Digtning, død og husprisernes frie fald

ADAM HOLM sluttede Deadline 2. sektion med ordene: Man må håbe, det ikke går så slemt, som præsten prædiker. Præsten var i dette tilfælde ikke ordineret, men det var i sandhed en dommedagsprædiken, forfatteren til Den danske borgerkrig 2018-2024 holdt søndag aften.

Yahya Hassan kan ikke klare at bide noget som helst i sig. Han giver bare los. Og det giver pote.
Yahya Hassan kan ikke klare at bide noget som helst i sig. Han giver bare los. Og det giver pote. . Foto: Kim Haugaard/ Denmark.

Kaspar Colling Nielsens roman tegner tilstandene i Danmark, efter at huspriserne er faldet dramatisk. Colling forklarede scenariet med, at 68-generationen ikke blot er en stor, men også en rig generation. Og hvad vil der ske, når de store årgange falder væk? Ja, så bliver deres villaer sat til salg.

Udbuddet vil snart blive langt større end efterspørgslen, og yngre boligejere vil desperat konstatere, at deres boliger bliver næsten værdiløse. Og da vil det rovdyr, som ethvert menneske har i sig, vokse sig stort og vildt og gå amok på bankmænd og politikere ifølge Kaspar Colling Nielsen.

LÆS OGSÅ: Litteraturredaktør trækker sig fra Statens kunstfond

Søren Kierkegaard fortæller i Øjeblikket om en svensk præst, der bliver så urolig over den virkning, prædikenen fremkalder, at han må berolige menigheden: Græd ikke, børnlille, det turde være løgn alt sammen. Det skete ikke i Deadline 2. sektion.

Nej, ikke en eneste gang trak den 39-årige forfatter på smilebåndet. Knastørt konstaterede Colling tværtimod, at når den danske konkurrenceevne til stadighed rasler ned, og danske skoleelevers resultater bevæger sig i samme triste retning, så er nutiden måske at betragte som en ny mellemkrigstid. En skam, programmet blev bragt så sent, for der er et indlysende format over Kaspar Colling Nielsen. Og der var dybde og væsentlighed og uforfærdethed i hans analyser.

Det lader sig måske ligefrem hævde, at forfatterne er ved at opnå status som vor tids vismænd. Digteren kan jo lade årsag og virkning brydes i et fiktivt mønster, hvor det er op til læseren at tyde teksten, og derfor vil den skønlitterære forfatter ofte have større bevægelsesfrihed end de autoriserede vismænd.

Yahya Hassan er et godt eksempel på denne tendens. Han er kun 18 år, men hans digte har allerede fået større betydning for den offentlige værdidebat end de første 1000 integrationskonsulenters rapporter. Hvem sagde, at bogen er død?

TIRSDAG KUNNE man i Berlingske læse om, hvordan mange unge med indvandrerbaggrund følger i slipstrømmen på Yahya Hassan. Hvad er det, digteren kan? Jo, med sin konkrete intensitet sætter Hassan ord på ting og tilstande, der har været fortrængt i den offentlige debat: ghettokriminalitet, religiøs undertrykkelse og politisk korrekthed. Yahya Hassan kan ikke klare at bide noget som helst i sig. Han giver bare los. Og det giver pote. Ugen bød også på en debat, der helt sikkert vil fortsætte. For selvom vi efter sigende er verdens lykkeligste folk, så er dødeligheden alligevel foruroligende tæt på de 100 procent. Og et par konkrete eksempler har gjort spørgsmålet om aktiv og passiv dødshjælp til omdiskuterede emner.

Jeg husker en mand, der var så søsyg, at han var parat til at betale for at blive smidt over bord. Vi har ham heldigvis stadig iblandt os. Men det fortæller jo noget om, at afgørelsen om livets afslutning kan være vanskelig at overlade til den enkelte. Og er man tryg ved, at myndighederne tager stilling til det, når man ved, hvor dyrt det er at holde døende i live? Eller hvad med de pårørende? Må vores gode, gamle arveonkel ikke snart få fred? Jo, mange etiske spørgsmål melder sig i debatten om dødshjælp.

TV 2 BRAGTE MANDAG et indslag med en mand, der på grund af sygdommen ALS end ikke kunne trække vejret selv. Men med sine øjne fik han understreget, at han var glad for at leve. Indslaget blev på den måde en påmindelse om, hvor svært det er at vurdere, hvad et godt liv er, eller hvornår det giver mening at holde liv i folk.

Det Etiske Råds formand, Jacob Birkler, opfordrede seerne til at gøre sig deres stilling klar ved at klikke på www.sundhed.dk, hvor man i et livstestamente kan frasige sig kunstig forlængelse af livet.

Mange vil nok synes, at det er lidt svært at tage stilling til, men som sangeren Johnny Madsen siger, så kan tiden mellem 10 og 80 år i det hele taget være lidt svær.

Kristian Østergaard er præst og anmelder på Kristeligt Dagblad. Han vil hver fredag på denne plads samle op på og kommentere en eller flere af ugens vigtigste værdidebatter