Uden tro på livet, trods alt, kan der ikke skrives

Gøgl er og bliver den, romanen. I det ene øjeblik kan den omtale og behandle os mennesker med den skønneste højagtelse for i det næste at vise sig gennemført illoyal og skamløst nederdrægtig, skriver forfatter Jens Smærup Sørensen

Som ung i 1960'erne havde jeg travlt med at glemme holocaust - nej, ordet var endnu ikke i brug, og det industrialiserede masse- og folkemord, det nu står for, skulle naturligvis huskes, som historie.

Netop håbet om at gøre det til fjern fortid nærede min, og millioner af andres, drøm om at opfinde en ny virkelighed. En bedre og smukkere verden hinsides den frustrerede småborgerlighed, der kunne gøre udryddelseslejre til en del af sin normalitet, og hinsides den Blut-und-Boden-tænkning, der i århundreder havde båret det globale bondesamfund, men med sin opløsning og som national ideologi var blevet en blodig perversion.

Og en anderledes verden fik vi, med og uden vi unges forhåbningsfulde medvirken. En rigere og friere halvdel af den i al fald, og velstanden her og den individuelle myndighed også for kvinder må blive stående som ubetingede goder.

Men det grundlæggende håb om et nyt menneske, hvis naturlige godhed i et åbent samfund frit kunne udfolde sig, det blev inden så længe aldeles beskæmmet. Vi måtte tage til os, at hverken den desperate udlevelse af den enkeltes magtbegær og hævngerrighed eller massernes systematiserede ondskab alene beroede på et historisk enestående, meget kompliceret væv af tragiske og blot uheldige omstændigheder.

Vi har den altid med os, den fatale brist, der er prisen for vores kulturskabende jeg-bevidsthed. Den kan på én gang styrte os mod død og udslettelse og i samme mere eller mindre hellige blodrus søge heling.

Vi er, som nazisterne var, og krigerne i IS er mennesker som os. Vores ressourcer af medmenneskelighed, af respekt for livet og omsorg for næstens velfærd, jo, vi har dem, men de er ikke righoldige.

Så må vi da bare gøre vores bedste, må vi så sige. Hver især, og jeg må som én, der bruger en væsentlig del af sit liv på at fortælle løgnehistorier, spørge mig selv, om jeg på den manér overhovedet kan bidrage. Har litteraturen for alvor, og når det gælder, noget godt og positivt at byde på?

Ja eller nej. Hvad jeg svarer, og hvad andre har svaret, kan afhænge af, om vi vil lægge vægten på, hvad litteraturen befatter sig med eller på, hvordan det kan blive til kunst. Om vi lader os knuge af den simple kendsgerning, at litteraturen, og lad mig nu bare sige romanen, i bund og grund er noget gøgl, eller om vi klynger os til den erfaring, at den ikke kan få form uden en etisk drift i og med det alt sammen.

Men altså, gøgl er og bliver den, romanen. Et maskespil, kunne vi også sige, og herunder mener den at kunne foretage sig mangt og meget, som vi aldrig i virkeligheden ville tolerere.

I det ene øjeblik kan den omtale og behandle os mennesker med den skønneste højagtelse for i det næste at vise sig gennemført illoyal og skamløst nederdrægtig. Den kan snart illuminere vores dybeste håb og længsler, forevige kærlighedens fineste øjeblikke og snart igen mistænkeliggøre dem, i et skærende lys lægge dem blot som ynkelig illusion.

Alt for sjældent afstår den - hvis den da stadig tør være roman - fra også at besudle vores sorg og smerte med tvetydigheder eller fra at udnytte vores menneskelige ubehjælpsomhed til at lægge et flovt skær af komik selv over livets højtideligste stunder. Og i dette spil, der fritager sig for al vederhæftighed, vil den endda gøre sig til af at være sand.

Ikke fordi den får sagt nogle sandheder, som man siger, nogle ubehageligheder, som vi ellers i vores daglige omgang med hinanden må lade ude af betragtning. Ikke derfor alene, men frem for alt, fordi den ikke kan blive til uden samtidig at bekende sig til troen på, at livet mirakuløst, trods alle destruktive kræfter i os og omkring os, kan leves og er det værd.

Et eksempel: Franskmanden Louis-Ferdinand Céline kan nok udnævnes til den ”sorteste” i nyere romanlitteratur; i 99,9 procent af ”Rejsen til nattens ende” er der knap noget menneske eller noget menneskeliv, han ikke sviner til i sin endeløse væmmelse over det.

Men var der ikke bare et enkelt lille glimt af noget andet i den roman, ville den ikke være blevet til andet end en skraldespand af hysteriske idiosynkrasier. Og der er da, i menneskemylderet i Detroit, en kvinde, der er lutter kærlighed.

Hun er ikke uden litterære fortilfælde - ikke desto mindre er det i mindet om hende, at vreden over vores sølle og beskidte verden kan vræles ud over alle tage. I håbet om hende som det sande menneske kunne hele hadeskriftet blive et vidunderligt stykke romankunst.

Litteraturen efter holocaust (som Céline i øvrigt som idiotisk privatperson var med på) har været en stadig eftersøgning af livstegn, oftest på upåagtede steder eller i udkanter af, hvad man før turde tro på som stort og smukt. At den fortsat kan finde dem, er en grundbetingelse for dens egen fortsættelse.

Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd, Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen, forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen