DF: Børns private billeder skal ikke misbruges

I mine øjne skal pædofile fængsles længe og uden mulighed for forkortelse af deres straffe, skriver Peter Skaarup, gruppeformand for Dansk Folkeparti

Ingen danskere skal finde sig i, at deres børns billeder vises på pædofile hjemmesider, skriver Peter Skaarup. (modelbillede.)
Ingen danskere skal finde sig i, at deres børns billeder vises på pædofile hjemmesider, skriver Peter Skaarup. (modelbillede.). Foto: Gert S. Laursen/ Nordfoto.

I et noget aparte forsvar for pædofiles misbrug af børn og unges billeder på de sociale medier, angriber Mikael Hertig undertegnede og Red Barnet for heksejagt på pædofile.

Og Hertig har ret så langt, at pædofile i mine øjne skal fængsles længe og uden mulighed for forkortelse af deres straffe, hvis det står til mig og Dansk Folkeparti. Årsagen er den simple, at pædofile er seksuelt afsporede, der for nogles vedkommende misbruger børn så groft, at mange af de misbrugte børn resten af deres liv må kæmpe med depressioner, lavt selvværd, selvmordstanker og høj risiko for dårligt helbred og tidlig død.

LÆS OGSÅ: Red Barnet. Fra beskyttelse af børn til tankepoliti

Så jeg mener bestemt, at pædofile, der misbruger andre menneskers billeder, herunder deres egne børns billeder til at udstille børnene i pædofile netværk i seksualiserede sammenhænge, skal kunne straffes for dette.

Selvfølgelig skal ingen danskere finde sig i, at deres børns billeder vises på pædofile hjemmesider, hvor det fremgår af sammenhængen eller direkte af teksten ved billederne, at disse børn kan synes seksuelt tilgængelige, for det er jo det, vi taler om, at de pædofile vil opnå ved deres misbrug af børnebilleder. Så ud over at udsætte børnene og deres forældre for en art identitetstyveri, så gør de også børnene til potentielle ofre for pædofiles aparte lyster. For børnene på billederne kan jo opspores af de pædofile via billedgenkendelsesprogrammer.

Jeg synes faktisk, det er en uhyggelig tanke! Det bør vi ikke mindst af hensyn til børnene, ikke lade stå til over for, og vi må kriminalisere den slags, så de pædofile kan idømmes fængsels- eller bødestraffe for misbrug af børns billeder til pædofile formål alt afhængigt af alvorligheden, selvfølgelig.

Peter Skaarup er medlem af Folketinget, gruppeformand og retsordfører for Dansk Folkeparti