I den verserende debat mellem Henrik Højlund og Lars Sandbeck om opstandelsesfortællingerne i Det Nye Testamente, hvor Højlund gerne vil have mere kød på, skriver Højlund, at Sandbeck mener, ”at Det Nye Testamentes tekster kun er teologisk skønprosa”. Det er sådan set sandt nok, men hvor i alverden kommer dette ”kun” fra? Det Nye Testamente er ”kun” fortællinger med henblik på forkyndelse af Kristus?
Djævelen ligger som bekendt i detaljen, og dette ”kun” fra Højlunds side er, om ikke djævelsk, så i det mindste fejlanbragt.
Det er mærkeligt at skulle sige det til Henrik Højlund, men: Må vi bede om respekt for Skriftens ord, for Det Nye Testamentes fortolkende fortælling om de ”begivenheder, som har fundet sted iblandt os, sådan som det er blevet overleveret os af dem, der fra begyndelsen var øjenvidner og ordets tjenere”, som evangelisten Lukas skriver det (Luk 1,1-2).
Sprog, ord og fortælling; samtale, fortolkning og forkyndelse - det er alt sammen noget meget, meget fint og fuldstændig grundlæggende for, hvad der gør os til mennesker og sammen hermed (er vi nogle, der tror på) til Guds børn.
”På knæ for Bibelen, I professorer,” lød det engang. Respekt for fortællingen og for Det Nye Testamente som netop fortælling, du sognepræst og formand for Evangelisk Luthersk Netværk, og sig ikke ”kun” herom!
Kristendom er fortælling. Baseret på ord og ånd. Vi har i virkeligheden ikke andet end ord og fortælling. Skriften, ordet, fortællingen og herudaf fortolkningen, troen og alt muligt andet godt. Alt sammen allerbedst i den bedst tænkelige ånd, som jeg vil tillade mig med Lukas' fortsatte fortælling i Apostlenes Gerninger in mente at kalde for Helligånden.
”Ikke alt er til fortolkning,” skriver Højlund. Og venligt læst (læs: fortolket) ved jeg godt, tror jeg, hvad Højlund mener (at noget står fuldstændigt og urokkeligt fast). Ikke desto mindre vil jeg tillade mig at sige: Jo, alt er til fortolkning. Af mange gode grunde og mest af alt, fordi det er, hvad der uundgåeligt finder sted i forbindelse med enhver lytning og læsning og videregivelse af det overleverede - der fortolkes. Og det er godt. For det er på den måde, ordet kan gå i kødet på os og blive til levet liv.
Det har en bibelfortolker som Erik A. Nielsen den allerfineste forståelse for, som når han i bogen ”Skrevet af Helligånden” skriver om, hvordan det jomfruelige menneskehjerte må besvangres af Guds ord.
Bibelordet skal forlade bibelbogen og indskrives i levende menneskehjerter: ”Denne utrolige flytning og forvandling af skriften er gudstjenestens dybeste formål.” Ordet skal løfte sig fri af bogsiden og sin egen tilblivelses fortid og igennem forkyndelse og sakramente blive aktualiseret virkelighed.
Når fortolkning og læsning lever og opliver, når Ånden, det alt sammen drejer sig om, Helligånden, finder sted, så er det det, der sker. Er det ikke kød nok?
Gudmund Rask Pedersen, sognepræst, Husoddebakken 58, Horsens