Chef for Kirkens Korshær: Fattigdom er igen blevet nutidig virkelighed

Illustration: Søren

Illustration: Søren Mosdal.

Det er påtrængende nødvendigt, at vi samfundsmæssigt definerer, hvad det er for et arbejdskrav, vi stiller til hinanden, og at der føres en socialpolitik, som ikke kun er baseret på nidkær moral og beskæftigelsespolitik, skriver chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen

NOGET AF DET forsømte fra efteråret kan indhentes mellem jul og nytår. Juledagene er bonusdage, hvor mailpostkassen ikke klaprer, og maden klares med rester fra julens første festdage.

Tiden mellem jul og nytår er tid til bunker, der i efterårets løb kan have nået en faretruende højde og drøjde. Det gælder både bladene fra træet i gården og bladene i bøger og rapporter.

Bladene i gården hos os var julestormen venlig at blæse godt sammen, så de nemt derefter kunne transporteres til et andet og for blade mere passende sted bag ved længen. Intet så galt...

Af grunde, som DMI ved, blev stormen i juledagene navngivet Urd. Et passende navn at blive mindet om i årets sidste dage. I den nordiske mytologi vogter Urd sin brønd sammen med Verdande og Skuld – de er de tre norner. De vander roden på verdenstræet Ask Yggdrasil og sikrer derved verdens beståen så godt, de kan. Nornerne spinder tilværelsen og verdens tråde i tid. Deres navne kan forstås som det, som var, det, som er nu, og det, som er på vej.

En passende treklang at blive mindet stormende om ved nytårstid. Ethvert øjeblik er tvundet sammen med det forgangne og er fæste for det næste.

BUNKERNE i væsentlig viden er gode at dykke ned i i juledagene. Center for alternativ samfundsanalyse (Casa) har udgivet deres årsrapport. Her læser jeg en artikel om, at det danske samfund ikke er gearet til fattige. Der bliver flere og flere fattige, og der mangler billige lejeboliger. Selv almennyttige boliger løber op i betragtelig husleje, som udhuler økonomien og gør mennesker endnu fattigere. Manglen på billige boliger er værst i de største byer, hvor det er meget vanskeligt at finde en billig bolig, men på det seneste har problemet i stigende grad vist sig også i de mellemstore byer i landet.

I velfærdsstatens tid kunne man tale om fattigdom i Danmark i datid, men fattigdom er igen blevet nutidig virkelighed, og det er overraskende for mange, at det faktisk forholder sig sådan. Tidligere løste man problemet ved at etablere fattiggårde og senere husvildebarakker. I dag har vi botilbud, defineret i loven om social service, men for at få et botilbud skal man opfylde flere krav end blot det at være fattig og uden bolig, som det fremgår af servicelovens paragraf 107-110. Derfor må der nu også tænkes i andre bomuligheder, for der er allerede nu behov for, at mennesker uden stor indkomst kan bo ordentligt og sundhedsmæssigt forsvarligt, og behovet vil kun blive større.

Hvordan skal vi samfundsmæssigt standse fattiggørelsen af mennesker, når så stor en del af socialpolitikken nu er blevet til beskæftigelsespolitik, og udsatte mennesker skal komme i arbejde næsten for enhver pris?

Vi skal gøre det, som virker. Det er et gentaget mantra for den seneste række af socialministre. Og så er det interessante spørgsmål jo: Hvad betyder det, at noget virker? Hvad er det for en virkning, vi vil have? Er tilknytning til arbejdsmarkedet det eneste svar, vi har? Og er den dybereliggende begrundelse i virkeligheden ikke økonomisk, men moralsk?

En politiker sagde i en debat forleden: Det er et moralsk krav, at alle skal arbejde. Uanset om du kan, eller om der er arbejde at få, så består buddet – du skal arbejde. Men arbejdspladserne i Danmark vil blive færre, og det kniber med pladsen for den, der ikke er fuldt arbejdsdygtig. Og snart også for andre.

Kort før jul udtalte professor Bent Greve, at robotter og ny teknologi i det hele taget vil betyde endnu færre arbejdspladser i Danmark. Mindst en tredjedel af de eksisterende jobs i Danmark er i fare for at være væk inden for 10-15 år. Det er en mulighed, at der bliver skabt andre jobs, men det kan ikke forudsiges. Det er ikke kun flere ufaglærte jobs, der fremover kan overtages af maskiner, men også mange faglærte og højt specialiserede job, forlyder det.

Det er påtrængende nødvendigt, at vi samfundsmæssigt definerer, hvad det er for et arbejdskrav, vi stiller til hinanden, og at der føres en socialpolitik, som ikke kun er baseret på nidkær moral og beskæftigelsespolitik. Hvor meget plads vil vi give til hinanden til at leve? Hvor meget værdighed? Også uden for arbejdsmarkedet.

Spørgsmålene står tilbage: Hvad er det, som virker, hvordan og på hvem? Virkninger kan være kortvarige og alligevel værdifulde. I Kirkens Korshær anvender vi en måleenhed, der hedder Gode Øjeblikke. Lad os få så mange som muligt af dem i 2017.

Kirkeligt set skrives på skift af sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen , biskop Henrik Wigh-Poulsen, chef for Kirkens Korshær Helle Christiansen , ph.d. og lektor i socialvidenskab og globale studier Bjørn Thomassen samt sognepræst Marie Høgh .