Det stadige krav om muslimsk afstandtagen er sårende

Jeg har tit tænkt på, hvordan fredelige danske muslimer må opfatte det, hvis vi andre ved ethvert nyt terroranslag forlanger af dem, at de skal legitimere sig ved at udsende pressemeddelelser med afstandtagen, skriver tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann

Jeg har gennem samtaler erfaret, hvor sårede mange danske muslimer føler sig, når vi andre igen-igen tillægger dem holdninger, som de ikke har, skriver Erling Tiedemann.
Jeg har gennem samtaler erfaret, hvor sårede mange danske muslimer føler sig, når vi andre igen-igen tillægger dem holdninger, som de ikke har, skriver Erling Tiedemann. Foto: Jakob Boserup.

DER ER ALDRIG NOGEN, som har ment sig kaldet til at opfordre mig til at tage afstand fra voldelige begivenheder i Irland - med irske katolikker som gerningsmænd og irske protestanter som ofre.

Jeg ville da også være blevet voldsomt stødt på mere end manchetterne, hvis nogen skulle have fremsat en sådan opfordring. Den ville jo kun kunne opleves som udtryk for en antagelse af, at en afstandtagen fra min side ikke er i den grad en selvfølgelighed, at det er indlysende overflødigt at komme med opfordringen.

En sådan opfordring ville jo - sagt med andre ord - udtrykke en vis tvivl: Kan vi nu helt regne med dig? Eller bor der i virkeligheden en sleeping irsk IRA-mand i dit katolske hjerte? Er du til at stole på, eller sympatiserer du i virkeligheden med terroristerne?

Som sagt har jeg aldrig fået en sådan opfordring, ligesom jeg heller aldrig selv - lad mig understrege det i forbifarten - nogensinde har opfordret danske protestanter til at tage afstand fra irske protestanters terrorhandlinger. En sådan opfordring ville efter min mening være både totalt irrelevant og fornærmende.

Jeg har imidlertid tit tænkt på, hvordan fredelige danske muslimer må opfatte det, hvis vi andre ved ethvert nyt terroranslag forlanger af dem, at de skal legitimere sig ved at udsende pressemeddelelser med afstandtagen.

Ja, jeg har ikke bare tænkt på det; jeg har faktisk også gennem samtaler erfaret, hvor sårede mange danske muslimer føler sig, når vi andre igen-igen tillægger dem holdninger, som de ikke har.

Det hjælper jo ikke engang, at vi bedyrer vores afstandtagen, siger de til mig, for der vil altid være nogle, politikere eller andre, med et sådant polariseringspotentiale og en sådan trang til at radikalisere andre, at vi aldrig kan stille dem tilfreds og opnå deres tillid.

Men findes der da ikke muslimer i Danmark, som sympatiserer med islamisternes morderiske handlinger? Jo, desværre, indiskutabelt og uafviseligt.

Ganske som der i Irland har været både katolikker og protestanter med alvorlige ting på samvittigheden - uden at vi andre derfor solidariserer os med hverken den ene eller den anden af dem, nej, tværtimod endda.

Solide gudstroende muslimer her i landet, som jeg kender en god del af, bliver ikke radikaliserede af den mistillid, de af og til møder i samfundet. Det sårer og irriterer dem måske, men det gør dem ikke til ekstremister.

Men deres børn og unge, hvad med dem? Hvad er risikoen, hvis de generelt føler sig ugleset?

Jeg tror på det personlige ansvar, og jeg hører ikke til dem, der ensidigt bare giver samfundet skylden, hvis unge muslimer kommer på gale veje.

Men der er heller ingen grund til at være naiv. Etik handler også om forpligtelsen til at bidrage til, at uberettiget polarisering undgås, thi polarisering er nu engang radikaliseringens moder.

Etisk set skrives på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm, formand for Hospice Forum Danmark Tove Videbæk, og medlem af Det Etiske Råd og universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris