DF-kulturordfører: Er tiden ikke inde til at skære ned på humaniora?

Når universiteterne ikke kan tage sig sammen til at levere vigtig viden, tror jeg, det ville være en god ide at koncentrere humaniora på to til tre universiteter og halvere budgetterne. Vi ville samtidig slippe for en masse bragesnak, skriver Alex Ahrendtsen

Alex Ahrendtsen er kulturordfører for Dansk Folkeparti.
Alex Ahrendtsen er kulturordfører for Dansk Folkeparti. .

Er tiden ikke inde til at skære ned på humaniora?

Jeg kom til at tænke på det, da jeg i St. Sulpice for nylig faldt i snak med en ung libaneser. Han var kristen, og med en næsten kæk naturlighed fortalte han, at han kunne føre sin slægt tilbage til en fransk korsfarer ved navn Raymond III. Vi begyndte at tale om korstogene, og på et tidspunkt sagde jeg, at man blev nødt til at forstå korstogene som en forsvarskrig, inden man affærdigede dem. Den unge libaneser tøvede et øjeblik, men lyste derefter op. Sådan kunne man godt se på det, sagde han og nikkede.

Sådan reagerer man sjældent i Danmark eller for den sags skyld i Vesten. Her er korstogene udelukkende genstand for kritik og uvidenhed, medmindre man tilhører en lille udvalgt skare, der har sat sig ind i sagerne.

I angelsaksiske lande er der i de senere år udkommet en række glimrende historiske bøger, der gennemgår korstogene langt mere nøgternt og uideologisk end de seneste årtier. Jeg har længe ventet på, at noget lignende skulle ske i Danmark. Vi bruger jo hvert år milliarder på at uddanne ph.d.’er og ansætte humanister på universiteterne, fordi de skal forske og bibringe os nye viden.

Men danske universitetshumanister har ikke ladet sig inspirere af det angelsaksiske nybrud. I stedet har to historikere uden for universitetsverdenen gjort det. Michael Pihl og Jesper Rosenløv, der til daglig underviser på gymnasie- og hf-niveau, udgav før sommer deres bog korstogene. En fremragende og meget velskrevet historisk skildring af korstogstiden med henvisninger til et væld af kilder, som man selv kan tjekke ved at slå op på hjemmesiden, der supplerer bogen.

Bogens hovedpointer er ikke særligt overraskende for dem, der har fulgt lidt med i korstogslitteraturen, men for danske læsere må den have været noget af en åbenbaring. Endelig bliver det på dansk nøgternt påvist, at korstogene var et svar på næsten 400 års islamisk ekspansion, og at myterne om det tolerante Andalusien og den storsindede krigerfyrste Saladin ikke har rod i virkeligheden.

Når universiteterne ikke kan tage sig sammen til at levere denne viden, tror jeg, det ville være en god idé at koncentrere humaniora på to til tre universiteter og halvere budgetterne.

Vi ville samtidig slippe for en masse bragesnak.