager bliver afgjort, så kan det være svært at slå igennem over for sammenspiste og opblæste klaphatte fra Århus og Odense og København!
Hvad har jeg så gerne villet udtrykke med jubilæumssalmen? Ja, jeg vil gerne forkynde en rummelig kristendom. Det betyder blandt andet en understregning af, at det danske folk både har en historie og en religionshistorie. Derfor ville jeg gerne have det nordiske ord Yggdrasil med i salmen. Samtidig er det vigtigt, at kirken aldrig lukker sig om sig selv. Da Nazarethkirken blev indviet, var kirken propfuld, og der stod lige så mange mennesker udenfor i silende regn. Man slog da de nyindsatte ruder ud, så ingen var spærret ude fra helligstedets livsfornyende kraft!
Der er ved 150-året grund til at glæde sig over, at der her ved jubilæet er to livskraftige menigheder ved Nazarethkirken - og derudover en velfungerende sognekirke.
Min hilsen og mit tillykke til Ryslinge Frimenighed og Ryslinge Valgmenighed lyder sådan:
1. Asken Yggdrasil med krone
rakte ud mod paradis,
lærken med sin høje tone
sang de gamle guders pris -
nådens lys dog fandt sit hjem
med Guds Søn i Betlehem!
2. I Hans navn er himlen åben,
Han den mindste kalder sin,
Han, som modtar os i dåben,
gir sig selv i brød og vin -
lyser over os sin fred,
alle dage går han med!
3. Hvis Guds nåde spærres inde,
så blir livet uden ånd,
så vil mørkets magter vinde,
binde os på mund og hånd -
da må vi som lysets bud
straks slå kirkens ruder ud!
4. I Guds hjerte dybt indflettet
lad os gå på vejen frem,
jorden tro med blikket rettet
mod det ny Jerusalem -
vi er båret af det Ord,
hvorfra alt får liv og gror!
Michael Nielsen er teolog, sangskriver og salmedigter