”Detektor” var ingen løgndetektor under valgkampen

Selvom "Detektor" på DR1 langtfra er en løgndetektor, har programmet under valgkampen alligevel formået at afsløre og blotlægge partiledernes retoriske håndgreb, skriver debattør

”Detektor” tog fat på at påvise brug af velkendte retoriske håndgreb såsom ”stråmanden”, der tillægger andre kandidater udtalelser, de aldrig har fremsat, eller ”kirsebærplukningen” hvor nogle få tilfælde plukkes ud og fremstilles som repræsentative for hele virkeligheden, skriver Erling Tiedemann. Her Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen før den sidste partilederrunde.
”Detektor” tog fat på at påvise brug af velkendte retoriske håndgreb såsom ”stråmanden”, der tillægger andre kandidater udtalelser, de aldrig har fremsat, eller ”kirsebærplukningen” hvor nogle få tilfælde plukkes ud og fremstilles som repræsentative for hele virkeligheden, skriver Erling Tiedemann. Her Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen før den sidste partilederrunde. Foto: Liselotte Sabroe.

I løbet af den valgkamp, som vi alle har stået igennem og i skiftende grad været engageret i, har DR's program ”Detektor” spillet en ikke ubetydelig rolle.

I en på én gang seriøs og underholdende form har det taget partiers og kandidaters påstande under behandling, og tilliden til programmet har været så stor, at det er blevet en fælles talemåde, at ”det må 'Detektor' tage sig af og rede ud”.

Ligesom ordet detektiv kommer programmets navn fra det latinske udsagnsord detégere, der egentlig betyder at løfte taget af et hus eller fjerne dækket over noget, som derved blottes og afsløres, bringes for dagens lys, røbes og åbenbares.

I vore dage ville vi måske i stedet vælge at sige, at det finurligt indpakkede bliver pakket ud af det strålende gavepapir - og viser sig at være knap så strålende.

Der bliver sat spørgsmålstegn ved, hvad der stemmer og passer, og halve sandheder risikerer at blive afsløret som rygende løgne.

Programmet er nu hverken en løgnedetektor eller en røgdetektor, og ofte viser det sig, at dét, der afsløres, beror på misforståelser eller fortalelser i farten.

Eller at der er tale om æbler, der er blevet talt med som pærer, så begge parter har ret; de har bare snakket om noget forskelligt.

Men alt er naturligvis ikke bare bortforklarligt. ”Detektor” afslører også, hvad det er vanskeligt at se som andet end forsøg på at formulere sig så snedigt, at man kan være rimeligt sikker på, at folk hører noget andet og værre end det, der strengt taget er sagt.

”Detektor” har derfor også taget fat på at påvise brug af velkendte retoriske håndgreb såsom ”stråmanden”, der tillægger andre kandidater udtalelser, de aldrig har fremsat, eller ”kirsebærplukningen” hvor nogle få tilfælde plukkes ud og fremstilles som repræsentative for hele virkeligheden.

Med verden befolket af ufuldkomne mennesker er det selvsagt uundgåeligt, at også ”Detektor” selv kommer til at begå fejl, men Thomas Buch-Andersen skal som vært have anerkendelse for at rette fejl og i øvrigt lægge sine udsendelser på DR's hjemmeside, så det er muligt for enhver at vende tilbage og underkaste dem sit eget tværgående detektor-eftersyn.

Naturligvis rummer et program som ”Detektor” også faldgruber og rejser etiske spørgsmål.

Der er ingen tvivl om, at tilrettelæggerne hver dag må have stået med afvejningsproblemer.

En valgkamp er jo en periode med en intensiv produktion af politiske påstande, og hvilke er det nu lige, der udvælges til at blive efterprøvet?

Og hvor dybdeborende kan analyserne gøres, uden at de ender som tilløb til ph.d.-afhandlinger, der vil få seerne til at skifte kanal - eller falde i søvn?

Men det grundlæggende etiske krav vil som i mange andre sammenhænge være den upartiske søgen efter sandheden, selvom det oftest er vanskeligt at få fuld klarhed over den.

Etisk set skrives på skift af tidligere formand for Det Etiske Råd Erling Tiedemann, højskoleforstander og medlem af Det Etiske Råd Jørgen Carlsen, universitetslektor i etik og teknologi Klavs Birkholm og formand for Hospice Forum Danmark, Tove Videbæk